MØDET MED MØRKET – MIN HISTORIE

Vores fortid definerer vores nutid. Jeg er personligt af den lidt utopiske overbevisning, at vi, gennem vores kampe og uheldige erfaringer, lærer en helvedes masse, og derfor også, klicheen tro, bliver stærkere. At fortryde er en forfærdelig ting – for tidsmaskinen er nu engang stadigvæk blot på tegnebrættet – og at gå og slå sig selv i hovedet over ting, der ikke kan ændres direkte på, virker bare selvdestroerende, i min optik.

Alligevel er der særligt én periode i mit liv, som jeg stadigvæk får ondt i maven af at tænkte tilbage på. En periode, der har defineret mig i så negativ en grad, at adrenalinen lige nu pumper gennem mig, fordi jeg er nervøs for at gå tilbage, og for at dele med jer.

Jeg er heldig. Jeg har haft et temmelig problemfrit liv med gode mennesker omkring mig, let til tingene og et naturligt drive.

Måske I husker mit indlæg til nyudklækkede studenter i sommers? Sandheden er, at der ligger meget mere bag dette indlæg, end irritation over forventingspres til unge mennesker. Der ligger, hvad man muligvis ville kalde en depression, bag.

Jeg fortæller historien, som den huskes, og med de fakta, der har haft den største betydning for mig. Hele historien er uendelig lang og nuanceret, og jeg bliver nok aldrig helt færdig med at reflektere og bygge nye lag på.

Min gymnasietid startede forholdsvis godt: Jeg kom fra en lille skole på landet, og kendte allerede en del fra gymnasiet, inden jeg begyndte. Mit første gymnasieår gik smooth… Jeg fik gode karakterer, havde dygtige lærere og allierede mig hurtigt med en pige i klassen ved navn Marie, som gik hen og blev mit ét og alt – vi var sammen i stort set alle timer både indenfor, og udenfor, skoletid. Klassens synagi var fin, og så længe jeg havde Marie, og et par andre i klassen, som gav mig ro og tryghed, var jeg glad.

Midt i 2.G. gik Marie ud, og her skete der en seriøs forandring med mig: Jeg mistede min “medsammensvorne”, og derved også mig sociale drive. Det skal her understreges, at jeg havde fantastiske og dejlige mennesker i min klasse, og at jeg aldrig har følt mig hverken mobbet eller udstødt – men jeg havde klart lukket mig lidt ind i en lyserød bobbel med Marie, og da boblen brød, faldt jeg ned i en virkelighed, der føltes tom og ligegyldig.

Normalt ser jeg det gode i alle livets aspekter, og forsøger at bevare mit positive sind – men omkring samme tidspunkt blev alt sort. Jeg skal ikke kunne sige, om der er en direkte parallel, men jeg tror helt klart, at der er en forbindelse. Lektiepres, opgaver, forventninger fra lærere, forældre og ikke mindst mig selv, overrumplede og tyngede mig. Jeg følte mig malplaceret. Jeg følte ikke, at jeg slog til. Jeg følte mig uønsket.

Jeg har nok altid været en svær størrelse at læse, fordi jeg balancerer mellem at være temmelig kontrolleret, “hård” og selvsikker, og samtidig er yderst sårbar, skrøbelig og usikker, og denne kontrastfulde personlighed gjorde det muligvis svært for mine opgivelser rent faktisk at forstå, hvor slemt, det stod til. Alting havde jo altid været så let for mig – så hvorfor ikke bare knibe ballerne sammen og kæmpe sig igennem?

Jeg havde muligvis gjort mig uheldigt bemærket i det lille provinssamfund ved at starte blog, og på mystisk vis også gjort mig uvenner med de forkerte personer. Jeg havde følelsen af, at jeg aldrig ville kunne få lov til at være mig selv og blive værdsat samtidig. Det er ubærligt, at føle, at ingen kan lide én, når man ikke engang er sikker på, at man kan lide sig selv.

Det blev klart for mig, at jeg ikke havde det godt, i midten af 3.G. Jeg havde helt vanvittigt meget fravær, og havde sågar måtte snakke med rektor flere gange for få lov til overhovedet at fortsætte i gymnasiet. I december skulle der skrives SRP, og vi havde derfor ikke mødepligt stort set hele måneden, hvilket jeg tog meget bogstaveligt. Jeg ville ikke ud for en dør. Jeg havde ikke lyst til at se eller snakke med nogen, andre end min daværende kæreste (og roommate) Kasper, og min familie. Jeg er normalt temmelig udadvendt og socialt anlagt, men følte mig slet ikke oplagt til andet end at sidde med gardinerne rullet for og tænke dårlige tanker.

Efter denne periode blev det rigtig svært at komme i skole. Jeg var ked af det hver eneste dag. Mit fravær steg gevaldigt, og jeg meldte mig ud af stort set alle sociale begivenheder på gymnasiet. Jeg følte mig enormt distanceret til stedet og menneskerne, og endte faktisk med 43% fravær ved slutningen af året. 

Ingen greb rigtig fat i mig, fordi jeg havde svært ved at forstå og erkende, at det ikke gik mig godt. At droppe ud, eller starte nyt gymnasie eller studie, var ingenlunde en mulighed for mig. Det var et nederlag, jeg først nu fortryder, jeg ikke erkendte déngang.

I dag ville jeg selvfølgelig ønske, at min gymnasietid havde været en anden. Jeg bliver altid en smule misundelig, når mine veninder fortæller om deres fantastiske gymnasietid, og ville ønske, at jeg havde haft samme oplevelse.

Jeg skulle muligvis slet ikke have været i gymnasiet så tidligt, men have snuppet et succesår på en efterskole først. Jeg var kun 15 år, og havde alle vegne førhen været den yngste – hvilket også fulgte mig i gymnssiet, hvor mine klassekammerater alle pludselig kunne gå i byen, tage kørekort og tjene flere penge, langt før mig.

Når jeg ser tilbage, er jeg ikke engang sikker på, at mine gymnasiekammerater forstod, hvor slemt, det stod til med mig – og jeg kan dog ikke lade være med at tænke på, om det blot er følelsen fra min gymnasietid, og ikke engang oplevelserne, der gjorde, og gør, mig så nervøs. Men når alt kommer til alt, så er vores følelser også én eller anden form for virkelighed – og er i hvert fald blevet den virkelighed, jeg oplevede i mine gymnasieår.

De tre dårlige år har fulgt mig lige siden, og DERFOR er det vigtigt for mig at få fortalt historien. Måske der sidder én derude, der kan relatere, eller som har en klassekammerat, der er på vej ned i samme hul. Jeg har lært meget af mine erfaringer, men ville aldrig gennemleve min gymnasietid igen.

REAGER! TAL MED NOGEN OM DET! GØR NOGET! DU SKAL OG MÅ IKKE HAVE DET SÅ DÅRLIGT! 

Jeg siger ikke, at alle gymnasieelever med ondt i pjækkeleveren skal droppe ud – men det er ikke meningen, at man skal være ked af det hver dag. Hjælp jer selv og hinanden.