GØR MODE MIG DUM?

I øjeblikket sker der meget på den personlige front. Ikke store, nævneværdige begivenheder, men en form for personlig udvikling er kommet snigende og har taget hårdt greb om mine Louis Vuitton beklædte fødder og givet mig halvdårlig smag i munden. I går sad jeg i S-toget og var ved at få et angstanfald mellem Brøndbyøster og Glostrup, ved tanken om den overfladiskhed, jeg selv er med til at repræsentere, men som jeg fordømmer andre for.

Sidste sommermodeuge skete der noget med mig: Jeg har førhen haft både fantastiske og forfærdelige modeugeoplevelser – og jeg ville ønske, at jeg kunne skyde skylden på branchen, champagnen eller stressen. Men skylden er min egen. For det er mig, der ikke passer ind. Jeg bliver næsten dagligt konfronteret med mit fravalg af nogle af branchens sider – f.eks. at jeg lige nu ikke sidder i Paris og nyder en crossaint. Jeg elsker mode, men jeg vil gøre det på min egen måde.

Efter sidste modeuge fik jeg et mindre sammenbrud, fordi jeg på mange måder ikke ønskede at deltage. Jeg elsker at se brands opbygge et univers omkring en kollektion til et show, men at tilbringe så mange dage i tæthed af smarte, skønne og dygtige mennesker, uden egentlig at tale med nogen sådan rigtigt er bare ikke min kop te. Jeg har brug for nærvær og meningsfulde samtaler, for at overleve. Dermed ikke sagt, at resten af branchen ikke praktiserer nærvær og meningsfulde samtaler, men jeg har svært ved at finde min egen plads i ræset.

Jeg kan altså ikke dét dér. Og jeg er træt af at lade som om, at jeg kan. Jeg ELSKER mode – og jeg bliver nok aldrig kureret helt for min pyntesyge og hang til smukke genstande, men jeg gider ikke længere at spille rollen som lykkelig showgænger. Når jeg har snakket med folk omkring mig om præcis dette, hører jeg altid det skrækkelige svar “Så er du nok i den forkerte branche.” Og det passer ikke. Men jeg skal helt sikkert revurdere min egen rolle i hele spillet. Jeg har aldrig ønsket at blive en del af modebranchen for branchens skyld, men for moden. For det æstetiske udtryk. For skønhed og kreativitet. Jeg elsker at udfolde mig på alle fronter, og moden er en genial smutvej til visuel udfoldelse, men mode i sig selv er for mig blot én af de “kunstarter”, jeg brænder for.

Nu træder jeg sikkert andre over deres smukke, Louis Vuitton beklædte fusser, men det skal siges, at jeg respekterer mennesker, der uden besvær begår sig på glamourøs vis i denne branche. For det er HÅRDT. Og jeg kan se, hvordan folk omkring mig trives i bedste velgående, og dét tager jeg virkelig hatten af for.

Jeg har nu accepteret, at jeg aldrig bliver dén smilende, smalltalkende modeugesocializer, som jeg burde være. Og at det faktisk er okay.