OM AT FØLE NOGET…

…og ikke rigtig forstå følelserne, før de er skrevet ned eller sagt højt.

Min virkelighed foregår i mit hoved. Jeg kan derfor blive helt skør af for meget alenetid, for jeg opbygger en version af virkeligheden, som ikke nødvendigvis gør sig gældende for andre. Overtænkning; den lille bitch. Når folk spørger mig, hvorfor jeg stadigvæk blogger, så er det netop for muligheden for at få afløb for overtænkningen. Selvfølgelig holder jeg også af at inspirere, men nogle gange føles det som om, at min virkelighed ikke lever, hvis den ikke bliver sagt højt. Kender I det?

Vi er en følsom generation. Eller, i hvert fald en generation, der i høj grad har fået lov til at lade følelser og intuition styre beslutninger – og derfor har dyrket følelser på en anden måde, end vores forældre. Måske er det netop vores fædres skyld – for vores fædre er mindst ligeså følsomme, de har bare fået et klask i røven for at tude, hvilket måske har skabt et behov i dem for at skabe frihed til følelser for os. Tak, far og company.

Dialogen er vigtig. Uden dialogen er følelserne fanget i mit hoved. Med dialogen får jeg ikke bare udløb for tankerne, men også et modspil og, i bedste tilfælde, et andet perspektiv på situationen. Derfor har jeg et ekstremt behov for at omgive mig med mennesker, der, ligesom jeg selv, holder af at gå ind i de tungere og mere abstrakte samtaler om lige præcis følelser. Faktisk disconnecter jeg super hurtigt med mennesker, der ikke dyrker følelser. Jeg tænker tit på, hvad mennesker, der påstår ikke at være følsomme, snakker om, når de er sammen. Jeg kan ikke engang fortælle om aftensmaden, uden at lægge følelser ind i samtalen (hvilket til gengæld også er et problem; jeg opdagede pludselig, hvor irriterende, det må være for mine medmennesker, da jeg skrev det) – men seriøst; hvad snakker man så om?