EN OPDATERING PÅ DATING-LIVET

Hvis man har fulgt med her på bloggen i et par år, så har man muligvis regnet sig frem til min datingfacón og derfor også historik: Jeg bliver hurtigt forelsket, men altså ikke hurtigt forelsket. Det lyder måske som noget vrøvl, og jeg kan egentlig godt selv se det paradokse i ligningen, men her kommer en lille forklaring:

– Jeg bliver hurtigt forelsket, NÅR jeg bliver forelsket. Men jeg bliver meget sjældent forelsket.

Forelskelse syntes at være en flygtig og forvirrende sindstilstand for de fleste, og selvfølgelig er jeg om bord på samme skib – men romantik, kærlighed og forelskelse er og bliver blandt mine favoritfølelser.

Forleden, til musical, talte vi vores roller igennem, og her påpegede én af de andre skuespillere, at det var svært for hende at forholde sig til at spille 10 år og smaskforelsket, da disse to ting ikke hang sammen for hende. Som 10-årig havde hun pizza på hjernen, som hun selv forklarede det. Jeg kan godt forstå, hvor udtalelsen kommer fra, og at mange mennesker måske ikke spekulerer så meget i romance, som jeg selv – men allerede i dagplejen havde jeg min første forelskelse, og jeg husker faktisk alle mine forelskelser enormt tydeligt – så tydeligt, at jeg sommetider kan gå tilbage i følelsen og være til stede i en gammel forelskelse. Lyder det mærkeligt, eller har nogle af jer andre det også sådan?

I hvert fald, så havde jeg, efter bruddet med Philip, besluttet mig for at date mere opad. Ikke i “standard” – for Phille var fantastisk skøn, det er frygtligt at vurdere menneskers værd på dén måde – men i alder; hvilket har vist sig positivt, og som til dels har kureret min frygt for autoriteter. I begyndelsen gjorde jeg meget for at opsøge “kærligheden”, og tog på diverse dates, snakkede med mænd i byen og lignende – men det er som om, at jeg lige nu er gået i stå.

Jeg er simpelt hen hunderæd for, at jeg aldrig forelsker mig igen. Jeg ved, at I lige nu sidder og ryster på jeres smukke hoveder og tænker: “Jamen, forhelvede, Marie, SELVFØLGELIG gør du det – du skal bare finde den rette! Og desuden er det sundt for dig at lære at være alene.” Okay, jeg har lært at være alene. Det handler ikke om at fylde tomhed med tosomhed længere, men om at mærke et andet menneskes brændende energi tæt mod min. Jeg er vild med store, gribende, ægte og eksplosive følelser, og det føles som limbo at gå uden reelt set at føle noget: Jeg vil skrue op for “Sweet Emotion” med The Kooks og danse med verdens største smil på læben, jeg vil have føde til dagdrømmeri, jeg vil give mig hen til et andet menneske – jeg vil, jeg vil, jeg vil… Thank God, eller, egentlig; Thank yourself, for gode veninder, der bare griber én lige dér, hvor det gør ondt. For mig gør det næsten mere ondt, når det ikke gør ondt. Ligegyldighed er min værste fjende.

Så…opdateringen på dating-livet er, at der ikke sker det store. I hvert fald ikke i mit hjerte. Kæmpe optakt til en kedelig nyhed.

Det er sjovt, hvordan denne type indlæg udvikler sig undervejs. Det er alt for længe siden mit sidste teksttunge indlæg, og måske et tiltrængt afbræk fra outfits og restaurantanbefalinger. Efter at have skrevet et langt indlæg tænker jeg altid på, hvad jeg egentlig ville med det – og denne gang tror jeg bare, at jeg havde brug for at lette mit hjerte. God weekend!