DAGE MED DIG SELV, UDEN DIG SELV

Nogle dage er gode dage, andre er dårlige – og for mig er der ikke altid en klar linje mellem hvad, der burde være, og hvad, der er.

I går havde jeg en dårlig dag. Det var måske kombinationen af søvnunderskud og 2. dags tømmermænd, men sommetider kan disse ting alligevel føre gode dage med sig – så hvad gør lige præcis en dårlig dag? Måske jeg bare havde opbrugt min andel lykke i weekenden? Måske min krop bare krævede en dag uden støj?

Selv de gode ting føltes uvedkommende. For mig føltes min krop forkert. Som om, at jeg ikke var tilstede i den – og jeg var alligevel vanvittigt bange for at give helt slip og svæve helt ud af den – så for at berolige mig selv, måtte jeg aflyse mine aftenaftaler og blive hjemme. Alene. Alt omkring mig føltes beskidt, alt føltes svært, alt føltes uvirkeligt virkeligt. Jeg havde brug for at sove for at komme ud af tankerne og hvile bevidstheden, men kunne ikke engang falde i søvn. Jeg var slet ikke i menneskehumør, og var bange for, hvad mennesker ville gøre ved mig.

Jeg har ofte behov for at bryde disse tanker og netop vælge mennesker til, når jeg ikke umiddelbart føler for det, men i går var anderledes. I går var helt forkert. Når jeg har disse dage, tænker jeg altid på, hvordan det nu føles at have gode dage, og hvad jeg gør særligt på disse dage, men i går havde jeg glemt det. Ja. Indlægget her er skrevet i går, så jeg ved ikke engang, om jeg har en bedre dag i dag. Men statistisk set føles dagen i dag ret god sammenlignet med dagen i går.

Disse dage giver mig følelsen af komplet magtesløshed, og jeg venter nærmest bare på, at de er overstået, så jeg kan starte forfra. Kender I det? Heldigvis er det allerede i morgen nu.