GET INSPIRED BY SARAH-SOFIE BOUSSNINA

10 THINGS I HATE TO ADMIT

ss
Der er så mange ting, man som menneske skal leve op til – og netop derfor er der også mange ting, man ikke rigtig taler om (eller tør indrømme). Her er nogle af mine… Hvad bærer I rundt på af hemmeligheder? Eller hvad hader I at indrømme?

1. Jeg ELSKER ost. Helst den helt stærke, der kan løbe sin vej selv, hvis den ønskede det. Også blåskimmelost har været en favorit i mange år. Ofte er det, at kunne lide ost, associeret med noget ulækkert – og i barndommen var man altså bare ikke cool, hvis man spiste andet end pizzatopping.

2. Jeg HADER kultserier og film såsom Twin Peaks og Pulp Fiction. De fleste forstår mig virkelig ikke, men jeg kan simpelt hen ikke få mig selv overbevist om at kunne lide præcis disse, selvom det ville gøre mig til et langt sejere menneske. Til gengæld elsker jeg de rigtig “kiksede” klassikere såsom Avatar, Ringenes Herre og Harry Potter.

3. Jeg bryder mig aldeles ikke om jazzmusik. Hermed ikke sagt, at al jazzmusik er uudholdelig, for visse kunstnere er fantastiske, og live fungerer jazz ret så godt – men jeg elsker rytmer og forudsigelighed i musik, og lytter mere til musical end til nogen anden musikgenre. At kunne lidt jazzmusik forbindes med at være kultiveret, men igen – jeg kan ikke presse det ned over mine “smagsløg”.

4. Jeg vil bare gerne giftes og have børn i en ung alder. I København er det et statement, folk nærmest skræmmes af – men der hvor jeg kommer fra, er det altså ikke så ualmindeligt.

5. Jeg dømmer folk på udseende og stil. Jeg hader at dette er en realitet, og forsøger aktivt at vende mig af med denne “dårlige vane” og italesætte det modsatte, men kan ikke rigtig lade være, når det kommer til stykket.

6. Jeg ELSKER at sove, og kunne snilt sove dagen væk, hvis jeg kunne tillade mig det. Dog er jeg også så rastløst anlagt, at jeg skal have “opnået” noget hver eneste dag for at kunne være tilfreds med mig selv og egen præstation.

7. Jeg drikker sjældent, men elsker den følelse, det giver at være beruset. Dette er lidt et tabu, fordi folk straks tænker på alkoholisme og afhængighed – men sagen er egentlig den, at jeg i min hverdag er så kontrolleret, at det er rart med et break af vanvittige dimensioner.

8. Jeg er til gengæld afhængig af at tjene penge. Penge er lig med frihed – frihed er lig med lykke (for mig i hvert fald). Jeg ville da ønske, at jeg var mindre materalistisk orienteret, men det er fandeme rart at have penge til at spise god mad og købe lækkert tøj – også sidst på måneden. Af samme årsag har jeg arbejdet og derved også tjent penge siden jeg var 12.

9. I visse situationer og sammenhænge, kan jeg blive pinlig berørt over at være blogger, og nægter nogle gange at indrømme det. Jeg er jo forbandet stolt over, hvad jeg har opnået, men fornemmer tit, at udefrakommende forbinder bloggere med dumme teenagepiger, der skriver grammatisk inkorrekte tekster om deres kærlighedsliv (eller mangel på samme). Modsat kan jeg synes, at det er mega sejt at fortælle om bloggen, i sammenhænge, hvor folk kender og anerkender mediet. Jeg har på det seneste øvet mig i at præsentere mig som blogger, og forklare konceptet; netop for at komme fordommene til livs.

10. Jeg elsker at spille spil. Jeg er sådan fanatisk vild med at spille alle slags spil – brætspil, drukspil, teaterlege, boldspil, you name it – folk forbinder dog ofte dette med et udpræget konkurrencegen (well, det siger I ikke!), eller at være et forvoksent legebarn.

11. Argh, jeg ved godt, at jeg skrev 10 – men Sophus mindede mig lige om den sidste. Jeg har intet imod, at der støver i hjemmet. “Arj, hvor klamt!” – nej – jeg synes egentlig, det er mere synd for folk, der ikke kan være i rum, der støver. Det virker som om, der er noget i barndommen, de ikke har fået bearbejdet ordentligt. At have et afslappet forhold til støv og renlighed generelt set er meget vellidt i mit hoved. Hermed ikke sagt, at madrester og decideret snavs er okay, men fanatisme i forhold til renlighed er virkelig et uforståeligt område for mig.

Translate this post into English here.

24 comments

  • Chris

    Totalt befriende indlæg – tak for det! Ost er gud. :)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne

    Du siger, at du bryder dig aldeles ikke om jazzmusik.. Det forvirrer mig lidt, for jeg kan godt huske, at du i sommers reklamerede for en jazz festival, hvor du bestemt ikke havde noget negativt at sige om musikgenren.. Jeg synes, det er ret åbenlyst, at du ikke længere kun reklamerer for ting, “du kan stå inde for”, som du har sagt, at du altid kan..
    Der vil helt sikkert komme flere negative kommentarer som svar til denne, men jeg kan simpelthen bare ikke forstå det, og det irriterer mig lidt, når bloggere reklamerer for hvad som helst, bare de får penge ud af det.. Det dræber lidt troværdigheden bag bloggen, hvis man kan sige det sådan… :o)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Marie Stella Wibe Jedig

      Lad mig forklare! Jeg ELSKER koncerter, og kan godt lide typer af jazz. Den festival var skøn og noget, jeg selv nød – men når Sophus vågner kl. 07 og sætter blippedibob jazz på, kan jeg ikke fordrage det. Jeg elsker f.eks. jazz med en sanger involveret – men jazz kan stresse mere end hvad godt er.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Laura

    Nej, hvor jeg synes, det er fedt, at du ikke gider ligge under for “den gode smag”. Jeg går på et studie, hvor der virkelig er prestige i at have set de “rigtige” film, og jeg bliver så træt af det, når jeg elsker at se romantiske komedier, og det er bare ikke ligeså sejt.
    Og jeg HADER også jazz!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Marie Stella Wibe Jedig

      Haha, jeg kan blive decideret provokeret, når folk kan lide “alt det rigtige” :-D

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Det kan godt være Pulp Fiction er en kultfilm, men den er fandme god!
      Jeg kender nu mange, der ikke bryder sig synderligt om Tarantinos film… Jeg er derimod vokset op med dem og kan lide dem for, hvad de er, og ikke fordi at det er “cool” at kunne.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Der er så mange af punkterne jeg kan nikke genkendende til! :)
    – Beauty By Ebay.
    http://www.BeautyByEbay.blogspot.dk

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anna

    Jeg har det lige som dig på samme måde med støv, men min allergi over for det, tvinger mig til at støvsuge så tit jeg kan… Super træls!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Pernille

    Rigtig fedt indlæg! Nød at læse det, dejligt personligt og jeg kan genkende nogen af tingene ;)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Wendy

    Jeg synes virkelig det var et dejligt indlæg. Det gav lidt et andet syn på hvem du er så person. Fordi du kunne godt virke som en ret perfektionistisk person udfra din blog, din opstilling og din tøjsmag.
    Men det er sjovt at læse du slet ikke er så kultur afhængig som jeg troede, og at du er meget mere afslappet og på bølgelængde med mange af os andre.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Marie Stella Wibe Jedig

      Jeg er totalt provinssjæl! :-D Godt du kan lide indlægget.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • K

      Helt enig med Wendy! Skønt og meget ægte indlæg. :-)

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Marie Stella Wibe Jedig

      Dejligt at du kan lide det!!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Rebecca

    Er så enig i 1 og 11 :P hahah kan virkelig relatere!!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sandra

    Virkelig nice indlæg! Jeg kan sætte kryds ved alle undtagen den med jazz vs. musical, hvor jeg har det lige omvendt samt den her med at være blogger ;)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Marie Stella Wibe Jedig

      Haha, næsten enighed – det er alligevel godt gået :-)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg er så enig i nr. 3 – nogle jazz numre er så meget ude af takt (i min verden) at det lyder som 10 indualister der vil høres. Jeg vil selv mene at jeg er meget åben overfor musik og forskellige genre, men når hele nummeret er præet af forskellige melodier ovenihinanden – ja så er logikken der ikke mere for mig!
    Ellers et rigtig fedt indlæg der får tankerne igang hos mig denne torsdag morgen :-)
    God dag.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Marie Stella Wibe Jedig

      Det er nemlig MEGA forvirrende og slet ikke rart at lytte til, hehe. Og godt at du kan lide indlægget.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Elsebeth

    Bratspil??? Er det brætspil, du mener…

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Marie Stella Wibe Jedig

      Det var sgu en slåfejl, beklager hvis det ødelagde billedet for dig ;-)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Elsker lidt det her indlæg! Fun facts om andre er altid sjove og især når de skraber i overfladen af en person, super cool :)

    Mine hemmeligheder er ret meget i tråd med dine faktisk:
    Jeg ELSKER dårligt tv! Reality, kanal 4 og jeg skal komme efter dig. Som statskundsskabsstuderende burde jeg sikkert bare se deadline konstant, men jeg indrømmer sgu gerne at det er de unge mødre der tændes for herhjemme kl 21 ;)
    Jeg er ligeledes vild med Nik og Jay og indrømmer det gerne. Nægter at lytte til musik andre opfatter som mere elitært bare for at præsentere mig selv som intelligent – det har ikke noget med min musiksmag at gøre efter min mening.
    Derudover er jeg nok meget modsat dig på punktet om familie. Jeg vil nemlig aldrig giftes, har aldrig drømt om prinsessebryllup og regner heller ikke med at skulle have børn. Det er sjovt om omverden kan have noget imod både et statement som dit, men også som mit.. Selvom de jo er modsætninger.

    Nå, lang kommentar herfra. Opsummering; herre godt indlæg! :)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Marie Stella Wibe Jedig

      Skønt med en så lang kommentar – og jaaa, reality tv <3

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste i

GET INSPIRED BY SARAH-SOFIE BOUSSNINA