SØNDAGSBANGE

Søndage får altid det værste frem i mig. Tømmermænd, søvnundeskud og et tomt køleskab hæmmer mig fysisk. Det overvældende følelse af ensomhed kombineret med behov for alenetid brænder min hjerne.

Længslen efter genkendelighed, en favn at falde til ro i og gensidig oplevelse af samhørighed. Søndage er til for tosomhed. Den falske konstruktion at tage med en fremmed hjem fra byen for at opleve en my af omsorg interesserer mig ikke længere, så mulighederne er begrænsede.

Kontrasten til gårsdagens umiddelbarhed, sociale tilstedeværelse og lykke fremstår næsten absurd. Jeg vil jo bare gerne være glad. Men jeg er ikke glad i dag. Og det er næsten ubærligt at bo i skuffelsen.

Jeg tager et langt karbad og forsøger at nedsætte tankestrømmen ved at gå i gang med endnu en fordummende serie, og derved forhåbentligvis fremprovokere en indlevelse i et andet univers. Det virker til dels, og jeg lader mig i hvert fald rive med et par minutter af gangen, inden jeg bliver nødt til at spole tilbage i afsnittene for at få dét med, mine tanker overtog.

Jeg skal lære, at min frygt for søndage, som her bliver et synonym for alt, jeg ikke bryder mig om ved min hjernes processer, også er en del af mig, som jeg skal lære at kende og elske, og ikke må fremmedgøre. Mit søndags-jeg føles som en fremmed til fest uden invitation. En skøbelig afkrog af min personlighed, som jeg ikke ønsker at invitere.

Jeg vidste faktisk ikke, om jeg turde poste dette indlæg. Frygten for at blotte mig og samtidig virkelig svag er ikke just appellerende, når man ligger alene i sin sofa med rester af butter chicken i mundvigen og et sind destrueret af negative tanker. Følelsen falder akavet ind i illusionen om det perfekte liv der projekteres online, men er også en lille del af virkeligheden.

Heldigvis er alle søndage ikke som denne – og i morgen er det mandag.