LAD OS TALE LIDT OM AUTORITETER…

Jeg har aldrig været til hverken psykolog, coach, terapeut eller lignende. Jeg har knapt nok været til læge. De problemer, jeg har haft, både fysisk såvel som psykisk, har været i bagatelafdelingen, og ikke tilnærmelsesvis så nævneværdige, som hvad mine veninder og andre nære relationer gennem tiden har dealet med.

Heldigvis har jeg, uden at prale, en sindssygt stor selvforståelse og evne til at analysere egne behov, mønstre og handlinger.

Men jeg kan mangle retning.

Forleden gik jeg og tænkte over noget, som jeg egentlig altid har vidst om mig selv, men som jeg sommetider forsøger at skyde væk som løsning på selv samme: Jeg har et seriøst problem med autoriteter. Som jeg fortalte i indlægget her, er autoriteter også et emne, min lillesøster har kæmpet meget med, så det ligger nok til familien – mit problem er dog placeret i fuldstændig modsatte grøft: Jeg bliver en pleaser, og jeg føler mig mindre værd i selskab med autoriteter.

Autoriteter skal her forstås som personer, der i form af deres arbejdsmæssige stilling eller position i en gruppe er højere rangeret rent statusmæssigt end jeg selv.

Altså, ikke blot mennesker, der gennem deres erhverv er en autoritet, men mennesker, jeg pålægger autoritet og derved også magt. Det har gennem tiden særligt været lærere og chefer, men også veninder og fremmede mennesker – og primært personer, jeg ser op til.

Fordi jeg er så fintfølende omkring stemninger, opdager jeg meget hurtigt statusforholdene i en gruppe. Sommetider er jeg så fintfølende, at min egen idé om disse bliver virkeligheden, således at jeg intuitivt lader statusforholdene være endnu mere synlige, end de måske i virkeligheden er. På dén måde kommer kan jeg føle mig mindre værdig til at have en holdning eller mening i et rum med mennesker, jeg enten ser op til eller føler mig intimideret af, hvilket i virkeligheden ligger ret langt fra mit “almindelige” jeg, som er udadvendt og ekstremt intuitiv.

Mindreværdet i selskab med autoriteterne, som jeg her kalder før-beskrevne personer, bliver altså næsten et handicap for mig. Jeg føler ikke, at jeg kan være mig selv eller bidrage positivt til et selskab eller en relation, og bakker derfor en smule ud. Følelsen hæmmer min lyst og mit naturlige behov for at være “mig selv” i alle henseender. (“Mig selv” er her i situationstegn for at understrege, at det jo lige præcis også er en del af mig, at jeg har førnævnte reaktionsmønster.)

Jeg bryder mig altså ikke om den person, jeg bliver, når jeg er intimideret af andre: Jeg gør mig lille, og føler mig ligegyldig, uinteressant og dum.

Det lyder måske som en lille ting uden særlig betydning for andre, og som noget, alle på én eller anden måde dealer med, men det er noget, jeg har kæmpet med hele mit liv, og som der aldrig rigtig har været udvikling i. Jeg er interesseret i at høre, om der sidder nogen derude i samme problemstilling, og som måske er kommet videre. Tips og tricks tages imod med kyshånd.