OM AT VÆRE STORESØSTER

“Med en søster er du aldrig alene i verden”. Jeg har mange, helt fantastiske veninder – men én af dem er en helt særlig af slagsen, og hun fortjener et kapitel. Lærke er min lillesøster, og vi har et magisk, tæt og udefinerbart forhold. Hun er den eneste i verden, jeg kan betro alt til, og som jeg virkelig vil flytte bjerge for.

En af årsagerne til vores fantastiske forhold, er, at vores søskenderoller i forhold til hinanden er klare og defineret. Jeg er storesøster, Lærke er lillesøster: På denne måde har der ikke opstået konflikter, magtkampe og skænderier som i andre søskendeforhold. Som barn ville Lærke, som enhver anden lillesøster, gerne være som sin storesøster, og adopterede derfor nogle af mine interesser. Det har dog ikke givet anledning til jalousi, fordi det fra start har været klart, at jeg har været ældst, og derfor også har haft et “forspring” på mange parametre. Tvært imod, så har det kun bragt os sættere sammen, fordi vi har haft rig mulighed for at spendere tid sammen – og stadigvæk har det dén dag i dag. Vi har stor fællesforstående og referencer, der gør os unikke til at kommunikere sammen, og som giver os et næsten telepatisk bånd. Vi har en legende, levende og humoristisk kemi, som jeg værdsætter højere end alt andet.

Lærke er en skrøbelig, sårbar, og enormt emotionel person. Jeg selv er også følsom og sympatisk anlagt af natur, men slet ikke i samme grad, som min søster, der kan betegnes som værende hypersensitiv, og derfor næsten mærker sig selv gennem andre. Jeg har sågar æren af at instruere hende i en musical, vi begge er deltagende lige nu (jeg som instruktør, hende som skuespillerinde), og jeg er simpelt hen så pavestolt over hendes talent på scene, som netop er forstærket af hendes evne til at leve sig ind i andres sted. Jeg har, gennem tiden, lært utrolig meget af hende omkring empati, medmenneskelighed, forskellighed og omsorg – og jeg kæmper hver eneste dag med at forstå hendes meget komplicerede indre liv, der på mange måder afskiller sig fra mit. Lige så ens, vi kan se ud på overfladen, lige så forskellige er vi indeni. Det har vores forældre heldigvis opfattet og støttet os i, hvilket også har været medvirkende til den gode relation, som har fået lov til at blomstre gennem vores forældre.

Lærkes og mit forhold er på mange måder en særlig historie, som kun er blevet forstærket af den modgang, hun har haft. Lærke havde en frygtelig folkeskoletid, som udløste en spiseforstyrrelse (læs mere på hendes blog) og derved også stor, ubærlig sorg i vores lille kærnefamilie. Jeg har altid været meget påvirket af Lærke og hendes nedture, som er den største smerte, jeg personligt kan gennemleve, og det eneste, der kan gøre mig rigtig ked af det i hverdagen. Det er skrækkelig følelse, at have en person nær, der er lige så meget en del af dig, som du selv er, som mistrives i sine omgivelser. Alligevel er hun stærk nok til at overvinde og overkomme de fleste udfordringer, og er derved et kæmpe forbillede for mig.

Jeg ville ikke være mig uden Lærke, og hun er uden sammenligning den største gave, der nogensinde er blevet mig givet. Jeg elsker dig højere end alt andet, Guggi.