MA OG RIE

Når jeg er sammen med mennesker, der gør mig tryg og glad, er jeg god til at være til stede i situationen – eller til stede i dem. Som om, de smitter. På den gode måde. Jeg mister min selvbevidsthed, og er der ligesom bare som mig selv, uden at tænke over, hvordan jeg egentlig fremstår og agerer.

Når jeg er alene, har jeg tendens til at mærke tingene for meget. Jeg bliver hypersensitiv, og mærker lyde, følelser, berøring og andre indtryk i så voldsom en grad, at jeg helt kan forsvinde væk i stimuliene. Det er både enormt smukt, og enormt farligt, for det gør mig næsten sindssyg at tænke så meget over tingene. Og jeg har altid været bange for at blive sindssyg, hvis jeg giver slip.

Jeg tør godt mærke mig selv. Men for mig har det aldrig været et spørgsmål om at turde, men om at holde igen, for ikke at lade det kamme over. At mærke mig selv er det mest naturlige i verden, men jeg skal konstant holde fast i rælingen, for ikke at falde overbord. Følelser er min virkelighed, og jo større, jo bedre.

Der er det her åndssvage paradoks i mig; som om, jeg sommetider føler mig som to forskellige personer, selvom det måske lyder freaky:

Den ene del er udadvendt, handlekraftig, dominerende, initiativrig og hurtig på aftrækkeren. Lad os kalde hende Ma.

Den anden del er sensitiv, eftertænksom, kreativ og menneskesky. Lad os kalde hende Rie.

Jeg bliver sommetider misforstået, netop grundet dette paradoks i mig. Og af én eller anden årsag føles det som om, at de to sider af mig ikke altid kan lide hinanden.

Ma synes, af Rie burde tage sig sammen, stå tidligere op og få produceret noget af værdi. Ma synes samtidig, at Rie er super eksotisk, interessant og en mere poetisk, end hende selv.

Rie synes, at Ma er for meget. At tingene går alt for stærkt, at hun stresser og er mere fokuseret på anerkendelse end nærvær. Samtidig er Rie vild med Mas evne til at bevæge sig fremad.

Jeg blev for alvor opmærksom på denne todelthed, da jeg begyndte at interessere mig for, og læse op på, Enneagrammet. Jeg bonede nemlig meget tydeligt ud på to typer: Den kreative, indadvendte 4’er og den succesjagtende 3’er. Det hjalp mig på en måde at kunne forstå mine to sider, og gav mig et sprog til beskrivelsen af disse. Men måske er det bare mig. At være splittet. Måske er det ikke engang splittelse, men bare mig. MaRie. Jeg er i hvert fald ingenlunde færdig med dén tanke.

Det er faktisk ret grænseoverskridende at sætte jer ind i disse tanker om mig selv, for når jeg læser teksten her igennem, kan jeg godt mærke, at det lyder en anelse skørt. Og det er det mærke også. Disse dage har jeg bare været så splittet omkring mig selv, at jeg havde brug for at få sat ord på forvirringen. Sandheden er, at det er nemt for mig at skrive om heartbreaks og gymnasietid. For det er bearbejdede, overståede kapitler, og noget, alle kan forholde sig til på den ene eller anden måde. Indlæg som dette gør mig rædselsslagen at publicere, fordi det er min virkelighed lige nu – og fordi det netop er lettere at fortælle og beskrive fortiden end nutiden, synes jeg, indlæg som dette er ekstra vigtigte skrive. Og udgive.