TRÆNINGSNARKOMANER = ALIENS?

Vi kender alle sammen typen: Ham/hende, der ikke kan fungere uden at starte dagen i et fitnesscenter, eller med at løbe den klassiske tur om søerne. Måske er du selv typen, eller måske har en en veninde, kæreste, læge eller far, som passer ind i kategorien. Træningsnarkoman.

Jeg har virkelig forsøgt at hive mig selv op til både at være og forstå denne type. Jeg har sågar forsøgt mig med fitness, personlig træner, zumba, yoga og lignende gennem tiden, for at mærke en my af det sug, træningsnarkomaner må få ud af det.

Der er bare noget super freaky ved det hele. Træningsnarkomaner er ligesom lidt for…glade? Forstå mig ret. Jeg elsker positivitet og glæde, det er bare som om, at folk, der træner meget, får udløst FOR mange endorfiner, og derved mister deres nuancer. Igen; jeg er temmelig overfølsom, og ser måske også spøgelser. Men tænk lige over det… det maniske udtryk i øjnene, den lidt for høje volumemæssige stemmeføring (som om, de altid holder foredrag?), den overvældende energi og mundvigen, der aldrig vil falme fra opretgående. Træningsnarkomaner er aliens. Eller, måske bare blevet indfanget og hjernevasket af aliens. En fremmed race, der er landet lige midt i min dårlige samvittighed, og som stresser min afslappethed.

Måske jeg bare er drøn-misundelig. Jeg ville elske at have motivationen til at træne på daglig basis. Men jeg gider simpelt hen ikke. Jeg kan faktisk ikke forestille mig noget, jeg ville mindre, end at løfte vægte eller stå på et løbebånd – for slet ikke at tale om diæter eller at give afkald på byture – nej tak!

I virkeligheden er jeg måske selv en alien, for at alienize træningsnarkomaner. Muligvis mit dårligste indlæg til dato… men jeg er altså også blevet vækket ret tidligt af Olga i dag. ZzZzZz…