FORELSKET…ELLER EJ?

Kærlighed er en mærkelig størrelse, og kommer ofte i uforløsende mængder.

Det er som om, der er en timer for det: Når jeg ligger derhjemme og venter på et opkald, en SMS, et Tinder-match, bare SNERTEN af mandelig opmærksomhed, sker der absolut intet. Det samme gælder dé byture, hvor man er fast besluttet på at hive en scoring ind, og til sidst ender på Durum Bar kl. 5 om natten med en veninde, fordi man ikke gider alene hjem. Tragisk. Men hvad der så er tragikomisk er dé perioder, hvor alt er flyvende: Man er måske småforelsket, i hvert fald i totalt overskud og helt i bekræftelse-balance. BANG. Så dukker de op. Alle sammen. Der er aldrig så mange fyre, der vil have mig, som når jeg ikke vil have nogen.

Jeg tror, de fleste har haft det ligesom jeg. Men hvordan fanden forener man så åbenhed overfor kærlighed med modtagelse af kærlighed? Der er ingen opskrift.

Og nu sidder jeg her med “The Last Five Years” i baggrunden, og både drømmer mig væk i forelskelse og nyopdaget samhørighed, men husker samtidig smerten af afvisning, og at blive forladt. Så bliver jeg helt bekymret for, om det er dét værd at starte noget nyt for at miste det igen. Bekymret for, at følelserne æder én op og derefter forsvinder.

Ingen tvivl om, at forelskelse giver vinger. Det er den mest ægte og derfor også uvirkelige fornemmelse i verden. Kombinationen af at føle sig SÅ meget i live, og alligevel opleve en mild sindssyge er uhyggeligt rar. Det bringer de bedste og værste sider frem i én. Og for mig er det efterhånden en sådan sjældenhed, at der skal værnes om følelsen, og den skal have tid og kræfter til at leve.

Forelsket eller ej, så har jeg det virkelig godt disse dage, hvilket jeg skylder at fortælle jer, efter al mit klynkeri for et par uger siden. Der er sket en masse spændende, nye ting, som jeg selv lige skal fordøje, inden de deles med jer, men alt er godt i Maries hoved. Jeg håber, at jeres humør er lyst op med vejret ligesom min!