“MINE VENNER ELSKER DIG, DE KAN BARE IKKE LIDE, AT DU ER BLOGGER”
I hvor høj grad defineres vi af vores erhverv? I mit tilfælde i voldsom grad. Jeg kan efterhånden knapt nok huske, hvor mange forindtagede holdninger og nedladende kommentarer, jeg har skulle lægge øre til grundet mit karrierevalg. Det er dårlig smag at dele ud af sig selv online, og de er endnu værre indirekte at promovere materialisme.
Forleden talte jeg i telefon med én af mine venner, der fyrede indlæggets overskrift af. Av. Den sad. Og det fik mig til at tænke over karriere kontra personlighed. Er det virkelig så slemt, at jeg er blogger, at folk ikke engang har lyst til at lære mig at kende? Ligger fordommene virkelig så langt ude for realiteterne, og hvordan skal jeg håndtere dén situation? Mennesker betyder langt mere end arbejde for mig, så skal jeg bare give op på mit “overfladiske” arbejde og vælge en mere simpel sti, der ikke påvirker andres opfattelse af mig ligeså meget?
Det er paradoksalt, at jeg lever af selviscenesættelse og mig selv som brand, og alligevel formår at skabe fjender. Måske jeg bare gør mit arbejde dårligt, eller måske går fordommene bare forud for realiteterne.
Jeg er træt af at være usikker, forlegen og gøre mig lille, når jeg skal beskrive min levevej, fordi jeg frygter de rullende øjne og sarkastiske smil. Jeg ville ønske, at jeg kunne virke lige så stolt, som jeg føler mig – men det er en teknik at grine lidt af sig selv, så fremmede forstår den sarkastiske distance til mit job. Det er dog en falsk sarkasme, for jeg er dybt seriøs omkring mit job – så den facade og kunstighed, der forbindes med mit fag, bliver først virkelighed, når jeg skal fake ikke at være reel. Det er måske lidt kompliceret at formidle, men giver det mening?
Jeg lægger hjerte og personlighed i de ting, jeg foretager mig, så et diss af mit arbejde tolkes direkte som et diss af hele mig. Måske jeg er for sensitiv og burde skille tingene mere ad, men det falder mig langt fra naturligt.
Efter at have set en dokumentar, spurgte jeg engang min far, som er en ambitiøs og fornuftig mand, om han hellere ville have haft, at min søster og jeg var blevet læge og advokat, og til dét svarede han “Nej, for det havde jo ikke gjort jer lykkelige”. Det synes jeg er en ret skøn erkendelse og anerkendelse.
Har andre af jer oplevet at blive dømt på baggrund af job og karrierevalg, og hvordan har I håndteret det?
Ved du hvad Marie, der er sgu bare skide misundelige undskyld jeg siger det så ligeud. Du klarer det glimrende, har skabt dit eget job – for ja – det HAR du jo og det kan man ligesom ikke komme udenom. Uden at kende din lønseddel, så er den helt sikkert mere opmuntrende end min, så klart at de kan vække misundelse. I de her tider er langt de fleste (sikkert også de der usikre tøsebørn, som ikke kan lide dig pga din profession uden nærmest at have mødt dig) på de sociale medier og har sikkert selv enten en Insta, facebook eller whatever, hvor de markedsfører deres eget liv – helst i gode billeder. Og uanset hvad man vælger at lave her i livet, så er det som om at sport nummer et i mange kredse er at spørge folk lige med det samme hvad de laver i deres job og så ER man bare sat i bås i løbet af nul komma fem. Jeg tog noget af et brancheskift gor nyligt – til en brabche jeg har haft et crush på længe. Ingen forstod det nærmest, da jeg havde job i en for mane andre glamourøs verden og mit nye job har langt fra glitter og glamour 😂 Jeg er fuldstændig bedøvende med andres forståelse. Mit mål her i livet er at prøve en masse ting af og ja det kan give nogle knubs og gøre tingene lidt besværlige, da ikke mange forstår, at man kan tage gevaldige skift i løbet af sit liv. Mest dramatisk var nok, da jeg måtte bryde med en venindegruppe, som bare havde vildt travlt med at sætte mig i en bestemt kasse og nærmest så helt tomme ud i ansigtet, når jeg kom med min seneste nye ide om at tage en coach uddannelse. Hvad vil du med den? Hvad får dig til at tro du kan det? Hvad er din plaaan? Plan? Jeg har ikke nødvendigvis en plan med alt, men hvis jeg har lyst til noget og det bliver ved med at hænge fast i mit hoved, så gør jeg noget ved det.
Mit råd er: du skal være glad og jeg er sikker på det bliver nemmere med tiden for dig (og generelt) at være pisseligeglad med dem, der åbenbart har taget nejhatten på og synes det er angstprovokerende at lære andre at kende, som ikke lige passer ind i de sædvandlige afkrydsningsfelter 🙈