MA OG RIE

JEG ER OGSÅ USIKKER

0356dd03-8cf0-4f3d-8d3f-3ddf4e668f89

I forlængelse af DRs nye programserie “De Perfekte Piger”, som jeg anbefalede her, har jeg tænkt en del over begrebet usikkerhed. Jeg er faktisk ikke særlig usikker omkring mit udseende længere, men var super usikker i mine teenageår, hvor jeg aldrig følte mig god eller smuk, høj og tynd nok. Jeg kan altså berolige mine yngre læsere med, at det bliver bedre med årene, og særligt efter mit fyldte 25 år skete der ét eller andet for mig – og det er altså ikke i spejlet, der skete noget, men inde i hovedet (min mor siger altid, at det sidder i hovedet, og ikke i spejlet, og det er en ret fin metafor for usikkerhed generelt). Du får det ikke nødvendigvis bedre af at få fixet dit udseende, men ved at fixe dine tanker omkring dit udseende. 

Jeg har jo ikke ændret udseende bemærkelsesværdigt, men jeg har ændret synet på mig selv og mit udseende, uden egentlig at gøre noget aktivt for det – simpelt hen bare fordi, man åbenbart bliver klogere og mere afslappet med alderen. Det er jeg i hvert fald blevet.

Endvidere har det faktisk været overraskende sundt for mig at være i en branche fyldt med skønhed og hvor jeg hele tiden konfronteres med mit eget udseende, fordi jeg efterhånden har set mig selv fra alle vinkler og i alle situationer, og derfor ikke længere bliver “forfærdet” over at se mig selv på billeder. Måske jeg er blevet blind på egne fejl, men det er heller ikke så tosset. Jeg husker tydeligt en episode, hvor jeg for et par år tilbage skulle style en testskydning med en fantastisk smuk model, og jeg selv i denne periode følte mig super utilstrækkelig. Det gjorde så ondt i selvtilliden, og jeg kunne næsten ikke håndtere, at jeg ikke var lige så smuk som hende. Jeg hadede mig selv for at føle sådan, men kunne intet gøre for at få følelsen til at forsvinde. Sådan ville jeg aldrig have det i dag. Jeg fascineres af skønhed, og kan stadigvæk tage mig selv i at sammenligne mig med andre, men jeg føler aldrig den ondskabsfulde misundelsesfølelse, som jeg gjorde dengang, hvor bare en bums på kinden kunne slå mig helt ud, og få mig til at nægte at forlade huset.

Jeg elsker Hella Joofs bog “Papmechéreglen”, hvor hun bl.a. behandler et ret skønt livsbegreb kaldet “Rub-og-stub reglen”, som går ud på, at du skal forestille dig den person, du er allermest misundelig på i hele verden – og pludselig får du altså mulighed for at bytte liv med ham/hende. Altså, bytte hele tilværelsen. Du kan ikke bare få hendes lange ben eller høje kindben, du vil også få hendes far, hendes akne og hendes job. Vil du bytte nu? Nej, vel?

Selvom jeg efterhånden har fortængt den tunge usikkerhed og fordrevet spøgelserne, er der selvfølgelig stadigvæk ting ved mit eget udseende, som jeg har svært ved at forlige mig med. Og for at statuere et eksempel, tør jeg her bekendtgøre mine egne usikkerheder:

Mine tænder. At de er småskæve rager mig en papand, men siden mine voksentænder kom frem, har jeg været ramt af såkaldte “flourskader”, som har givet hvide streger på alle mine tænder. Jeg har derfor flere gange overvejet at få det fixet, og det er stadigvæk en tanke, jeg leger med.

Min mave. Jeg er lille, og et enkelt måltid sætter sig, så min mave svulmer op til dobbelt størrelse (og nej, jeg har ikke laktose/gluten/whatever allergi), og det har altid irriteret mig grænseløst, at jeg ikke kan spise mig mæt uden somaliamave.

Min hage. Jeg har konsekvent kalkun/dobbelthage, når jeg griner, så alle billeder, hvor jeg er fanget i et grin eller ægte smil fra siden er decideret vederstyggelige for mig at se på.

Derudover har jeg leget med tanken om at få lavet læber, og ønsker da selvfølgelig også at få strammet min krop lidt op med træning, men jeg må erkende, at træning er det mest uinteressante, jeg kan bruge min tid på, og at jeg har store betænkeligheder ved at få lavet operationer/indsprøjtninger i ansigtet, fordi det virkelig ændrer på udseende og mimik. I fremtiden kan jeg muligvis godt se mig selv få fyldt rynker ud og få strammet fjæset op, men det er slet ikke noget, jeg tænker over nu, og jeg synes faktisk, der er noget charmerende ved aldring, så måske det aldrig bliver aktuelt.

Vi er alle i samme båd, og du får det absolut ikke bedre af at dyrke piger på Instagram med perfekte kroppe, hvis du er ked af dine egne lår – behandl dig selv ordentligt, for fanden! Som jeg også sagde i et interview engang, så er Instagram en verden af drømme, som man kun må dyrke og lade sig inspirere af på dét plan, fordi ingen kan leve op til idealet i virkeligheden. Ikke engang influencerne selv.

Jeg forsøger ikke at manifestere et klichéfyldt begreb om, at man skal fokusere på det indre og at det ydre intet betyder, for udseende betyder noget. I hvert fald for mig. Det handler om selvkærlighed, og her skal tankerne omkring dig selv altså balancere accept af udseende med accept af personlige kvaliteter.

At sætte sig ned og vente på, at usikkerheden går væk af sig selv er selvfølgelig åndssvagt – og derfor vil jeg her komme med en opfordring: Ros hinanden. Komplimentér hinanden. Pas på hinanden. Vi husker sikkert alle ét særligt kompliment, vi engang fik, som kan varme os forevigt – og hvis vi får flere positive ord ind, vil det forhåbentligvis en dag sætte sig som en vished i vores hoved, og eliminere en del af usikkerheden. Send kærlighed ud, og få kærlighed retur.

3 comments

  • Emily

    What an amazing post Marie!! Even though my danish is rather poor, I read through this as if I was reading my native language. I think it’s because the message hit soo hard. Thank you for this very reflected and though through post. This is why you are my favorite blogger

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mia S.

    Sikke et fint indlæg, Marie!
    Nu har jeg ikke læst Papmaché-reglen (vil dog gerne), men har godt hørt hende snakke om netop “rub og stub reglen”. Og selvom den tankeleg næsten kan forekomme lidt banal i det, så satte den virkelig tanker i gang hos mig. Næsten mest den “omvendte” af det du skriver, og jo især omkring relationerne.
    Tanken om at jeg f.eks. skulle have nogle andre venner, som måske nok var søde, men ikke mine fantastiske, unikke venner, gør mig helt ked af det, bare at tænke på.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste i

MA OG RIE