LONG DISTANCE RELATIONSHIPS

Så bliver det personligt herinde. En del af jer spørger nysgerrigt ind til min kæreste Sophus’ og mit forhold både i kommentarfeltet og privat på mail. Sagen er den, at Sophus i oktober sidste år flyttede til Wien i Østrig for at studere fine arts på Kunstakademiet. Hans drømmestudie. Mine rødder er og bliver dog herhjemme i Danmark, i hvert fald for nu, og på trods af at arbejde freelance have frie arbejdstider (og steder), ønsker jeg at have Danmark som mit hjem, at have min familie og venner indenfor nogenlunde rækkevidde, og deltage i events og arrangementer herhjemme i forbindelse med bloggen og min drøm om en designkarriere. Desuden taler jeg ikke specielt godt tysk, så der er også en sprolig barriere i forhold til at arbejde og danne relationer i Wien, hvor alle bestemt ikke taler særlig godt engelsk. Og det for altid vil være sådan, skal jeg ikke kunne sige, men for nu har jeg brug for den ro, Danmark giver mig.

Sophus skal studere minimum tre år i Wien, hvilket leder til det store spørgsmål – hvordan er det, at leve i et langdistanceforhold? Og mit svar er enkelt. Det er forfærdeligt. Ikke at vores forhold er forfærdeligt – tvært i mod – når vi endelig ses er det ekstrem intens kærlighed og en skærpet omkærksomhed på at være sammen og tilfredsstille hinanden på alle tænkelige måder – men at undvære hinanden i lange perioder er bestemt ikke min kop te. Jeg har brug for fysisk berøring og bekræftelse – og jeg synes efterhånden, at jeg er så voksen, at det, at have en kæreste, også betyder at bo sammen.

Det ledte også til, at Sophus og jeg i en kort periode valgte at sætte forholdet på pause, for at fundere over prioriteringer, og for at prøve af, om vi reelt set kunne undvære hinanden, hvilket ikke viste sig at være muligt. Det er en kæmpe frustration at afstand skal være så stor en faktor for mig, men det er det nu engang. Så lige nu prøver vi bare at få det til at fungere. Vi ses cirka to gange mådentligt i kortere eller længere perioder – og så er Sophus’ studie heldigvis fyldt med lange semesterpauser og ferier. Det tager kun 1,5 time at flyve til Wien, og turen til- og fra lufthavnen er forholdsvis kort. Det er dog virkelig hårdt. Jeg håber, jeg får et mere afslappet forhold til fysisk nærvær i fremtiden, eller at der sker et eller andet, gør bringer os fysisk tættere på hinanden – for ellers bliver det godt nok nogle hårde år.

Click here to translate this post.