Jeg har netop modtaget invitation til Guldtuben 2018. Og jeg kommer, selvfølgelig, og glæder mig f
Se næste indlæg >
BLIVER MAN SMUKKERE MED TIDEN?
Hvornår peaker vi rent udseendesmæssigt?
Mit udseende er temmeligt veldokumenteret. Siden jeg var barn, har jeg elsket at stå foran et kamera, og har haft forældre, der forgudede mig (og nej, ikke at mængden af billeder taget som barn og ens forældres kærlighed hænger sammen, men mine forældre var i hvert fald glade for både mig og billeder) – så selv før influencer-bølgen, har jeg billeder af mig selv fra samtlige vinkler og i alle situationer.
Man lærer sig selv at kende. Hvad klæder mig, og hvad klæder mig ikke? Det handler ikke kun om tøj, men om alt, vi omgiver os med – frisure, makeup – mennesker – ja, jeg tror på, at du bliver smukkere af at omgive dig med gode mennesker, der kender, forstår, og ønsker dig det bedste. Ikke, at man derfor skal lægge ansvaret over på andres bekræftelse, for du skal sgu gøre arbejdet selv, men hvis man får at vide, at man er forkert, af mennesker, man elsker, ender man til sidst med at tro på det.
Min mor er den smukkeste kvinde, men hun HADER at se sig selv på billeder. Hun hader ikke sit udseende, hun hader bare det, kameraet fanger. Billeder er kun en del af virkeligheden, og skønhed stråler altid bedre i virkeligheden. Billeder er en momentvis fortælling om dit udseende; husk det. Og, når det så er sagt, så handler alle billeder om lys og vinkler. Og når man kender sit lys og sine vinkler, bliver der bare taget færre dårlige billeder.
Forleden snakkede jeg om mine veninder om åndssvage kommentarer på billeder – når ens forældre tager et billede af én, hvor man ligner et trafikuheld, og man brokker sig over det, for at skulle høre på kommentaren “Jamen, skat, sådan ser du nu engang ud.” – GU GØR JEG EJ! Eller. Jo. Det gør jeg måske. Men jeg har altså også gode dage.
Jeg var rædselsslagen for at fylde 25, fordi jeg havde en idé om, at alt ville gå ned af bakke efter. Det gjorde det ikke. Jeg fristes nærmest til at sige tvært imod. Ikke, at jeg pludselig vågnede smukkere, men jeg vågnede gladere – for jeg havde endelig fundet nøglen til selvkærlighed. Hvor prætentiøst, det end lyder. Man siger faktisk, at kvinder peaker som 33 årige, ikke? Eller er de 32? Whatever – det betyder altså, at jeg har 6-7 år at vokse mig smuk i. Det handler selvfølgelig ikke om skønheden i sig selv, men om at lære sig selv at kende og acceptere sine “fejl”.
Mænd bliver bare lækrere og lækrere. Tænk på George Clooney og Brad Pitt. Damn. Jeg kan sagtens tænde på en 50-årig, og hvor tarveligt er det ikke lige, hvis vi nu antager, at kvinder peaker som 32/33-årige? Går det så bare ned af bakke derfra? Jeg håber i hvert fald, at jeg, på dét tidspunkt holder op med at give udseende så meget fokus, og bare lever i hjernedød harmoni med mig selv.
Måske peakede jeg i virkeligheden, da jeg var 15. Men det var jeg alt for teenage-forvirret og usikker til at fatte, så jeg brugte AL min energi på at føle mig forkert, og se mig selv gennem andre. Det er ironisk, at jeg pludselig lever af at de mig selv gennem andre, ikke? Men – når man peaker som 15 årig, og ikke selv fatter det, peaker man slet ikke i virkeligheden. Det hele skal gå op.
Så. Ja. Vi bliver smukkere med tiden. Eller, vi er smukkest, når vi også er glade. Og jeg er i hvert fald gladere nu, end da jeg var 15. Og forhåbentligvis er jeg endnu gladere, når jeg fylder 33. Eller 32.
Udover at vi netop oftest hviler mere i os selv, og tilmed ved hvad der klæder os bedst med alderen, så er der 100% også det med hvor lykkelig man der hvor man er i livet. Jeg er netop fyldt 30, og blev mor for et halvt år siden. På trods af den “nye krop” har jeg vitterligt ikke set så godt ud før, som nu – måske fordi jeg stråler?
De smukkeste kvinder jeg kender er lidt ældre end jeg selv, hvilket er fantastisk, for så behøver man ikke bekymre sig om alderen😉