ÅBNE FORHOLD, UTROSKAB OG…MIG?

Fristelser er der nok af i denne verden, og særligt når det kommer til kærlighed er vi nogle liderlige, nysgerrige og bekræftelseshungrende væsener. Det er jeg i hvert fald.

Jeg har respekt for alle typer af forhold, og mener desuden, at det kun er de deltagende parter i forholdet der har egentlig forståelse for, og derfor også saying i, hvordan reglerne internt defineres. Men jeg ville aldrig selv kunne leve i et åbent forhold. Til dels grundet min naturlige besidderfornemmelse og bestræbelse på at opnå sjælelig tosomhed (som for mig ikke kan tåle indtrængen udefra), og til dels fordi jeg aldrig ville kunne foretage handlingen overfor min elskede. Jeg har aldrig været utro, og kommer forhåbentligvis aldrig til det.

Problemet for mig er altså ikke reglerne i et forhold, men at de ikke falder mig naturligt. Jeg fristes. Meget. Hver dag. Jeg elsker at flirte, jeg elsker at møde nye mennesker, og jeg elsker at udforske dynamikken mænd og kvinder imellem. Men…gør jeg så noget forkert? Er emotionel utroskab det samme som rigtig utroskab?

Jeg vil ikke være alene livet igennem. Jeg vil giftes. Jeg vil have børn. Og jeg vil finde en dejlig mand at overgive mig til og vågne lykkelig op med hver dag. Det er en kæmpe kompleksitet i mig, at jeg samtidig vil have friheden til at kunne kysse, hvem jeg vil – og min evige frygt for følelsen af fangeskab. Det er som om, at jeg ikke er skabt til at være i forhold, men at jeg samtidig har hungret efter at blive overbevist om det modsatte hele livet igennem.

Når man så møder de mennesker, der blæser én omkuld og bibeholder opmærksomheden, er det befriende for mig at mærke, at jeg godt kan vælge at skrue ned for behovet for andre mænd, og op for hustrurollen. Men… vi lever i et samfund af fristelser, og der går ikke længe før min opmærksomhed skærpes andetsteds, og jeg får ondt i kroppen over dette bånd til ét menneske, og hvor meget det hæmmer min frihed. Jeg har ikke behov for at bolle med alle mulige forskellige – faktisk er jeg ret selektiv med sex – jeg kan bare godt lide at have muligheden stående åben.

Måske er det endnu et paradoks i mig, der beskriver mit evige behov for at føle noget: Når hverdagen banker på, flygter jeg. Det hele skal gerne være storslået, intenst, passioneret og helst med flødeskum og kirsebær på toppen. Hellere lyn og torden end alment gråvejr.

Måske det bare er en fase der har varet i 20 år, og måske er det et vilkår, jeg skal leve med resten af livet. Måske jeg bliver gift 5 gange, bliver talsmand for monoganismens forfald og køber mig ind som medejer af en swingerklub. Eller måske jeg møder præcis dén mand, der får mig til at glemme alle de andre i morgen.