AT BLIVE MOSTER

lilli

Vi er blevet beriget med en baby i familien. Min lillesøster fødte, som jeg havde forudsagt, d. 3. august en lille pige på Næstved Sygehus. Hendes kæreste Kristoffer, min mor og jeg var alle med til fødslen, og dette var én af de største oplevelser, jeg nogensinde har haft (bort set fra selv at blive storesøster for godt 21 år siden). Min søster Lærke klarede graviditeten så sindssygt flot – fødslen ligeså. Fødselsberetningen og tankerne herom kan I læse meget mere om på Lærkes egen blog her. Indlægget her handler nemlig ikke om frygt for fjerkræsakse og amning, men om dét, at blive moster:

En baby ændrer alt. Fokus flyttes lynhurtigt til den nye generation, og alles øjne er på baby konstant. Det lyder måske hårdt for en opmærksomhedskrævende type som jeg, men det er det langt fra. Overgangen er naturlig, og jeg selv tryllebindes og forelskes fuldstændig, når jeg ser på Lilli (som den lille hedder). Ja, man forelskes: Følelsen, det giver, at stå med baby i armene, at høre baby pludre eller at ligge og stirre baby ind i øjnene, kan bedst sammenlignes med dén følelse, du får, når du er forelsket. Det er næsten en besættelse, der fylder absolut alt i kroppen, og som umuliggør en dårlig stemning.

Allerede fra da Lilli blev født, fik jeg denne altoverskyggende fornemmelse af beskyttertrang og kærlighed til dette lille, nye, ukendte væsen. For at være ærlig, så tudbrølede jeg så højt, at man næsten ikke kunne høre Lillis eget skrig ved ankomsten, og jeg måtte derfor forsøge at dæmpe mine stærke følelser en smule. At se alle omkring hende bryde totalt sammen og hendes virkning til at nedbryde filtre, var en magisk oplevelse. Naturen og instinkterne tager over, og efterlader alle overvældet af lykke.

 At se Lærke på denne måde har givet mig en nyfunden og kæmpe respekt for hende; hun er den sejeste krigerkvinde, og jeg beundrer hendes overskud, energi og kræfter. Hun er vitterligt den bedste mor, en lille nyfødt kunne tænke sig, og hun kombinerer ro med opmærksomhed til perfektion. Hun er ikke nervøs for at lade andre holde den lille ny, og hun sørger for en perfekt, afbalanceret mængde stimuli for Lilli.

Da Lilli blev født, stod tiden stille. Alt udenom fødslen syntes fuldstændigt ligegyldigt. Det eneste, der betød noget, var momentet, ankomsten, skriget og dette fantastiske liv, der var blevet skabt. For mig satte Lillis liv mit eget liv i perspektiv. Hvad fanden skal man egentlig med materielle goder, når der findes momenter som disse?

Hver gang, jeg ser Lilli, bliver min kærlighed større. Jeg føler mig forbundet med hende, selvom jeg godt ved, at den eneste, der reelt betyder noget for hende lige nu, er Lærke. Alligevel savner jeg hende hver aften, inden jeg skal sove – og tænker på hendes lille, fine ansigt, den søde næse, de store, blå øjne, og hendes mimik, som ligner min søsters til forveksling.

Det er præcis dét, en baby kan: Skabe en ny mening med tilværelsen og sætte ordet kærlighed i perspektiv. Det er jo ikke kun Lærkes baby; det er hele familiens baby.

MENS VI VENTER PÅ LILLI MY…

thumb_6_1024

Disse dage er jeg og resten af min familie ved at gå til af spænding, men samtidig ved at dø af utålmodighed: Vi venter nemlig på, at min lillesøster Lærke føder. Hun har termin i dag, d. 28. juli, men noget tyder umiddelbart på, at hun går over tid. Min mor gik 10 dage over tid med både min søster og jeg, og jeg har fra start af spået fødslen til at foregå d. 3. august – men for Lærkes egen skyld, vil jeg ønske for hende, at det sker snart. At være i venteposition på denne måde, uden at kunne styre, planlægge eller kontrollere noget som helst er temmelig utypisk for vores levevis nu om dage, men på en måde temmelig livsbekræftende, fordi det er så ægte, og fordi naturen viser os, hvem, der bestemmer.

I husker måske dette indlæg, hvor jeg spåede Lærkes graviditet til at blive en succesoplevelse, og selvom profetien er gået i opfyldelse, havde jeg aldrig gættet, at hun ville være  fantastisk til at tackle det hele:

“På trods af hendes unge alder (20 år), er jeg ikke et sekund i tvivl om, at hun kan løfte opgaven, og at hun bliver den bedste mor. Hun har værdierne på plads, og jeg ved, bedre end nogen anden, at vi kommer fra en familie med stor kærlighed, opbakning og dedikation – og jeg frygter ikke et sekund for hendes beslutning.”

Lærke er nemlig blomstret op, har fået en hel masse overskud, er glad, grinende og smilende og lykkelig, helt ned i lilletåen. Det varmer virkelig mit hjerte at se hende på dén måde, og jeg tror, at alle i familien er enige om, at det var den rigtige beslutning, hun tog, da hun valgte at blive ung mor.

De fordomme, jeg møder, når jeg fortæller om Lærke, drejer sig ofte om uddannelse, at etablere sig, og at kunne nyde sin ungdom. Jeg mener dog, at vi er så forskellige som mennesker, at det ingenlunde er retfærdigt at diktere, hvordan, hvorfor eller hvornår andre skaber familie – og lige præcis i dette tilfælde passer det simpelt hen bare så godt til både Lærke og hendes kæreste Kristoffer, at blive forældre. Lærke (og jeg selv, selvfølgelig), kommer fra en stærk familiebaggrund, med ressourcefulde forældre, der gerne hjælper til, både økonomisk og personligt, og som har puttet så meget overskud og kærlighed ind i os, at vi har gode chancer for succes med familieliv selv, hvilket selvfølgelig er et godt fundament og udgangspunkt for dét, at blive forældre.

Der er en hulens masse positive sider ved at blive forældre i en tidlig alder, som jeg synes, negligeres en smule i det moderne samfund, hvor fokus primært er placeret på karriere og personlig udvikling. Jeg synes, at alle, der er nysgerrige omkring Lærkes graviditet (og fødsel, når vi når dértil), skal følge med på hendes blog her.

Og hvor langt er jeg så egentlig selv i “Operation ung mor”? Tja, det er svært at sige. Som tingene er lige nu, er det intet nyt under solen, og både min kæreste Philip og jeg er enige om at vente lidt endnu. Man er to i et parforhold, og vi er stadigvæk nye kærester, der endnu ikke bor sammen og har fået skabt en rigtig hverdag sammen endnu. I dag glæder jeg mig bare til at blive moster, og til at kunne elske og forkæle min kommende niece, Lilli My!

GLÆDELIG JUL OG DEN VILDESTE JULEGAVE

vogue-editors-favorite-holiday-movies-a-nightmare-before-christmas copy
Så blev det d. 24. december; og selvom juleentusiasmen ikke er, hvad den var i barndommen, så glæder jeg mig alligevel til en aften i familiens, hyggens og traditionernes tegn. Herhjemme er vi min mor, far, søster, mormor og morfar samlet – og menuen står på både and og flæskesteg. Gaver var, for blot et par år tilbage, af stor vigtighed på præcis denne højtidsdag, men det er som om, at fokus har fjernet sig lidt gennem årene.

Desuden har jeg allerede fået den bedste og mest sindssyge gave, jeg overhovedet kunne ønske mig – og som jeg ENDELIG må løfte sløret for. Hvis I er nysgerrige omkring hvad, så vil jeg anbefale jer at smutte forbi Lærkes blog. Det vil jeg faktisk anbefale jer at gøre uanset hvad, for det kommer klart til at være et fremtidigt fokus.

GLÆDELIG JUL, ALLE SAMMEN!

OM AT VÆRE STORESØSTER

lærke
“Med en søster er du aldrig alene i verden”. Jeg har mange, helt fantastiske veninder – men én af dem er en helt særlig af slagsen, og hun fortjener et kapitel. Lærke er min lillesøster, og vi har et magisk, tæt og udefinerbart forhold. Hun er den eneste i verden, jeg kan betro alt til, og som jeg virkelig vil flytte bjerge for.

En af årsagerne til vores fantastiske forhold, er, at vores søskenderoller i forhold til hinanden er klare og defineret. Jeg er storesøster, Lærke er lillesøster: På denne måde har der ikke opstået konflikter, magtkampe og skænderier som i andre søskendeforhold. Som barn ville Lærke, som enhver anden lillesøster, gerne være som sin storesøster, og adopterede derfor nogle af mine interesser. Det har dog ikke givet anledning til jalousi, fordi det fra start har været klart, at jeg har været ældst, og derfor også har haft et “forspring” på mange parametre. Tvært imod, så har det kun bragt os sættere sammen, fordi vi har haft rig mulighed for at spendere tid sammen – og stadigvæk har det dén dag i dag. Vi har stor fællesforstående og referencer, der gør os unikke til at kommunikere sammen, og som giver os et næsten telepatisk bånd. Vi har en legende, levende og humoristisk kemi, som jeg værdsætter højere end alt andet.

Lærke er en skrøbelig, sårbar, og enormt emotionel person. Jeg selv er også følsom og sympatisk anlagt af natur, men slet ikke i samme grad, som min søster, der kan betegnes som værende hypersensitiv, og derfor næsten mærker sig selv gennem andre. Jeg har sågar æren af at instruere hende i en musical, vi begge er deltagende lige nu (jeg som instruktør, hende som skuespillerinde), og jeg er simpelt hen så pavestolt over hendes talent på scene, som netop er forstærket af hendes evne til at leve sig ind i andres sted. Jeg har, gennem tiden, lært utrolig meget af hende omkring empati, medmenneskelighed, forskellighed og omsorg – og jeg kæmper hver eneste dag med at forstå hendes meget komplicerede indre liv, der på mange måder afskiller sig fra mit. Lige så ens, vi kan se ud på overfladen, lige så forskellige er vi indeni. Det har vores forældre heldigvis opfattet og støttet os i, hvilket også har været medvirkende til den gode relation, som har fået lov til at blomstre gennem vores forældre.

Lærkes og mit forhold er på mange måder en særlig historie, som kun er blevet forstærket af den modgang, hun har haft. Lærke havde en frygtelig folkeskoletid, som udløste en spiseforstyrrelse (læs mere på hendes blog) og derved også stor, ubærlig sorg i vores lille kærnefamilie. Jeg har altid været meget påvirket af Lærke og hendes nedture, som er den største smerte, jeg personligt kan gennemleve, og det eneste, der kan gøre mig rigtig ked af det i hverdagen. Det er skrækkelig følelse, at have en person nær, der er lige så meget en del af dig, som du selv er, som mistrives i sine omgivelser. Alligevel er hun stærk nok til at overvinde og overkomme de fleste udfordringer, og er derved et kæmpe forbillede for mig.

Jeg ville ikke være mig uden Lærke, og hun er uden sammenligning den største gave, der nogensinde er blevet mig givet. Jeg elsker dig højere end alt andet, Guggi.