NÅR FESTEN SLUTTER

PICTURE CREDIT // PULP FICTION

Jeg har, gennem tiden, stiftet bekendskab med en lang række mennesker, der har påvirket min opfattelse af, og forståelse for, den “sociale legalisering” af narko – og var jeg havnet i modebranchen et par år tidligere, havde jeg sikkert også selv hørt til den gruppe, der nærmest dyrker indtagelse af kokain på weekendbasis. Heldigvis var min opfattelse af stort set alle former for narko påvirket af min opvækst i provinsen, hvor stoffer var noget, steroidebrødrene på Dansebaren tog, og som derfor, for mig, havde low life associationer.

Jeg er nu blevet præsenteret for emnet, og ikke mindst valget, så mange gange, at jeg føler, at jeg bliver nødt til at sige højt, hvad jeg egentlig mener. Normalt er bloggen her et temmelig neutralt forum med et materialistisk fokus – men jeg håber, at jeg kan bruge min stemme til at påvirke bare en brøkdel af den danske ungdom.

Jeg tager ikke hårde stoffer, og har aldrig gjort det. Jeg synes, det er ulækkert og unødvendigt.

Men jeg er heldigt stillet: Ingen af mine bedste venner og/eller veninder tager stoffer, så jeg skal i virkeligheden ikke tage stilling til dette i så høj grad som så mange andre. Der ligger en fælles tone og enighed i vennegruppen om, at vi passer på hinanden, og den slags ikke får lov til at forekomme. Jeg værdsætter dette utrolig højt, for gruppepres er muligvis en af de hyppigste årsager til, at stærke personer bukker under. Så snart narko er socialt legaliseret i en forsamling af mennesker, bliver det nærmere reglen end undtagelsen af sige ja, og dér har vi problemet.

For at være ærlig, så er jeg pisse bange. Pisse bange for, at jeg måske vil kunne lide det. Pisse bange for, at jeg ikke vil kunne feste uden at være påvirket af stoffer. Pisse bange for at ende som én af dem, jeg i dette indlæg udstiller. “Jeg har det under kontrol, og der sker i hvert fald ikke mig noget”: Min barndomsven døde af en overdosis, og oplevelsen påvirkede virkelig mit billede af ungdommens udødelighed. Måske den oplevelse i virkeligheden forklarer min distance.

Jeg ved jo godt, at man tager stoffer af forskellige årsager, og at der er mange typer af narko – nogle farligere end andre – men jeg er træt af at være vidne til de alt for unge piger på klubberne, med døde ansigtsudtryk og knækket rygrad, der glædeligt deler ud af seksuelle ydelser for en bane coke.

Jeg ønsker i virkeligheden ikke at være hende den gamle, sure kælling, der ødelægger festen; men jeg forstår simpelt hen ikke lysten til at kaste sig ud i et så farligt, og til dels flygtigt og virkelighedsfjernt, eventyr. Jeg er faktisk ikke engang imod legalisering af stoffer, blot imod den sociale accept af stoffer i nattelivet. Jeg synes, at vi skal passe på hinanden. Og jeg håber, at jeg ikke støder nogen, men forhåbentligvis sætter tankerne i gang i tingene i perspektiv.