Kære alle jer

Under oprydningen af min blog forleden gik det op for mig, at jeg aldrig har sagt endeligt farvel til bloggen, samt jeres og min egen tidsmæssige investering heri. Selvom det nu er lang tid siden mit sidste indlæg, skylder jeg jer en kæmpe tak.

Sikke en rejse. Sikke et eventyr. Bloggen åbnede mange flere døre, end jeg nogensinde havde turde håbe på – og det er trods mine, sommetider, urealistisk håbefulde forventninger til fremtiden.

Jeg startede bloggen som et såkaldt hobbyprojekt. En flugt fra den virkelighed, jeg befandt mig i, da jeg som usikker teenager manglede følelsen af fællesskab. Det fællesskab insisterede jeg på selv at etablere, og det fandt jeg med jer. Virtuelle venskaber er en skør størrelse, men mange af disse udviklede sig faktisk til reelle, dybe relationer, som jeg også nu nyder godt af. Ligeledes forblev mange af disse møder i blogland med afstand; disse nyder jeg på en måde også fortsat godt af gennem mit “virke” (lorteord, men I ved, hvad jeg mener) som såkaldt influencer på Instagram og TikTok.

Influencertitlen behager mig faktisk ikke. Jeg kan jo egentlig ikke tillade mig at antage, at jeg influerer nogle – men jeg skaber dog content med henblik på samme, så lad os kalde mig content creator i stedet.

Som den skarpe (tidligere, øh, eller nuværende?) læser måske har opdaget, har jeg sorteret gevaldigt ud i tidligere indhold – ønskelister, outfits og småopdateringer er blevet slettet, og jeg har altså valgt kun at beholde indlæg med en slags substans samt mine “Get Inspired By”-posts. Det har efterladt bloggen forholdsvis tom, men, i min optik, fyldigere end før. Ikke alt ældes lige godt, vel? Jeg savner i hvert fald ikke collager med highstreetfavoritter.

Jeg vil takke alle de, der gennem årene har sendt gode vibrationer min vej og fulgt med her på sitet. Det var en decideret æra i mit liv, som jeg nu ser tilbage på med stolthed. Jeg er så beæret over at have haft så mange spændende, kloge og kærlige læsere. I blev mit fællesskab i en tid, hvor jeg følte mig alene, og I har hjulpet min karriere på vej.

Jeg håber, I har lyst til fortsat at være med på rejsen gennem mine nuværende og fremtidige kanaler – og hvis ikke, skal I alligevel vide, at I gjorde en kæmpe forskel for en lille, vild kanin, som mig. 

Tak.

NEW YEAR…OLD ME?

Jeg HADER at nytåret ligger om vinteren. Både fordi der nærmest konsekvent følger en forkølelse med stropkjolen, jeg ifører mig nytårsaften, men også fordi vinteren muligvis er den eneste sæson på året, hvor jeg vitterligt ikke orker noget. Og hvis der er noget, jeg særligt ikke orker, så er det skift.

Nytår kalder på nytårsforsæt. Men nytårsforsæt stresser mig. Primært fordi jeg rent faktisk har lysten til at ændre mine dårlige vaner, men ikke besidder overskuddet til at få det gjort.

Jeg ville elske at være typen, der fra 1. januar pludselig droppede alkohol, cigaretter og jalousi, overvandt mine dæmoner og hoppede i løbeskoene – men nope, jeg ORKER det ikke. Desuden elsker jeg at gå i byen. I stedet har jeg været iført tracksuit samtlige dage i det nye år og er for 30. gang gået i krig med Sex & The City – OG jeg er fandeme allerede nået til sæson 6, hvilket måske siger noget om mængden af tid anvendt på seriekiggeri. Jeg har sågar opbygget en række konspirationsteorier omkring serien; f.eks. er Carrie kun iført sin Carrie-halskæde, når hun er i Big-perioder. Da den bliver væk, finder hun den sågar igen i samme afsnit, som Big kommer til Paris og henter hende. Også – Big og Carrie kan aldrig finde hinanden, når de har lavet en aftale, og ender altid ved at stå ved to forskellige indgange…indtil til sidst i serien, hvor Big selvfølgelig finder hende. Og de finder sammen. Ja, SÅ MEGET TID HAR JEG HAFT, og jeg har valgt at bruge den kostbare tid på SEX & THE CITY KONSPIRATIONSTEORIER. Hvor dårlig en nytårsforsætter er jeg lige!?

Hvorfor dette pludselige behov for ændring af vaner, bare fordi kalenderen prædiker nyt år? Ja, ja, fordi det er en mulighed for en frisk start, og vi alle sammen kæmper med ting, vi ønsker at ændre – men helt ærligt. Hvorfor ikke bare ændre dine dårlige vaner løbende? I hvert fald, når overskuddet tillader os en ændring? Sommetider sker skift automatisk, så hvorfor slå sig selv i hovedet over en ønsket ændring, man egentlig ikke…orker.

Jeg forsøger at smide den dårlige samvittighed ud af vinduet, og af samme årsag har jeg sat mig foran computeren for at få arbejdet, hvilket forklarer indlægget her. Så måske jeg alligevel er en aktiv nytårsforsætter.

RELATIONER, HOKUS POKUS…OG ALT DÉRIMELLEM

En god relation kræver pleje, omsorg og opmærksomhed. Den kræver gensidighed, villighed og kærlighed. Det er vi i grunden alle enige om, men det er præcis det udefinerbare, magien, hokus pokus, der er svært at forklare og derfor også efterleve.

Hvordan ved man, om den er der? Det ved man bare. Udover de påkrævede faktorer for pleje af en relation, er magien drivkraften for relationen.

Et godt eksempel er mit møde med Anne, som i dag er blandt mine yndlingsmennesker i hele verden. Anne og jeg mødtes på lidt spøjs vis; jeg fulgte hende på Instagram og var vild med hendes stil og univers, og spurgte i den anledning, om hun havde lyst til at være en del af min “Get Inspired By”-feature her på bloggen, hvilket hun indvilligede i. Deltagelsen krævede, at jeg besøgte hende for at fotografere hende, hendes garderobe og lejlighed – og allerede på vej op af trappen til hendes lejlighed var jeg ret positivt stillet på succes af indlægget. Men hvad jeg ikke havde forventet, var den MAGI, der opstod, allerede da hun åbnede døren og sagde hej. Den var der bare. Udover at have alt i verden tilfælles, kunne jeg lynhurtigt mærke hendes positive væsen smitte af på mig. Hokus pokus. Vi blev veninder dén dag, og tilbragte faktisk hele dagen sammen; hvilket endte ud i vin og dans i undertøj i min anden venindes lejlighed.

Dette er blot ét eksempel. Alle mine bedste venner og veninder har været en lignende historie, og derfor passer jeg på dem og værner om vores venskaber – for magi er en sjældenhed. Og alle mine tætteste er tryllekunstnere i mit liv.

Det samme gør sig i virkeligheden gældende, når det kommer til dating. Man kan have verdens bedste forudsætninger for en fremtid sammen allerede ved første møde – men uden magi, er forudsætninger underordnede. Selv med uanede mængder af fællesinteresser, værdier og god sex dør relationen alligevel, hvis hokus pokus mangler. Og så alligevel – kan man have ægte, god sex uden magi?

I min optik burde alle dage være sprøjtet til med en smule hokus pokus. Ikke nødvendigvis stårslåethed, men bare lidt magi. Det ved jeg godt, ikke er muligt – for jeg sætter ikke altid selv dagsordenenen – mange faktorer spiller ind. Men tænk over det…magien kan også opstå ved noget så grufuldt som hjertesorg, fordi følelserne derved er store nok til at man mærker sig selv. Det værste, jeg ved, er ikke at føle smerte – men slet ikke at føle noget.

Jeg lever for magi, og nægter at slå mig ned for mindre. Det fører til en mere skødesløs og chancepræget tilværelse, end hvad der måske er godt for mig og mine medmennesker vil anbefale – men jeg vil hellere følge min mavefornemmelse og leve til fulde, end at tage mig til takke med kedsomhed. Sprøjt lidt magi på din søndag; det vil jeg også forsøge at gøre.

DIN STIL SIGER IKKE NOGET OM DIG, DEN SIGER NOGET OM, HVEM DU GERNE VIL VÆRE…

…og derfor også noget om dig.

Modebranchen tiltrækker kreative, passionerede og modige mennesker, men altså også usikre sjæle med behov for at udstråle kontrol og selvtillid gennem påklædning.

Når jeg siger, at din stil ikke siger noget om dig, så siger jeg det med et smil. Det skal forstås således: Du er ikke, hvad du har på. Men din stil udvikler sig i takt med din personlighed – og tøj er uanfægtet noget, vi alle tager stilling til, som Miranda i The Devil Wears Prada ville sige det: 

“You go to your closet and you select that lumpy, loose sweater, for instance, because you’re trying to tell the world that you take yourself too seriously to care about what you put on your back, but what you don’t know is that that sweater is not just blue. It’s not turquoise. It’s not lapis. It’s actually cerulean.

And you’re also blithely unaware of the fact that in 2002, Oscar de la Renta did a collection of cerulean gowns, and then I think it was Yves Saint Laurent who showed cerulean military jackets, and then cerulean quickly shot up in the collections of eight different designers. And then it filtered down through department stores, and then trickled on down onto some tragic Casual Corner where you no doubt fished it out of some clearance bin. However, that blue represents millions of dollars and countless jobs, and it’s sort of comical how you think you made a choice that exempts you from the fashion industry when, in fact, you’re wearing a sweater that was selected for you by the people in this room from a pile of stuff.”

Det, jeg prøver at sige her er, at tøj er noget, vi alle skal tage stilling til, fordi samfundet nu engang dikterer påklædte borgere (og derudover er selv 10 grader og solskin i marts ikke nok til at rende barnumset).

Og hvad mener jeg så med stil? Stil for mig er et æstetisk udtryk, som afspejler hele din levevis – dine beautypræferancer, mad, job, interesser og omgangskreds – men i denne sammenhæng tænker jeg selvfølgelig mest i retning af påklædning.

Der er et praktisk hensyn at tage. Men selv min praktiske far, som elsker sine khakishorts og fleecetrøjer bliver glad for at høre, at han har valgt en flot skjorte ved formelle anledninger og særlige begivenheder. Tøj kan udstråle umage. Hvis vi ønsker at give verden billedet af, at vi ikke giver en fuck, sammensætter vi outfits med dén tanke i baghovedet, og således giver vi vel alligevel en fuck?

Og så er der tilhørsforhold. Mennesket er flokdyr og desperate for at indkapsle vores forhold til en særlig gruppe – og den mest synlige og derfor lette tilgang til dette er selvfølgelig gennem tøj.

Trends kommer og går, god smag varer forevigt.

I øjeblikket er god smag lig bevidsthed og ansvar, og det gør mig lykkelig at se store, danske brands (Ganni, Gestuz og Stine Goya bl.a.) prioriterer at slå et slag for bæredygtighed – samt at se genbrug og secondhand som højeste mode. Trods lysten til at se den bæredygtige retning, har vi som forbrugere brug for bæredygtige alternativer, hvis vi absolut ikke kan holde vores forbrug nede – og forhåbentligvis en dag ingen mulighed for andet end bæredygtige valg. 

Tager jeg selv stilling? Ja. Men for mig er æstetik en vigtig faktor; selvom jeg primært selv køber genbrug og secondhand som supplement til de items, jeg får og låner gennem mit erhverv. Jeg vil aldrig kunne retfærdiggøre at være fortaler for materialisme, som min jobtitel “fashion influencer” kan antyde, men jeg er bevidst om eget forbrugsmønster. Jeg er ikke hellig. Det er et kæmpe emne, som jeg egentlig ikke ville ind på – men jeg føler alligevel et ansvar for at oplyse en smule.

På sådan en træt og vejromskiftelig søndag som denne, har jeg været iført det mest uklædelige (enddog behagelige) tracksuit hele dagen. Både hjemme, og på de mange, lange ture, jeg har gået med Olga i dag – så i dag har mit tegn til verden altså været “jeg er træt, og jeg magter nada”. Omvendt vil jeg sandsynligvis i morgen iklæde mig noget mere flatterende og “så kom dog og spørg om mit nummer, flotte fyr!”-agtigt. Min stil er altså ikke konsekvent, men en afspejling af mit humør og min sindstilstand.

Din stil er dig. Og så alligevel ikke. Men din stil er et kommunikationsredskab, som kan hjælpe og afgrænse dig, og som du og omverdenen, aktivt eller ej, tager stilling til. Så du kan lige så godt tage stilling…nu.

DEN POKKERS CIVILSTATUS…

Jeg bestræber mig på altid at være åben og ærlig over for jer. Jeg er ikke så filtreret anlagt, og lukker jer derfor gerne ind af store dele af mit privatliv – men man må også respektere, at alle omkring mig ikke deler samme opfattelse, og det er jo mit valg at dele ud, ikke nødvendigvis andres.

Nå. Det var en lille forklaring på, at indlægget her måske ikke bliver så dybdegående, som I måske ville håbe.

I har spurgt meget ind til min nye civilstatus, hvilket jeg så udmærket forstår, fordi jeg normalt glædeligt deler ud af mine relationer. Jeg har været mere lukket denne gang, både for min egen og mit forholds skyld, men jeg skylder jer selvfølgelig en forklaring:

Jeg er blevet single igen. Det var måske ikke, hvad I troede, indlægget her skulle handle om – og det er også ekstremt mærkeligt for mig.

Lidt baggrundshistorie er, at min ekskæreste og jeg datede længe, før vi blev kærester (og her skal det lige tilføjes, at “længe” måske ikke er helt sandt; men jeg plejer at være eeeenormt hurtig på aftrækkeren, når det kommer til kærlighed!), og det derfor var en helt anden og meget mere rolig tilgang til dating for mig. Et rart afbræk; og er bevidst brud i mønster, fra min side af. Vi blev kærester i slut oktober, og gik fra hinanden sidste weekend. Han er det mest fantastiske, rummelige, sjove og lette menneske, jeg længe har mødt, og det har været en kæmpe fornøjelse at få ham så tæt ind på livet – men i længden kunne vi begge mærke, at der var for meget forskel på os, til at det ville give mening at fortsætte. Vi er venner, og jeg elsker ham, men vi kunne ikke give hinanden, hvad vi hver især havde brug for.

Jeg har det skørt med situationen. Jeg har skulle vende mig “til” og “af” med et menneske igen meget hurtigt, og er stadigvæk ikke helt tilbage i mig selv, men uanset hvad, syntes jeg, at en lille forklaring var på sin plads.

Hvis nogle af jer sidder med uforløst kærlighed eller knuste hjerter, vil jeg anbefale jer at læse, eller genlæse, mit indlæg omkring kærestesorg.