DEN PLADDERROMANTISKE OPDATERING, I HAR VENTET PÅ

Set i bakspejlet har min kærlighedsåre og indbyggede trang til tosomhed haft et rigt liv. Jeg er, og har altid været, beriget med omsorgsfulde energier, og har desuden været i en del faste forhold efterhånden. Er jeg sådan en type, der trives bedst heri? Muligvis. I hvert fald er jeg i dén grad en type, der opsøger, og holder af, mødet med kærligheden. Jeg tør. Jeg vil faktisk kalde mig selv modig, når det handler om menneskelig hengivelse og åbenhed. Faktisk kan jeg slet ikke lade være – og derfor giver det god mening, at jeg har forsøgt mig med kæresteri af forskellig slags.

Nu er det så sket. Sådan, helt rigtigt. Altså; helt fra lilletå til hårtot-rigtigt. For 6 måneder siden blev jeg beriget med den største gave, jeg har fået, siden mine forældre for omtrent 24 år siden undfangede min kære lillesøster (nå ja, og hun så 20 år senere fødte mig en pragtfuld niece). Jeg mødte Jon.

Jeg plejer at være hurtigt ude med opdateringer på mit kærlighedsliv, men har alligevel først nu samlet mig til tilblivelsen af dette, længeventede indlæg.

Jon og jeg har kendt hinanden perifert i flere år, men aldrig talt sammen, før han kontaktede mig på Instagram og bød mig på en kop øl. Jeg takkede ja. Jeg troede faktisk ikke mit eget held; for jeg havde forinden levet en rimelig selvvalgt kropskontaktmæssig uberørt tilværelse, men blev hurtigt nysgerrig på denne grammatisk korrekte og ekstremt velproportionerede herre. Vi aftalte at mødes samme dag, og uden at afsløre for mange pladderromantiske detaljer, slog forelskelsen lige så hurtigt og hårdt, som samtalerne udviklede sig. Udover en, nærmest selvfølgelig, tiltrækning, blev jeg draget af Jons altruistiske natur, spændende verdenssyn og umiddelbare nærvær.

Herfra sås vi hver eneste dag; vi blev kærester på 14. dagen, og dedikationen førte faktisk til hele 100 dages samvær i træk. Tag dén, Snapchat streak.

Vi deler værdisæt, og snakker åbent om fremtiden og alt, den indebærer af drømme og håb. Vi ses så ofte, muligheden byder sig, og selvom jeg nyder en aften alene i ny og næ, glæder jeg mig til næste kapitel i livet med ham som samboer.

“Hvorfor skal det hele gå så hurtigt med dig, Marie?” – jamen fordi, jeg har en enormt veludviklet intuition og som udgangspunkt altid stoler på min mavefornemmelse. Sådan ER jeg bare. Sådan har jeg altid været; og selvom det efterlader skår i sjælen, så er arene derfra værd at tage med. Hvis noget føles SÅ rigtigt, så MÅ det være rigtigt. I hvert fald for mig.

Han gør mig glad. Vi griner og leger. Han har kureret mit flakkende blik og givet mig lyst til total dedikation. Han skaber ro og balance i mit ellers flyvske sind, og udfordrer mig de rigtige steder. Jeg suger til mig med inspiration og læring fra hans intellekt, grounding og tålmodighed – og så kysser han uendeligt dejligt. Altså, helt himmelsk.

Jeg har virkelig fundet en sjæleven i Jon. Kliché eller ej, så fuldender han mig. Fremtiden ser forunderligt indbydende ud, når den reflekteres i lyset fra hans grønbrune glugger.

Jeg håber, at I har kunne holde min kærlighedsprosa indenbords. Jeg er bare så glad! Alt godt kom alligevel til den, der ventede.

STYRTET

I forgårs væltede jeg på løbehjul ved et lyskryds på Frederiksberg. Jeg ville bremse for gult, men nåede det ikke, og kastede mig i stedet af løbehjulet. Jeg landede to meter ude på vejen og slog hænder og hoved mod asfalten, men der var heldigvis folk omkring mig umiddelbart efter, og blev hentet med, og efterset af, to ambulancereddere, som tjekkede mig igennem. Jeg har en lille hjernerystelse og er helt igennem chokeret ovenpå oplevelsen, men jeg har det godt i dag trods smerter i nakke, skuldre og hoved.

Da jeg kom hjem, brød jeg helt sammen. Jeg var så bange. Bange for, hvad der kunne være sket.

Jeg er helt igennem forskrækket. Jeg passer normalt rigtig godt på mig selv og mit helbred, og har aldrig udsat mig selv for adrenalinrushfremkaldende farer for at mærke livet, og er derfor aldrig kommet til skade før. Jeg er så taknemmelig over den hjælp, der løb mig til undsætning i momentet, og jeg følte mig i gode og trygge hænder hele vejen igennem.

Tak for alle de søde beskeder, det er så rørende for mig at opleve og føle den ømhed og kærlighed, sådanne episoder nu engang manifesterer. Husk cykelhjelmen, og pas på jer selv!

DIN STIL SIGER IKKE NOGET OM DIG, DEN SIGER NOGET OM, HVEM DU GERNE VIL VÆRE…

…og derfor også noget om dig.

Modebranchen tiltrækker kreative, passionerede og modige mennesker, men altså også usikre sjæle med behov for at udstråle kontrol og selvtillid gennem påklædning.

Når jeg siger, at din stil ikke siger noget om dig, så siger jeg det med et smil. Det skal forstås således: Du er ikke, hvad du har på. Men din stil udvikler sig i takt med din personlighed – og tøj er uanfægtet noget, vi alle tager stilling til, som Miranda i The Devil Wears Prada ville sige det: 

“You go to your closet and you select that lumpy, loose sweater, for instance, because you’re trying to tell the world that you take yourself too seriously to care about what you put on your back, but what you don’t know is that that sweater is not just blue. It’s not turquoise. It’s not lapis. It’s actually cerulean.

And you’re also blithely unaware of the fact that in 2002, Oscar de la Renta did a collection of cerulean gowns, and then I think it was Yves Saint Laurent who showed cerulean military jackets, and then cerulean quickly shot up in the collections of eight different designers. And then it filtered down through department stores, and then trickled on down onto some tragic Casual Corner where you no doubt fished it out of some clearance bin. However, that blue represents millions of dollars and countless jobs, and it’s sort of comical how you think you made a choice that exempts you from the fashion industry when, in fact, you’re wearing a sweater that was selected for you by the people in this room from a pile of stuff.”

Det, jeg prøver at sige her er, at tøj er noget, vi alle skal tage stilling til, fordi samfundet nu engang dikterer påklædte borgere (og derudover er selv 10 grader og solskin i marts ikke nok til at rende barnumset).

Og hvad mener jeg så med stil? Stil for mig er et æstetisk udtryk, som afspejler hele din levevis – dine beautypræferancer, mad, job, interesser og omgangskreds – men i denne sammenhæng tænker jeg selvfølgelig mest i retning af påklædning.

Der er et praktisk hensyn at tage. Men selv min praktiske far, som elsker sine khakishorts og fleecetrøjer bliver glad for at høre, at han har valgt en flot skjorte ved formelle anledninger og særlige begivenheder. Tøj kan udstråle umage. Hvis vi ønsker at give verden billedet af, at vi ikke giver en fuck, sammensætter vi outfits med dén tanke i baghovedet, og således giver vi vel alligevel en fuck?

Og så er der tilhørsforhold. Mennesket er flokdyr og desperate for at indkapsle vores forhold til en særlig gruppe – og den mest synlige og derfor lette tilgang til dette er selvfølgelig gennem tøj.

Trends kommer og går, god smag varer forevigt.

I øjeblikket er god smag lig bevidsthed og ansvar, og det gør mig lykkelig at se store, danske brands (Ganni, Gestuz og Stine Goya bl.a.) prioriterer at slå et slag for bæredygtighed – samt at se genbrug og secondhand som højeste mode. Trods lysten til at se den bæredygtige retning, har vi som forbrugere brug for bæredygtige alternativer, hvis vi absolut ikke kan holde vores forbrug nede – og forhåbentligvis en dag ingen mulighed for andet end bæredygtige valg. 

Tager jeg selv stilling? Ja. Men for mig er æstetik en vigtig faktor; selvom jeg primært selv køber genbrug og secondhand som supplement til de items, jeg får og låner gennem mit erhverv. Jeg vil aldrig kunne retfærdiggøre at være fortaler for materialisme, som min jobtitel “fashion influencer” kan antyde, men jeg er bevidst om eget forbrugsmønster. Jeg er ikke hellig. Det er et kæmpe emne, som jeg egentlig ikke ville ind på – men jeg føler alligevel et ansvar for at oplyse en smule.

På sådan en træt og vejromskiftelig søndag som denne, har jeg været iført det mest uklædelige (enddog behagelige) tracksuit hele dagen. Både hjemme, og på de mange, lange ture, jeg har gået med Olga i dag – så i dag har mit tegn til verden altså været “jeg er træt, og jeg magter nada”. Omvendt vil jeg sandsynligvis i morgen iklæde mig noget mere flatterende og “så kom dog og spørg om mit nummer, flotte fyr!”-agtigt. Min stil er altså ikke konsekvent, men en afspejling af mit humør og min sindstilstand.

Din stil er dig. Og så alligevel ikke. Men din stil er et kommunikationsredskab, som kan hjælpe og afgrænse dig, og som du og omverdenen, aktivt eller ej, tager stilling til. Så du kan lige så godt tage stilling…nu.

NEW YEAR…OLD ME?

Jeg HADER at nytåret ligger om vinteren. Både fordi der nærmest konsekvent følger en forkølelse med stropkjolen, jeg ifører mig nytårsaften, men også fordi vinteren muligvis er den eneste sæson på året, hvor jeg vitterligt ikke orker noget. Og hvis der er noget, jeg særligt ikke orker, så er det skift.

Nytår kalder på nytårsforsæt. Men nytårsforsæt stresser mig. Primært fordi jeg rent faktisk har lysten til at ændre mine dårlige vaner, men ikke besidder overskuddet til at få det gjort.

Jeg ville elske at være typen, der fra 1. januar pludselig droppede alkohol, cigaretter og jalousi, overvandt mine dæmoner og hoppede i løbeskoene – men nope, jeg ORKER det ikke. Desuden elsker jeg at gå i byen. I stedet har jeg været iført tracksuit samtlige dage i det nye år og er for 30. gang gået i krig med Sex & The City – OG jeg er fandeme allerede nået til sæson 6, hvilket måske siger noget om mængden af tid anvendt på seriekiggeri. Jeg har sågar opbygget en række konspirationsteorier omkring serien; f.eks. er Carrie kun iført sin Carrie-halskæde, når hun er i Big-perioder. Da den bliver væk, finder hun den sågar igen i samme afsnit, som Big kommer til Paris og henter hende. Også – Big og Carrie kan aldrig finde hinanden, når de har lavet en aftale, og ender altid ved at stå ved to forskellige indgange…indtil til sidst i serien, hvor Big selvfølgelig finder hende. Og de finder sammen. Ja, SÅ MEGET TID HAR JEG HAFT, og jeg har valgt at bruge den kostbare tid på SEX & THE CITY KONSPIRATIONSTEORIER. Hvor dårlig en nytårsforsætter er jeg lige!?

Hvorfor dette pludselige behov for ændring af vaner, bare fordi kalenderen prædiker nyt år? Ja, ja, fordi det er en mulighed for en frisk start, og vi alle sammen kæmper med ting, vi ønsker at ændre – men helt ærligt. Hvorfor ikke bare ændre dine dårlige vaner løbende? I hvert fald, når overskuddet tillader os en ændring? Sommetider sker skift automatisk, så hvorfor slå sig selv i hovedet over en ønsket ændring, man egentlig ikke…orker.

Jeg forsøger at smide den dårlige samvittighed ud af vinduet, og af samme årsag har jeg sat mig foran computeren for at få arbejdet, hvilket forklarer indlægget her. Så måske jeg alligevel er en aktiv nytårsforsætter.

RELATIONER, HOKUS POKUS…OG ALT DÉRIMELLEM

En god relation kræver pleje, omsorg og opmærksomhed. Den kræver gensidighed, villighed og kærlighed. Det er vi i grunden alle enige om, men det er præcis det udefinerbare, magien, hokus pokus, der er svært at forklare og derfor også efterleve.

Hvordan ved man, om den er der? Det ved man bare. Udover de påkrævede faktorer for pleje af en relation, er magien drivkraften for relationen.

Et godt eksempel er mit møde med Anne, som i dag er blandt mine yndlingsmennesker i hele verden. Anne og jeg mødtes på lidt spøjs vis; jeg fulgte hende på Instagram og var vild med hendes stil og univers, og spurgte i den anledning, om hun havde lyst til at være en del af min “Get Inspired By”-feature her på bloggen, hvilket hun indvilligede i. Deltagelsen krævede, at jeg besøgte hende for at fotografere hende, hendes garderobe og lejlighed – og allerede på vej op af trappen til hendes lejlighed var jeg ret positivt stillet på succes af indlægget. Men hvad jeg ikke havde forventet, var den MAGI, der opstod, allerede da hun åbnede døren og sagde hej. Den var der bare. Udover at have alt i verden tilfælles, kunne jeg lynhurtigt mærke hendes positive væsen smitte af på mig. Hokus pokus. Vi blev veninder dén dag, og tilbragte faktisk hele dagen sammen; hvilket endte ud i vin og dans i undertøj i min anden venindes lejlighed.

Dette er blot ét eksempel. Alle mine bedste venner og veninder har været en lignende historie, og derfor passer jeg på dem og værner om vores venskaber – for magi er en sjældenhed. Og alle mine tætteste er tryllekunstnere i mit liv.

Det samme gør sig i virkeligheden gældende, når det kommer til dating. Man kan have verdens bedste forudsætninger for en fremtid sammen allerede ved første møde – men uden magi, er forudsætninger underordnede. Selv med uanede mængder af fællesinteresser, værdier og god sex dør relationen alligevel, hvis hokus pokus mangler. Og så alligevel – kan man have ægte, god sex uden magi?

I min optik burde alle dage være sprøjtet til med en smule hokus pokus. Ikke nødvendigvis stårslåethed, men bare lidt magi. Det ved jeg godt, ikke er muligt – for jeg sætter ikke altid selv dagsordenenen – mange faktorer spiller ind. Men tænk over det…magien kan også opstå ved noget så grufuldt som hjertesorg, fordi følelserne derved er store nok til at man mærker sig selv. Det værste, jeg ved, er ikke at føle smerte – men slet ikke at føle noget.

Jeg lever for magi, og nægter at slå mig ned for mindre. Det fører til en mere skødesløs og chancepræget tilværelse, end hvad der måske er godt for mig og mine medmennesker vil anbefale – men jeg vil hellere følge min mavefornemmelse og leve til fulde, end at tage mig til takke med kedsomhed. Sprøjt lidt magi på din søndag; det vil jeg også forsøge at gøre.