ER JEG BLEVET FOR GOD TIL AT SIGE NEJ?

Har du lyst til at hjælpe mig, eller føler du dig tvunget?

For at være helt ærlig, har jeg altid været god til at sige nej. Paradoksalt for én, der over sommeren prædikede vigtigheden af at sige “ja”, ikke? Lige så vigtigt, det er, at møde nye muligheder med åbne arme, lige så vigtigt er det samtidig at kunne afslå fristelser og passe på sig selv. Jeg tror, at det helt grundlæggende i de fleste ja-junkier er behovet for at please. Når du vælger en opgave eller mulighed til eller fra, skal motivet være i orden: Gør jeg virkelig dette for et andet menneske, eller gør jeg det simpelt hen fordi, jeg kun føler berettigelse, når jeg kan være noget eller gøre noget for andre?

Jeg vil personligt langt hellere have et nej end et halvhjertet ja. Jeg skal ikke skylde nogen noget, blot fordi der er takket ja til at hjælpe mig, ligesom jeg heller aldrig selv ville forvente en tjeneste igen, hvis jeg trådte til. Der er fandeme ikke noget værre end at få et ja fra én, der efterfølgende skal brokke sig til døde eller gøre et stort nummer ud af den KÆMPE tjeneste, der er blevet ydet.

Måske det er den kommende vinter, der allerede nu har taget fat i mig og forvandlet mig til en omvandrende Rasmus modsat; over de sidste par uger har jeg i hvert fald takket nej til en hel masse ting. Både private og arbejdsmæssige. Arbejdsmæssigt er det fantastisk at være i en situation, hvor det er en mulighed at sige nej til opgaver, hvis mavefornemmelsen ikke er god – men jeg kan alligevel ikke lade være med at have det gyldne “hvad nu hvis…” i baghovedet. Man siger jo, at du kun kan fortryde de ting, du ikke gjorde. Eller, det er der nogle, der siger. Er der ikke?

Min krop plejer at være en god indikator. Min mor sagde forleden til mig i telefonen; “Det er jo dejligt, at din krop fortæller dig, hvad dit hoved ikke kan”, og her refereres til sygdomslignende symptomer i kroppen, når jeg har været lidt for hurtig til at tale mit eget overskud op og takke ja til en opgave, jeg i virkeligheden ingenlunde har lyst eller overskud til. Jeg tror på, at en stor del af den sygdom, der opleves, i virkeligheden er kroppens oprør mod sindet. Lyt til din krop.

Jeg har det ambivalent med alle disse nej’er. Jeg føler mig lidt som en sur, gammel kvinde, der slår muligheder ned og afviser mine nærmeste. Men det er jo slet ikke dét, det handler om. Det handler i virkeligheden bare om at passe godt på mig selv.