MA OG RIE

587667f2-f4a7-4033-b372-61cca99a6613

Når jeg er sammen med mennesker, der gør mig trygge og glade, er jeg god til at være til stede i situationen – eller til stede i dem. Som om, de smitter. På den gode måde. Jeg mister min selvbevidsthed, og er der ligesom bare som mig selv, uden at tænke over, hvordan jeg egentlig fremstår og agerer.

Når jeg er alene, har jeg tendens til at mærke tingene for meget. Jeg bliver hypersensitiv, og mærker lyde, følelser, berøring og andre indtryk i så voldsom en grad, at jeg helt kan forsvinde væk i stimuliene. Det er både enormt smukt, og enormt farligt, for det gør mig næsten sindssyg at tænke så meget over tingene. Og jeg har altid været bange for at blive sindssyg, hvis jeg giver slip.

Jeg tør godt mærke mig selv. Men for mig har det aldrig været et spørgsmål om at turde, men om at holde igen, for ikke at lade det kamme over. At mærke mig selv er det mest naturlige i verden, men jeg skal konstant holde fast i rælingen, for ikke at falde overbord. Følelser er min virkelighed, og jo større, jo bedre.

Der er det her åndssvage paradoks i mig; som om, jeg sommetider føler mig som to forskellige personer, selvom det måske lyder freaky:

Den ene del er udadvendt, handlekraftig, dominerende, initiativrig og hurtig på aftrækkeren. Lad os kalde hende Ma.

Den anden del er sensitiv, eftertænksom, kreativ og menneskesky. Lad os kalde hende Rie.

Jeg bliver sommetider misforstået, netop grundet dette paradoks i mig. Og af én eller anden årsag føles det som om, at de to sider af mig ikke altid kan lide hinanden.

Ma synes, af Rie burde tage sig sammen, stå tidligere op og få produceret noget af værdi. Ma synes samtidig, at Rie er super eksotisk, interessant og en mere poetisk, end hende selv.

Rie synes, at Ma er for meget. At tingene går alt for stærkt, at hun stresser og er mere fokuseret på anerkendelse end nærvær. Samtidig er Rie vild med Mas evne til at bevæge sig fremad.

Jeg blev for alvor opmærksom på denne todelthed, da jeg begyndte at interessere mig for, og læse op på, Enneagrammet. Jeg bonede nemlig meget tydeligt ud på to typer: Den kreative, indadvendte 4’er og den succesjagtende 3’er. Det hjalp mig på en måde at kunne forstå mine to sider, og gav mig et sprog til beskrivelsen af disse. Men måske er det bare mig. At være splittet. Måske er det ikke engang splittelse, men bare mig. MaRie. Jeg er i hvert fald ingenlunde færdig med dén tanke.

Det er faktisk ret grænseoverskridende at sætte jer ind i disse tanker om mig selv, for når jeg læser teksten her igennem, kan jeg godt mærke, at det lyder en anelse skørt. Og det er det mærke også. Disse dage har jeg bare været så splittet omkring mig selv, at jeg havde brug for at få sat ord på forvirringen. Sandheden er, at det er nemt for mig at skrive om heartbreaks og gymnasietid. For det er bearbejdede, overståede kapitler, og noget, alle kan forholde sig til på den ene eller anden måde. Indlæg som dette gør mig rædselsslagen at publicere, fordi det er min virkelighed lige nu – og fordi det netop er lettere at fortælle og beskrive fortiden end nutiden, synes jeg, indlæg som dette er ekstra vigtigte skrive. Og udgive.

FÅ DINE P-PILLER MED POSTEN

3a38040d-6ffd-4f7d-b44a-ea283caa9194

ANNONCE FOR PRACTIO: Tøser, tøser, tøser… Jeg har glædet mig til at dele verdens smarteste p-pilleabonnement med jer, som jeg ville ønske, jeg selv havde været stolt opfinder af:

Jeg tager p-piller, og har gjort det fast i over 10 år, og har derfor, gennem disse mange år, haft en del panik-ture på apoteket inden ferier, byture og lignende, for at hente p-piller i sidste øjeblik, fordi jeg havde glemt at holde styr på den mængde, jeg havde liggende derhjemme. Så sent som i juleferien styrtede jeg ned på apoteket med min familie i hælene (fordi de var på besøg, og jeg havde været utjekket og glemt at tjekke op på det hele), for at nå at hente en ny pakke p-piller inden nytår – fordi det virkelig ville have været ærgerlig timing med menstruation kombineret med lille, pastelfarvet kjole og hvide tights til nytår.

Men det er heldigvis slut nu – for jeg er blevet bekendt med den mest geniale tjeneste, der på simpel vis hjælper mig med at holder styr på det hele, og som sågar sender mig mine p-piller direkte hjem til mig, når jeg er ved at løbe tør.

Tjenesten er udviklet af Practio, og er en form for abonnementstjeneste, som holder øje med, hvornår, du er ved at løbe tør for p-piller (eller minipiller), og sender en ny pakke, når du er ved at løbe tør. Forsendelsen er gratis. Ligesom på apoteket, får du sågar muligheden for at udskifte mærke til billigste alternativ. Oprettelsen er nem og enkel, og jeg er allerede helt vildt glad for at receptfornyelsen sker online og jeg bare kan hente mine p-piller i postkassen.

Når man tilmelder sig skal man svarer på nogle spørgsmål, inden man bliver godkendt til, at kunne benytte sig af servicen. Det er ren og skær sikkerhed, og i den anden ende sidder der en autoriseret læge og vurderer om, det er sikkert at du benytter dig af tjenesten.

Practios abonnementservice kobler dig op med apotek, som dernæst sørger for både at bestille og sende dig p-pillerne. Du vælger selv hvilket af de apoteker, som Practio samarbejder med, som du vil bruge. Man kan faktisk bestille helt op til 4 omgange af p-piller, og så kommer de bare løbende automatisk. Det passer med ca. et års forbrug af p-piller. Det er altså meget smart!

Man skal være 18 år for at kunne benytte sig af servicen, og du skal også allerede være i gang med enten p-piller eller mini-piller. Hvis du er over 36 år eller ældre, så kan du kun bruge abonnementservicen til minipiller.

Så er du en ligesom mig, som allerede benytter sig af p-piller, så kan dette muligvis være noget for dig.
Besøg Practio her.

6 HVERDAGSOBSERVATIONER OG SITUATIONER

789f9dca-d5ad-4aaf-9d62-d4d6adb3886e

1. Når man, efter et bad, står nøgen og tørrer hår, og i øjenkrogen får øje på en håndværker. Jeg vender mig om, og får øjenkontakt. Så har de simpelt hen placeret et stillads foran mit badeværelse, og en eller anden random håndværker har fået en sygt opgraderet arbejdsdag.

2. Chef’s Table på Netflix er det bedste, lækreste og smukkeste madprogram af dem alle. Jeg kan slet ikke beskrive, hvor inspireret og underholdt, jeg bliver af at se det.

3. Hvor er det bare optur at spille pigerne mod drengene. Forleden spillede jeg Hint med en masse venner, og der praktiserede vi netop pigerne-mod-drengene konceptet, og det er altså bare altid skide skægt.

4. Jeg elsker bagt avocado svøbt i bacon.

5. Jeg passede Lilli søndag og mandag, og i toget på vej til Næstved rendte Lilli rundt og ville se og pille ved alting, inklusivt knappen til toiletdøren i bagerste vogn, hvor der er plads til cykler og barnevogne – altså, et kæmpestort toilet med stor skydedør. Hun trykker på knappen, og døren åbnes i en nærmest slowmotion agtig bevægelse, og til min store skræk kan jeg se, at der sidder en ung fyr på toilettet og skider. Vi får begge panik i øjnene, og jeg skynder mig at trykke på knappen igen for at lukke døren. Døren lukker lidt til, men Lilli er hurtig til endnu engang at give knappen et tryk, så den igen åbnes helt op. Alle grinede, undtagen den stakkels, skidende fyr.

6. Når jeg taler, bytter jeg ofte om på ordstillinger og formulerer mig generelt set ret rodet. Jeg tænker altid mens, jeg taler, så nogle gange passer tanke- og talestrøm ikke super godt sammen. Det er en ny observation, jeg har gjort mig omkring mig selv.

LET OG HURTIG TRØFFELPASTA

6a38c67c-e7f3-4c3c-8e93-dad095ee528a

Jeg værdsætter virkelig en lækker og vanvittigt let trøffelpasta, og den absolutte letteste måde at gå til dette på er med Irmas trøffeltortellini. Jeg koger pastaen, og laver ved siden af en super simpel sauce med trøffelolie, portobellosvampe og fløde og hælder over. Sommetider sprødsteger jeg også lidt seranoskinke og sætter til. Alt i alt, super simpelt og vildt lækkert!

MUSICAL, MULIGHEDER OG MANGLENDE FOKUS

15a4970f-0551-43b4-805c-7024ed73525f

Det er paradoksalt, at én af mine største passioner fylder så lidt herinde. Og så alligevel ikke. Jeg har altid været enormt splittet omkring fremtidsdrømme, da jeg passioneret har ønsket at lave lidt af hvert. Ja, det kan altså godt være en passion at dyrke så mange forskellige ting som muligt, selvom det selvsagt skaber nogle fokusproblemer. Jeg kan nogle gange føle det værende en sygdom i mig, at jeg har så svært ved at dedikere mig til én ting af gangen, og hele tiden forstyrres af nye input, tanker og drømme. Men én ting har alligevel altid fyldt for mig, også inden hele blogmediet kom til og fejede alt andet af banen: Musical. Forleden talte jeg i telefon med en veninde om netop dette, og hun foreslog mig at lave et dedikeret indlæg omkring musical, og hvad det fylder og betyder for mig; både på tankeplan og i praksis.

Størstedelen af mit arbejdsliv foregår online. Den virtuelle virkelighed er selvfølgelig en afspejling og resultat af min egen virkelighed, men jeg kan sommetider mangle et “hands on” afbræk fra sociale medier, og det er lige præcis dét, musical gør for mig.

d130a55f-747c-4e98-ab58-0771c2de6e0e

Jeg kan tydeligt huske mit første møde med musicallens verden: Som barn havde jeg en teaterveninde, Christina, som én gang årligt tog mig med i teatret i København. Et år så vi Ronja Røverdatter af Sebastian, som blæste mig helt omkuld. Inden da havde jeg været kæmpe Disney fanatiker, og spolede altid frem og tilbage på VHS’en mellem sangene – og jeg har nok altid været draget af, hvad musik kan gøre for en fortælling, da musik ultimativt undestreger følelser for mig. Ronja Røverdatter blev en form for vendepunkt for mig, fordi tanken om at forene udtryk, teater, sang, musik og dans næsten var en utopisk forestilling og derfor også opdagelse for mig.

Som 9 årig medvirkede jeg i min første musicalproduktion, en semiprofessionel opsætning af klassikeren Oliver Twist med Trille som instruktør. Jeg husker at synge “Jeg ved en lærkerede” til auditionen, og ingenlunde være nervøs. Jeg var ikke særlig selvbevidst dengang, men blev alligevel overrasket over egen kunnen, da de bad mig synge i forskellige tonearter, og jeg ramte plet. Jeg modtog efterfølgende et brev med posten, som min mor bragte til mig i skolefrikvarteret en dag. Jeg kom med!

Men allerede inden da havde jeg selv leget med musicalopsætninger, som jeg satte op med mine kammerater fra nærområdet, næsten altid med mig selv som både instruktør og hovedrolleindehaver. Så på én eller anden måde har det nok altid ligget i kortene, at jeg skulle performe. Jeg husker også at have hovedrollerne i diverse skoleopsætninger, og at skrive sange, som jeg dog aldrig fik sendt ind til Børne MGP.

4d15112f-0548-4727-b9d2-2d7055b397a4

Ét eller andet sted har både jeg selv og mine omgivelser nok tænkt, at jeg ville følge denne drøm om at leve af musicalen, men i teenageårene opstod interessen i mode og udtryk, og overtog min tid. Blogging var dengang ikke noget, man levede af, men en form for fritidshobby, som jeg dyrkede med fornøjelse. Pludselig opstod muligheden for at leve af hobbyen, og hvem takker nej til dén mulighed? Musical var dog sideløbende i mit liv, og jeg har faktisk kun holdt ét år helt fri fra musical siden dengang med Oliver Twist.

Netop fordi, jeg arbejder som jeg gør med blogging og influencing, med skiftende arbejdstider og mig selv som chef, har jeg muligheden for at sætte tid af til udlevelse af min anden passion ved siden af. Og det gør jeg glædeligt. “Hvordan får du tid til det?” – det handler om prioritering. Jeg får mere energi af at praktisere musical end at ligge på sofaen og se serier, og derfor vælger jeg at sætte mine aftener og ferier af til det – også selvom jeg sommetider er ved at gå ned med stress over deadlines på bloggen, en danserutine, der skal læres og samtidig forsøger at holde privatlivet i balance.

b4185371-b5fa-4033-8b54-7364b2b0ba95

Om jeg laver forestillinger professionelt eller på amatørplan er i virkeligheden underordnet for mig, så længe cast og instruktion udfordrer og inspirerer mig. I 2017 medvirkede jeg i min første professionelle opsætning, Bølle Bob og Smukke Sally, hvor jeg spillede rollen som Sally; en naiv skolepige med store drømme om at komme til storbyen og blive en superstjerne (ha ha – typecast – I get the joke), og det var selvfølgelig noget af en oplevelse at stå på scenen med Keld Heick og Henrik Launbjerg. Her gik det for alvor op for mig, hvor meget jeg elsker og behøver musical som afbræk i mit ellers lidt overfladiske, online liv.

Performancedelen i sig selv er virkelig et drug for mig, for jeg elsker virkelig at stå på scenen. Appellerende er fællesskabet også, og at kæmpe så intenst sammen med ligesindede om at skabe bedstmulige produkt. Dette fællesskab får mange andre gennem deres arbejdsplads, men da blogging er lidt en ensom affære, er det en fantastisk mulighed for mig at dyrke musical som “holdsport”, og derved opnå følelsen af sammenhold.

Man skulle næsten tro, at min “status” og følgerskare kva bloggen ville være en fordel ved auditions, men tro om igen. Musicalfolk giver ikke en fuck for den slags!

Til foråret skal jeg igen på scenen, denne gang i Ny Ridehus i Næstved, i rollen som Elle Woods i Legally Blonde The Musical. Vi begynder øveforløb i februar, og jeg kan næsten ikke hente vente med at komme i gang. Jeg er så stolt af denne rolle, som er min største og mest krævende rolle nogensinde – og hvis I ønsker at følge med, så kan der faktisk købes billetter lige her. Og hvad byder fremtiden så på? Dropper jeg blogging til fordel for musical? Søger jeg skoler? Her spiller mit fokusproblem fra barndommen endnu engang ind. For jeg kan og vil ikke vælge det ene over det andet, og jeg håber virkelig på fortsat at kunne kombinere mine to interesser.

Older posts