PROVINSEN VS STORBYEN

Ser I, jeg kommer ikke engang fra “den større by” Næstved, men fra en lille flække et kvarter derfra kaldet Holme-Olstrup. Her er jeg opvokset, og jeg har boet der i 17 år, indtil jeg flyttede hjemmefra. Mine forældre bor der således stadigvæk. Holme-Olstrup er en del af Holmegaard, og er, eftersigende, den by, julemanden først besøger, når han skal dele gaver ud; det er bl.a. også derfor, at Nissebanden forestiller at foregå dér, og at vi har den eneste statuerede nisse i verden (som sjovt nok forestiller karakteren Lunte fra Nissebanden). Ikke nok med, at det er en by, der er kendt for jul, så ligger Bonbonland sågar også og fylder det meste af den lille flække. Jep, det er præcis lige så idyllisk, som det lyder.

Jeg har nu boet i København et stykke tid, og har mødt forskellene fra storby til provinsflække på godt og ondt, og jeg tænkte derfor at lave et lille indlæg, der beskriver mine observationer. Bare for at gøre det helt klart, så elsker jeg begge steder. Jeg er enormt glad for at være vokset op på “landet”, fordi det har givet mig et sundt fundament, gode værdier og ro; hermed ikke sagt, at man ikke har kunne skabe samme opvækst i byen, men jeg kan kun tale af egen erfaring. Samtidig drages jeg af storbyen, og holder meget af mangfoldigheden og tempoet her. I må endelig komme med tilføjelser til listen, hvis I, som jeg, er provinsmennesker bosat i København.

Kaffe: I Holme-Olstrup drikker man kaffen sort, for det lærer vi gennem vores forældre, der kun drikker filterkaffe. I København skal stort set alle have mælk i kaffen – og man betaler glædeligt overpris for en kop af den beigefarvede mokka.

Lyskryds: Det har taget mig et helt år overhovedet at kunne få mig selv til at gå over et lyskryds med rødt lys. I København vader man bare over alle veje, lyskryds eller ej; det gør man bestemt ikke i hverken Holme-O eller Næver. Og min familie chokeres hver gang, de ser mig gøre det, også selvom det er på en vej helt uden anden aktivitet.

Sproget: På Sydsjælland er vi kendt for at trække nogle vokaler ud og glemme andre (klassisk eksempel er te-e og kaff’). Nu er jeg måske ikke den person fra min egn med mest sydsjællandsk dialekt, men det påpeges ALTID af københavnere, hvordan jeg udtaler mormor, morfar, farmor og farfar (i Holme-O hedder det nemlig mommor, moffar, fammor og faffar, og det føles som om, jeg ikke snakker om min egen familie, når jeg tilpasser mig den nordsjællandske udtale, som generelt set er langt mere artikuleret). I København og Nordsjælland har mange desuden en tendens til at sætte “sådan dér…” efter/mellem alle sætninger: “Han var, sådan dér, virkelig lækker!”.

“Benene på jorden”: Det “kompliment”, jeg oftest høster i København både professionelt og menneskeligt, handler om værdier, og det, at have benene solidt plantet på jorden. For mig er det en stor ros!

Fremtidsplaner: I Holme-Olstrup gifter man sig gerne og får børn og hus umiddelbart efter ungdomsuddannelsen/gymnasiet, eller i hvert fald inden fyldte 25 år. I København møder jeg sjældent folk, der ønsker at slå sig ned og få børn før de er mindst 30.

Bolig: I Næstved boede jeg mega centralt i en 80 kvadratmeter lejlighed med min ekskæreste for 6000kr. inkl. ALT. I København er det største problem ikke engang huslejen; men overhovedet at finde et sted at bo. Og så er huslejen bare 30% højere heroppe. Man kan seriøst få et 150 kvadratmeter hus med tilhørende have for samme pris, som en 40 kvadratmeter lejlighed på Østerbro koster.

Æstetik: Det er som om, at god smag er medført i København, men en seriøs sjældenhed i provinsen. Og det gælder alt fra boligindretning til smag i kunst. Jeg chokeres lidt over 14-årige piger her, der er bedre klædt end mig. “Der må, sådan der, være noget i vandet?…” Ha ha.

Uddannelse: Jeg tror, at vi var syv-otte stykker i min folkeskoleklasse, der gik direkte videre til gymnasiet – de andre i klassen valgte håndværksmæssige uddannelse (eller anden ungdomsuddannelse) af den ene eller anden art. I Nordsjælland ligger det næsten implicit, at man da selvfølgelig skal på gymnasiet.

Udlængsel: Mange af de mennesker fra København, jeg møder, drømmer om at bosætte sig i udlandet senere i livet. Det er en ting, jeg personligt på ingen måde kan relatere til; men det har selvfølgelig også været et stort skridt (og lille kulturchok) overhovedet at være flyttet til København – og er man født og opvokset i Nordsjælland eller Kbh, er næste skridt ligesom at rejse/flytte udenlands.

Netværk: I Næstved kender jeg enormt mange mennesker, og ved om ikke andet, hvem de fleste fra min egen årgang er – og sådan er det selvfølgelig også i København. Forskellen er bare, at vi jo ikke er mange, der er flyttet til København fra provinsen af, og vi derfor ikke har det forspring i forhold til at danne relationer med de “indfødte”. Det føltes derfor næsten som at starte helt forfra at komme hertil, og skulle danne relationer som “den nye pige i klassen”.

Politisk overbevisning: Nævner du Dansk Folkeparti i positiv vending i København, bliver du stenet; da trenden her er fri hash og økologi. I provinsen stemmer langt de fleste DF, og har som regel ikke noget problem med at indrømme det.

Tempo: En first-mover KAN ikke bo i provinsen, da det simpelt hen er en fysisk umulighed at “move first”; og her menes der både i forhold til mad, mode, oplevelser, indretning og samtaleemner. Som eksempel syntes min søster, at de boot cut jeans, jeg købte for halvandet år siden, var forfærdeligt grimme – og nu proklamerede hun selv forleden, at hun ønskede sig et par. Det nye i Næstved er Joe & The Juice og Frozen Yogurt. På den anden side er det også en stor sikkerhed i at vide, at man ikke rigtig KAN gøre noget forkert i privinsen, hvis man bare følger flertallet.