KÆRLIGHED OG OMSORG PÅ ARBEJDSPLADSEN

Nogle bliver måske provokeret af titlen; da “kærlighed” og “arbejdsplads” godt kan virke forbudt i samme sætning; men hvor er der dog egentlig langt ude, at noget så fundamentalt væsentligt for menneske som at føle sig elsket og værdsat, er bandlyst fra det sted, vi bruger så stor en del af vores tid? Det er videnskabeligt bevist at et kram udløser en masse endorfiner og andre gode stoffer i krop og sind. Så… Hvorfor krammer vi ikke vores kollegaer?

Jo, professionel distance til privatlivet klæder da sikkert nogle arbejdspladser. Men hvad opnår vi egentlig med denne distance? Magtforhold og fysisk anerkendelse vil helt sikkert sættes på prøve, i større virksomheder, hvor der er langt fra direktør til arbejdsmus, men er det nu nødvendigvis en dårlig ting?

Helt privat kan jeg selv huske en episode, hvor jeg, for et par år tilbage, var ansat som lærervikar på en skole. Efter et skolearrangement gik jeg pr. automatik hen og gav skolelederen et stort kram, hvilket hverken hun, eller resten af lærerstaben, tydeligvis, havde regnet med. Jeg blev virkelig overrasket over reaktionen, da jeg førhen ikke havde oplevet kontakt på arbejdspladsen som noget forbudt eller forargeligt. Jeg tror tvært imod, at det kan stimulere indsatsen på arbejdspladsen at vise omsorg og kærlighed for hinanden; og da særligt i sociale fag, hvor der også direkte arbejdes med mennesker.

Jeg tror på, at vi opnår større forståelse for hinanden generelt set, og en glæde og lyst til at gå på arbejde, hvis arbejdspladsen også danner ramme for socialisering. Hvorfor lægge frokostpauser forskudt (med mindre det rent praktisk er uladsiggørligt)? Og hvorfor ikke begynde dagen med et kram? En highfive? Eller noget andet, der anerkender hinandens tilstedeværelse? Af samme årsag har jeg indstillet min mail til på autoreplay at afslutte med “Kærlig hilsen Marie Jedig”, for vi har da alle brug for, og lyst til, en kærlig hilsen engang imellem.

Det blev til mange spørgsmål i ét indlæg; men det er virkelig et emne, jeg har beskæftiget mig meget med at tænke over, og en vigtig sag for mig netop at få stilt spørgsmålstegn ved. Og hvis jeg bare kan rykke en smule på indstillingen til omsorg på arbejdspladsen, så er jeg faktisk tilfreds. Men nu er jeg nysgerrig på jer: Hvad tænker I om emnet? Og hvordan er det på jeres arbejdsplads?

PS. Prøv lige at give sidemanden en highfive uden at smile imens. Det er seriøst en fysisk umulighed.