NEW YEAR…OLD ME?

Jeg HADER at nytåret ligger om vinteren. Både fordi der nærmest konsekvent følger en forkølelse med stropkjolen, jeg ifører mig nytårsaften, men også fordi vinteren muligvis er den eneste sæson på året, hvor jeg vitterligt ikke orker noget. Og hvis der er noget, jeg særligt ikke orker, så er det skift.

Nytår kalder på nytårsforsæt. Men nytårsforsæt stresser mig. Primært fordi jeg rent faktisk har lysten til at ændre mine dårlige vaner, men ikke besidder overskuddet til at få det gjort.

Jeg ville elske at være typen, der fra 1. januar pludselig droppede alkohol, cigaretter og jalousi, overvandt mine dæmoner og hoppede i løbeskoene – men nope, jeg ORKER det ikke. Desuden elsker jeg at gå i byen. I stedet har jeg været iført tracksuit samtlige dage i det nye år og er for 30. gang gået i krig med Sex & The City – OG jeg er fandeme allerede nået til sæson 6, hvilket måske siger noget om mængden af tid anvendt på seriekiggeri. Jeg har sågar opbygget en række konspirationsteorier omkring serien; f.eks. er Carrie kun iført sin Carrie-halskæde, når hun er i Big-perioder. Da den bliver væk, finder hun den sågar igen i samme afsnit, som Big kommer til Paris og henter hende. Også – Big og Carrie kan aldrig finde hinanden, når de har lavet en aftale, og ender altid ved at stå ved to forskellige indgange…indtil til sidst i serien, hvor Big selvfølgelig finder hende. Og de finder sammen. Ja, SÅ MEGET TID HAR JEG HAFT, og jeg har valgt at bruge den kostbare tid på SEX & THE CITY KONSPIRATIONSTEORIER. Hvor dårlig en nytårsforsætter er jeg lige!?

Hvorfor dette pludselige behov for ændring af vaner, bare fordi kalenderen prædiker nyt år? Ja, ja, fordi det er en mulighed for en frisk start, og vi alle sammen kæmper med ting, vi ønsker at ændre – men helt ærligt. Hvorfor ikke bare ændre dine dårlige vaner løbende? I hvert fald, når overskuddet tillader os en ændring? Sommetider sker skift automatisk, så hvorfor slå sig selv i hovedet over en ønsket ændring, man egentlig ikke…orker.

Jeg forsøger at smide den dårlige samvittighed ud af vinduet, og af samme årsag har jeg sat mig foran computeren for at få arbejdet, hvilket forklarer indlægget her. Så måske jeg alligevel er en aktiv nytårsforsætter.

RELATIONER, HOKUS POKUS…OG ALT DÉRIMELLEM

En god relation kræver pleje, omsorg og opmærksomhed. Den kræver gensidighed, villighed og kærlighed. Det er vi i grunden alle enige om, men det er præcis det udefinerbare, magien, hokus pokus, der er svært at forklare og derfor også efterleve.

Hvordan ved man, om den er der? Det ved man bare. Udover de påkrævede faktorer for pleje af en relation, er magien drivkraften for relationen.

Et godt eksempel er mit møde med Anne, som i dag er blandt mine yndlingsmennesker i hele verden. Anne og jeg mødtes på lidt spøjs vis; jeg fulgte hende på Instagram og var vild med hendes stil og univers, og spurgte i den anledning, om hun havde lyst til at være en del af min “Get Inspired By”-feature her på bloggen, hvilket hun indvilligede i. Deltagelsen krævede, at jeg besøgte hende for at fotografere hende, hendes garderobe og lejlighed – og allerede på vej op af trappen til hendes lejlighed var jeg ret positivt stillet på succes af indlægget. Men hvad jeg ikke havde forventet, var den MAGI, der opstod, allerede da hun åbnede døren og sagde hej. Den var der bare. Udover at have alt i verden tilfælles, kunne jeg lynhurtigt mærke hendes positive væsen smitte af på mig. Hokus pokus. Vi blev veninder dén dag, og tilbragte faktisk hele dagen sammen; hvilket endte ud i vin og dans i undertøj i min anden venindes lejlighed.

Dette er blot ét eksempel. Alle mine bedste venner og veninder har været en lignende historie, og derfor passer jeg på dem og værner om vores venskaber – for magi er en sjældenhed. Og alle mine tætteste er tryllekunstnere i mit liv.

Det samme gør sig i virkeligheden gældende, når det kommer til dating. Man kan have verdens bedste forudsætninger for en fremtid sammen allerede ved første møde – men uden magi, er forudsætninger underordnede. Selv med uanede mængder af fællesinteresser, værdier og god sex dør relationen alligevel, hvis hokus pokus mangler. Og så alligevel – kan man have ægte, god sex uden magi?

I min optik burde alle dage være sprøjtet til med en smule hokus pokus. Ikke nødvendigvis stårslåethed, men bare lidt magi. Det ved jeg godt, ikke er muligt – for jeg sætter ikke altid selv dagsordenenen – mange faktorer spiller ind. Men tænk over det…magien kan også opstå ved noget så grufuldt som hjertesorg, fordi følelserne derved er store nok til at man mærker sig selv. Det værste, jeg ved, er ikke at føle smerte – men slet ikke at føle noget.

Jeg lever for magi, og nægter at slå mig ned for mindre. Det fører til en mere skødesløs og chancepræget tilværelse, end hvad der måske er godt for mig og mine medmennesker vil anbefale – men jeg vil hellere følge min mavefornemmelse og leve til fulde, end at tage mig til takke med kedsomhed. Sprøjt lidt magi på din søndag; det vil jeg også forsøge at gøre.

DEN POKKERS CIVILSTATUS…

Jeg bestræber mig på altid at være åben og ærlig over for jer. Jeg er ikke så filtreret anlagt, og lukker jer derfor gerne ind af store dele af mit privatliv – men man må også respektere, at alle omkring mig ikke deler samme opfattelse, og det er jo mit valg at dele ud, ikke nødvendigvis andres.

Nå. Det var en lille forklaring på, at indlægget her måske ikke bliver så dybdegående, som I måske ville håbe.

I har spurgt meget ind til min nye civilstatus, hvilket jeg så udmærket forstår, fordi jeg normalt glædeligt deler ud af mine relationer. Jeg har været mere lukket denne gang, både for min egen og mit forholds skyld, men jeg skylder jer selvfølgelig en forklaring:

Jeg er blevet single igen. Det var måske ikke, hvad I troede, indlægget her skulle handle om – og det er også ekstremt mærkeligt for mig.

Lidt baggrundshistorie er, at min ekskæreste og jeg datede længe, før vi blev kærester (og her skal det lige tilføjes, at “længe” måske ikke er helt sandt; men jeg plejer at være eeeenormt hurtig på aftrækkeren, når det kommer til kærlighed!), og det derfor var en helt anden og meget mere rolig tilgang til dating for mig. Et rart afbræk; og er bevidst brud i mønster, fra min side af. Vi blev kærester i slut oktober, og gik fra hinanden sidste weekend. Han er det mest fantastiske, rummelige, sjove og lette menneske, jeg længe har mødt, og det har været en kæmpe fornøjelse at få ham så tæt ind på livet – men i længden kunne vi begge mærke, at der var for meget forskel på os, til at det ville give mening at fortsætte. Vi er venner, og jeg elsker ham, men vi kunne ikke give hinanden, hvad vi hver især havde brug for.

Jeg har det skørt med situationen. Jeg har skulle vende mig “til” og “af” med et menneske igen meget hurtigt, og er stadigvæk ikke helt tilbage i mig selv, men uanset hvad, syntes jeg, at en lille forklaring var på sin plads.

Hvis nogle af jer sidder med uforløst kærlighed eller knuste hjerter, vil jeg anbefale jer at læse, eller genlæse, mit indlæg omkring kærestesorg.

VELKOMMEN TIL KLUB 27

…Okay, titlen lover måske mere dramatik, end indlægget egentlig indeholder – og bare rolig; jeg har tænkt mig at blive hængende MANGE år endnu. Men i hvert fald har jeg FØDSELSDAG i dag og fylder hele 27 år!

Dét dér med at blive ældre er en sjov ting, ikke? Tidligere var det en ret stor deal for mig at blive ældre, og jeg har faktisk frygtet at nærme mig de 30 – men ikke længere. 30’erene er de nye 20’ere, og jeg er ingenlunde skræmt af alder. Som jo bare er et tal… Som man så klichéfyldt siger, når man bliver ældre.

Jeg blev vækket med sang og morgenbord, og min kæreste og jeg sad og snakkede om tidligere forventninger til at fylde 27, og om jeg havde opnået, hvad jeg ville. For at være helt ærlig, så har mit liv taget en drejning gennem bloggen, som jeg aldrig havde forudset for ti år siden – og derfor nej, har jeg ikke opnået, hvad jeg troede – men jeg har opnået så meget andet. Jeg havde regnet med hus, børn og faste arbejdstider på dette tidspunkt i livet, men i stedet har jeg fået afløb for min kreativitet og evige behov for selviscenesættelse gennem mit arbejde, jeg har en fantastisk kærteste, en skøn lejlighed, ubærligt dejlige veninder og en masse frihed. Så jeg er temmelig tilfreds.

Jeg vil nyde dagen med gode mennesker, og jeg håber, at I nyder den lille smule solskin, jeg har givet jer, gennem min engleagtige opførsel det sidste år.

ER JEG BLEVET FOR GOD TIL AT SIGE NEJ?

Har du lyst til at hjælpe mig, eller føler du dig tvunget?

For at være helt ærlig, har jeg altid været god til at sige nej. Paradoksalt for én, der over sommeren prædikede vigtigheden af at sige “ja”, ikke? Lige så vigtigt, det er, at møde nye muligheder med åbne arme, lige så vigtigt er det samtidig at kunne afslå fristelser og passe på sig selv. Jeg tror, at det helt grundlæggende i de fleste ja-junkier er behovet for at please. Når du vælger en opgave eller mulighed til eller fra, skal motivet være i orden: Gør jeg virkelig dette for et andet menneske, eller gør jeg det simpelt hen fordi, jeg kun føler berettigelse, når jeg kan være noget eller gøre noget for andre?

Jeg vil personligt langt hellere have et nej end et halvhjertet ja. Jeg skal ikke skylde nogen noget, blot fordi der er takket ja til at hjælpe mig, ligesom jeg heller aldrig selv ville forvente en tjeneste igen, hvis jeg trådte til. Der er fandeme ikke noget værre end at få et ja fra én, der efterfølgende skal brokke sig til døde eller gøre et stort nummer ud af den KÆMPE tjeneste, der er blevet ydet.

Måske det er den kommende vinter, der allerede nu har taget fat i mig og forvandlet mig til en omvandrende Rasmus modsat; over de sidste par uger har jeg i hvert fald takket nej til en hel masse ting. Både private og arbejdsmæssige. Arbejdsmæssigt er det fantastisk at være i en situation, hvor det er en mulighed at sige nej til opgaver, hvis mavefornemmelsen ikke er god – men jeg kan alligevel ikke lade være med at have det gyldne “hvad nu hvis…” i baghovedet. Man siger jo, at du kun kan fortryde de ting, du ikke gjorde. Eller, det er der nogle, der siger. Er der ikke?

Min krop plejer at være en god indikator. Min mor sagde forleden til mig i telefonen; “Det er jo dejligt, at din krop fortæller dig, hvad dit hoved ikke kan”, og her refereres til sygdomslignende symptomer i kroppen, når jeg har været lidt for hurtig til at tale mit eget overskud op og takke ja til en opgave, jeg i virkeligheden ingenlunde har lyst eller overskud til. Jeg tror på, at en stor del af den sygdom, der opleves, i virkeligheden er kroppens oprør mod sindet. Lyt til din krop.

Jeg har det ambivalent med alle disse nej’er. Jeg føler mig lidt som en sur, gammel kvinde, der slår muligheder ned og afviser mine nærmeste. Men det er jo slet ikke dét, det handler om. Det handler i virkeligheden bare om at passe godt på mig selv.