DIN STIL SIGER IKKE NOGET OM DIG, DEN SIGER NOGET OM, HVEM DU GERNE VIL VÆRE…

…og derfor også noget om dig.

Modebranchen tiltrækker kreative, passionerede og modige mennesker, men altså også usikre sjæle med behov for at udstråle kontrol og selvtillid gennem påklædning.

Når jeg siger, at din stil ikke siger noget om dig, så siger jeg det med et smil. Det skal forstås således: Du er ikke, hvad du har på. Men din stil udvikler sig i takt med din personlighed – og tøj er uanfægtet noget, vi alle tager stilling til, som Miranda i The Devil Wears Prada ville sige det: 

“You go to your closet and you select that lumpy, loose sweater, for instance, because you’re trying to tell the world that you take yourself too seriously to care about what you put on your back, but what you don’t know is that that sweater is not just blue. It’s not turquoise. It’s not lapis. It’s actually cerulean.

And you’re also blithely unaware of the fact that in 2002, Oscar de la Renta did a collection of cerulean gowns, and then I think it was Yves Saint Laurent who showed cerulean military jackets, and then cerulean quickly shot up in the collections of eight different designers. And then it filtered down through department stores, and then trickled on down onto some tragic Casual Corner where you no doubt fished it out of some clearance bin. However, that blue represents millions of dollars and countless jobs, and it’s sort of comical how you think you made a choice that exempts you from the fashion industry when, in fact, you’re wearing a sweater that was selected for you by the people in this room from a pile of stuff.”

Det, jeg prøver at sige her er, at tøj er noget, vi alle skal tage stilling til, fordi samfundet nu engang dikterer påklædte borgere (og derudover er selv 10 grader og solskin i marts ikke nok til at rende barnumset).

Og hvad mener jeg så med stil? Stil for mig er et æstetisk udtryk, som afspejler hele din levevis – dine beautypræferancer, mad, job, interesser og omgangskreds – men i denne sammenhæng tænker jeg selvfølgelig mest i retning af påklædning.

Der er et praktisk hensyn at tage. Men selv min praktiske far, som elsker sine khakishorts og fleecetrøjer bliver glad for at høre, at han har valgt en flot skjorte ved formelle anledninger og særlige begivenheder. Tøj kan udstråle umage. Hvis vi ønsker at give verden billedet af, at vi ikke giver en fuck, sammensætter vi outfits med dén tanke i baghovedet, og således giver vi vel alligevel en fuck?

Og så er der tilhørsforhold. Mennesket er flokdyr og desperate for at indkapsle vores forhold til en særlig gruppe – og den mest synlige og derfor lette tilgang til dette er selvfølgelig gennem tøj.

Trends kommer og går, god smag varer forevigt.

I øjeblikket er god smag lig bevidsthed og ansvar, og det gør mig lykkelig at se store, danske brands (Ganni, Gestuz og Stine Goya bl.a.) prioriterer at slå et slag for bæredygtighed – samt at se genbrug og secondhand som højeste mode. Trods lysten til at se den bæredygtige retning, har vi som forbrugere brug for bæredygtige alternativer, hvis vi absolut ikke kan holde vores forbrug nede – og forhåbentligvis en dag ingen mulighed for andet end bæredygtige valg. 

Tager jeg selv stilling? Ja. Men for mig er æstetik en vigtig faktor; selvom jeg primært selv køber genbrug og secondhand som supplement til de items, jeg får og låner gennem mit erhverv. Jeg vil aldrig kunne retfærdiggøre at være fortaler for materialisme, som min jobtitel “fashion influencer” kan antyde, men jeg er bevidst om eget forbrugsmønster. Jeg er ikke hellig. Det er et kæmpe emne, som jeg egentlig ikke ville ind på – men jeg føler alligevel et ansvar for at oplyse en smule.

På sådan en træt og vejromskiftelig søndag som denne, har jeg været iført det mest uklædelige (enddog behagelige) tracksuit hele dagen. Både hjemme, og på de mange, lange ture, jeg har gået med Olga i dag – så i dag har mit tegn til verden altså været “jeg er træt, og jeg magter nada”. Omvendt vil jeg sandsynligvis i morgen iklæde mig noget mere flatterende og “så kom dog og spørg om mit nummer, flotte fyr!”-agtigt. Min stil er altså ikke konsekvent, men en afspejling af mit humør og min sindstilstand.

Din stil er dig. Og så alligevel ikke. Men din stil er et kommunikationsredskab, som kan hjælpe og afgrænse dig, og som du og omverdenen, aktivt eller ej, tager stilling til. Så du kan lige så godt tage stilling…nu.