MAINLINE VS LITTLESIS

Der er sket en kæmpe tendens i denne del af den fashionable verden. En tendens, der giver den mere almindelige borger råd og mulighed for en lille bid af denne eksklusive modehimmel.

c
Tendensen kaldes underlinje eller LAB (label), men jeg kan bedre lide termen “søsterlinjer”: Store, dyre, velkendte og ekstremt eksklusive (i visse tilfælde stort set ubetalelige) brands, såsom Balmain, Rick Owens, Damir Doma, Vanessa Bruno, Alexander Wang, Chloé, har nemlig pludselig fået småsøskende ved navn Pierre Balmain, Rick Owens Lilies/DRKSHDW, Silent Damir Doma, Vanessa Bruno Athe, T by Alexander Wang og See by Chloé. Listen er lang, men fællestræk for disse småsøskende er en mere kommerciel, betalelig, simpel og let anvendelig tilgang til eksklusivitet.

Som oftest er undskyldningen en basislinje; og hvor meget man end ønsker det, burde prisvariationen af en T-shirt i bomuld ikke kunne variere flere tusinde kroner. Derfor kreeres underlinjerne. Det er en mulighed for designerne til at skabe tøj med udgangspunkt i i mere “borgerlige” prisklasser, dog som oftere med ringere kvalitet som resultat. Men igen – en bomuldsbluse vil altid være en bomuldsbluse. Jeg selv er stor fortaler for denne trend. Jeg kan tydeligt huske min første top fra Chloés lillesøster See by Chloé, som gav en 14-årig Marie mulighed for at smage et smule af den modehimmel, jeg var så fascineret af. Det smarte er nemlig, at det stadigvæk holdes i designerenes universer, og derfor rent stilmæssigt ligger tæt på “originalerne”. Ikke nok med, at underlinjerne er mere betalige – de er altså også henvendt et større publikum.

Jeg tror, at tendensen er udsprunget som resultat af finanskrisen. Pludselig havde man ikke længere råd til at frådse og købe mange, dyre beklædningsdele, men fokuserede måske i stedet på de få, gode items såsom lædervarer og andre materialebaserede klæder, og herved også at købe basisvarer såsom bomulds T-shirts og denimjeans hos highstreetbutikkerne. For at beholde konkurrenceevnen, måtte priserne på nogle varer sænkes. For ikke at lade det gå ud over de varer, hos modehusene, der reelt set var dyre i produktion af diverse årsager, valgte man at smide mere basale items under et andet brandnavn, der stadigvæk forbandt varerne med de originale brands hos forbrugerne.

Det er galskab at betale mange penge for basisvarer, vil en del af jer sikkert mene. Og jeg forstår jer tildels godt. Jeg bestræber mig altid på at købe basistøj på udsalg eller brugt på f.eks. Trendsales, og ender som oftest hos disse famøse søsterlinjer. De mere enkeltstående items eller designergenistreger foretrækker jeg dog at købe mainline. Jeg siger ikke, at dette er den rette måde at handle på, blot at det er, hvordan jeg foretrækker at købe tøj.

Jeg håber, at dette gav en forståelse for denne del af modeland. Det kan til tider være lidt en jungle at finde rundt i – men forhåbentligvis gjorde disse ord jer klogere på emnet. Har I holdninger til emnet? Kender I flere årsager til skabelsen af den store mængde underlinjer? Hvordan handler I som forbrugere?