Hvis man har fulgt med her på bloggen i et par år, så har man muligvis regnet sig frem til min dat
Se næste indlæg >
VI, DER INTIMIDERES AF KVINDER I GRUPPER
I fredags var jeg på Strøget for at købe tallerkener (hvilket egentlig er irrelevant for historien; men nu maler jeg lige et billede, ikke?), og på min vej slog det mig, hvor sindssygt intimiderende, jeg finder kvinder i grupper. Om der er to eller ti af dem, og om de er 14 eller 40 år er faktisk underordnet. Jeg bliver utilpas, kigger ned i jorden og skynder mig forbi. Kvinder har en særlig måde at beglo andre kvinder, og jeg er sandsynligvis ikke ét hak bedre selv.
Mænd kan jeg klare: For at generalisere, kan de jo ikke gøre for, at de kigger, når der går en kvinde forbi, og det er som regel uskadeligt, eller om ikke andet, så flatterende. I toget forleden sad jeg overfor to teenage-knægte, der bladrede mit Instagram-feed igennem for at finde billeder af mig i bikini, og ikke engang dét slog mig ud i samme omfang.
Kvinder derimod. Damn. Jeg lægger kun mærke til det, når jeg går alene, og derfor føler mig mere sårbar (og ikke selv er en del af statistikken): Elevatorblikket, de rynkede øjenbryn og den sagte sladren efter gør mig djævelsk usikker. Også selvom det sikkert bare handler om, at mine bukser er bredere end gennemsnittet og min jakke sprælsk.
Ja, det er muligvis bare min egen usikkerhed. Men hvorfor gør vi egentlig sådan? Hvorfor møder vi ikke hinanden med et smil og et kompliment i stedet?
Er det nysgerrighed? Forglemmelse? Et behov for at ophøje os selv eller vise tilhørsforhold til en gruppe?
– Eller er det bare mig, der overanalyserer?
Jeg har i hvert fald besluttet at feje for egen dør og forsøge at bryde mønstret. Jeg vil smile og se op – både når jeg bliver den usikre, men særligt, når jeg gør andre usikre.
Kære Marie!
Det her indlæg er måske ikke virkelig dybt, men hold op, hvor det ramte mig lige i hjertet! Jeg har i en årrække haft det præcis som dig. Faktisk kunne jeg endda finde på at vende om, hvis jeg forude så en cool flok kvinder komme imod mig. Det reflekterede jeg eget over og kom frem til at det jo kun peger tilbage på mig selv: hvad JEG tænker om MIG SELV, selvværd, et mindreværd ift. dem eller lignende. Derfor besluttede jeg ret stålfast, at jeg fremover altid ville møde andre kvinder – og verden – med oprejst pande også vidt muligt være stolt af at jeg er mig. Og netop dét at man kigger op og smiler har faktisk en overraskende, positiv effekt. Nogle gange får jeg endda et lille kick, hvis de så smiler igen. Andre gange er det dog mindre vellykket og i stedet for at gengælde min ‘venlighed’ bliver følelsen af at blive inspiceret kun styrket. Men det tager jeg med..
Derudover er jeg faktisk virkelig god til at konfrontere mennesker og give dem et kompliment hvis jeg synes de enten er flot klædt eller bare har en suveræn udstråling. Og det er også bare så fed en følelse at opleve hvor overrasket og glade folk bliver !