STATUS PÅ LIVET SOM HUNDE-MOR

Nu har jeg snart været hundemor i en måned; og tiden er både fløjet afsted og gået temmelig langsomt. Jeg er et sted nu, hvor jeg har vænnet mig til, at hun er der, og ikke længere overraskes over at skulle have hende med i planlægningen. Det kræver at tage en del tidligere hjem fra byen for at gå med hende, men det er alligevel det hele værd, når man ser hendes glade fjæs og man bliver slikket i hele hovedet af lykke over genforeningen.

Og hun er så dejlig lærenem. Hun kan sitte uden problemer, og vi er ved at lære dæk og giv pote. Gåture er både lette og svære – der er dage, hvor hun uden problemer kan gå uden snor, og dage, hvor hun ikke kan gå 5 meter uden at bide i snoren og løbe efter fugle.

Olga er en sindssygt opmærksomhedskrævende hund – heldigvis – for jeg har da aldrig oplevet et så socialt byliv, som efter at være blevet hundemor. Alle vil tale med hende. Og hun ELSKER det. Særligt børn og gamle mennesker gør hun bløde i knæene, og forleden var der en ældre kvinde, der seriøst fik tåre i øjnene, fordi hun fik lov til at holde hende. Min mor og jeg konkluderede, at hun simpelt hen må tro, at hendes navn er “Nuuurh” eller “OMG”; for det er absolut de mest anvendte ord omkring hende, og hun spotter vitterligt mennesker, der reagerer sådan på hende, og løber i deres favn, hvis hun får lov.

Jeg forsøger at socialisere hende med andre hunde, men det er meget blandet, hvordan hun tager det. Hun virker langt mere interesseret i ejerne, end i hundene, men vil som udgangspunkt gerne lege og gør ikke ad dem.

At få en hund sætter en god gåtur i perspektiv. Førhen var en god gåtur sådan én, hvor jeg gik med en kop kaffe og musik i ørene, men nu er det pludselig forvandlet til en gåtur, hvor Olga både skider og tisser. Haha.

Når jeg så er ude og gå, og møder alle de søde mennesker, der vil hilse, så bliver der SERIØST altid stillet de samme 4 spørgsmål:

1. Hvilken race er hun? Maltipoo – blandet malteser og toy poodle.