KATASTROFETANKER

Jeg får sommetider en mærkelig, bange anelse omkring mine egne handlinger. Som om, jeg er bange for pludseligt at miste kontrollen over min krop, og gøre noget skørt; som at stå på hænder over et gelænder, hoppe i vandet eller kaste mig ud af vinduet.

Tankerne blev tricket forleden, da jeg var på vej til Ofelia Plads, og på vejen så to mænd stå ved Kongens Nytorv og fægte (ja, her tog historien en vild drejning, ikke?). Jeg fik pludselig en bange anelse for, at jeg ville løbe ind mellem dem og få stukket øjet ud. Tanken tog så meget overhånd, at jeg faktisk endte med at få helt ondt i øjet, fordi jeg nærmest allerede kunne mærke smerten. Det er så åndssvagt.

Det skal siges, at denne frygt jo aldrig er blevet forløst – for jeg har jo alligevel aldrig hverken stået på hænder på et gelænder, hoppet i vandet ufrivilligt eller kastet mig ud af et vindue. Netop fordi tankerne kommer før handlingen, kan man nå at sige fra og bevare selvkontrollen.

Jeg har altid været bange for at dele disse tanker med andre, fordi jeg ikke kunne forestille mig, at andre døjede med samme. Men for et par måneder siden åbnede jeg så op, og begyndte at italesætte katastrofetankerne. Og ved I hvad? Det viser sig åbenbart, at stort set alle har disse tanker fra tid til anden. Det var et turning point for mig. For hvor mange tanker går jeg egentlig med i smug og gemmer på, for ikke at lyde sindssyg? Og hvis andre går med samme hemmeligheder – så ender vi med konstant at distancere os fra hinanden, af frygt for at blive opdaget i nogle tanker…som mange har?

Hvis flertallet døjer med katastrofetanker, gør de os altså ikke skøre. De gør os tværtimod normale. Så… Skal vi ikke bare omfavne hinanden og mærkelighederne, og snakke om tingene?