GROOVE IS IN THE HEART

LAD OS TALE LIDT OM AUTORITETER…

img_1798

Jeg har aldrig været til hverken psykolog, coach, terapeut eller lignende. Jeg har knapt nok været til læge. De problemer, jeg har haft, både fysisk såvel som psykisk, har været i bagatelafdelingen, og ikke tilnærmelsesvis så nævneværdige, som hvad mine veninder og andre nære relationer gennem tiden har dealet med.

Heldigvis har jeg, uden at prale, en sindssygt stor selvforståelse og evne til at analysere egne behov, mønstre og handlinger.

Men jeg kan mangle retning.

Forleden gik jeg og tænkte over noget, som jeg egentlig altid har vidst om mig selv, men som jeg sommetider forsøger at skyde væk som løsning på selv samme: Jeg har et seriøst problem med autoriteter. Som jeg fortalte i indlægget her, er autoriteter også et emne, min lillesøster har kæmpet meget med, så det ligger nok til familien – mit problem er dog placeret i fuldstændig modsatte grøft: Jeg bliver en pleaser, og jeg føler mig mindre værd i selskab med autoriteter.

Autoriteter skal her forstås som personer, der i form af deres arbejdsmæssige stilling eller position i en gruppe er højere rangeret rent statusmæssigt end jeg selv.

Altså, ikke blot mennesker, der gennem deres erhverv er en autoritet, men mennesker, jeg pålægger autoritet og derved også magt. Det har gennem tiden særligt været lærere og chefer, men også veninder og fremmede mennesker – og primært personer, jeg ser op til.

Fordi jeg er så fintfølende omkring stemninger, opdager jeg meget hurtigt statusforholdene i en gruppe. Sommetider er jeg så fintfølende, at min egen idé om disse bliver virkeligheden, således at jeg intuitivt lader statusforholdene være endnu mere synlige, end de måske i virkeligheden er. På dén måde kommer kan jeg føle mig mindre værdig til at have en holdning eller mening i et rum med mennesker, jeg enten ser op til eller føler mig intimideret af, hvilket i virkeligheden ligger ret langt fra mit “almindelige” jeg, som er udadvendt og ekstremt intuitiv.

Mindreværdet i selskab med autoriteterne, som jeg her kalder før-beskrevne personer, bliver altså næsten et handicap for mig. Jeg føler ikke, at jeg kan være mig selv eller bidrage positivt til et selskab eller en relation, og bakker derfor en smule ud. Følelsen hæmmer min lyst og mit naturlige behov for at være “mig selv” i alle henseender. (“Mig selv” er her i situationstegn for at understrege, at det jo lige præcis også er en del af mig, at jeg har førnævnte reaktionsmønster.)

Jeg bryder mig altså ikke om den person, jeg bliver, når jeg er intimideret af andre: Jeg gør mig lille, og føler mig ligegyldig, uinteressant og dum.

Det lyder måske som en lille ting uden særlig betydning for andre, og som noget, alle på én eller anden måde dealer med, men det er noget, jeg har kæmpet med hele mit liv, og som der aldrig rigtig har været udvikling i. Jeg er interesseret i at høre, om der sidder nogen derude i samme problemstilling, og som måske er kommet videre. Tips og tricks tages imod med kyshånd.

22 comments

  • Anna-Sophie

    Jeg tror af mange godt kan nikke genkendende til det, og synes faktisk at kommentarfeltet har mange rigtig gode råd, som jeg også selv vil gøre brug af tror jeg.

    Men det er også en lidt interessant tanke, at der nok også er rigtig mange som har det på samme måde med dig og andre bloggere. Jeg har det fx lidt på den måde når jeg ser kendte mennesker og andre offentlige personer. Jeg føler næsten at jeg træder i en “tjener”-rolle og ved ikke helt hvad jeg vil gøre, hvis sådanne personer fx springer over i køen. Så det kan måske trøste lidt eller måske bare være en lille moralsk pegefinger i sådan en situation, at sådan som du har det med andre, er der sandsynligvis også andre som har det med dig. :) Hvis det giver mening.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Natasha

    ” I used to walk into a room full of people and wonder if they liked me… now I look around and wonder if I like them.”

    Der her quote tænker jeg ret meget på når jeg kommer i en gruppe af mennesker jeg kan føle mig intimideret af. Ved ikke om der giver mening i denne kontekst andet end oppe i mit hoved ;)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maria

    Elsk dig selv, så gør andre det også! Og hvis de ikke gør – jamen så er det jo bare their loss!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne R

    Jeg kender det godt, har også selv tendens til at være pleaser.

    For mig hjælper det at gå tilbage til en tankegang, jeg stødte på, da jeg var en tur til Kina sidste år; kineserne er generelt gode til at forstå handlinger og begivenheder som et større samspil mellem dem selv og deres omverden (omverden i bredere forståelse), hvilket fordrer deres vilde arbejdsomhed – som i “min succes har intet at gøre med din succes”, så simpelt er det. Derfor er der ingen grund til at føle sig klemt, jaloux eller intimideret af andres succes, for det har intet at gøre med ens egen.
    – jeg ved godt, at det er super banalt, haha, men det har bare virket super effektivt på mig, da jeg er blevet meget bedre til at holde fokus på mit eget arbejde.

    Derudover tror jeg bare, at man må lære at være skide stolt af at være helt sin egen slags – også lidt plat skrevet, men altså, du ved sådan: “jeg kører mit eget show, og det er dælme godt!”. Når man selv tror på den, så gør andre det som regel også.. Og samtidig med, at man ved, at man kører med klatten, må man huske at være ydmyg, når man ved, at der er noget, man stadigvæk kan lære af andre – fx folk, der er intimiderende på én. Det er de jo som regel også fordi, at de står for noget, man gerne selv vil opnå :)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Signe

    Jeg har døjet med det samme og kan nikke genkendende til mange af de scenarier der fortælles om i denne kommentartråd.
    For mig har det hjulpet at henlede opmærksomheden på andre. Jeg vælger emner jeg ved kunne have interesse for min samtalepartner og desuden spørger jeg meget ind til og er meget ops på at have en positiv indgangsvinkel til samtaleemnerne. Det hjælper mig til at bløde samtalerne op og når man så er blevet mere trygge ved omgivelserne kan man også slappe mere af. Ved at “vælge” at være en person man gerne vil stå indenfor, gør det, det ligesom også lettere at sige “nå” hvis vedkommende man snakker med (og gerne vil komme godt ud ad det med) måske ikke virker så begejstret for ens person. Så ved jeg nemlig at det sandsynligvis ikke har været mig der er problemet. Desuden er det vigtigt at huske sig selv på at man har noget at byde på og noget at bidrage med.

    (Alt det her er self ikke ment som i at man prøver at være en anden, kun at man prøver at være den bedste udgave af sig selv – eller i hvert fald den mest likeble)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Julie

    Jeg har det på akkurat samme måde! Hvor er det vildt…. je har aldrig mødt et eneste menneske, det som du beskriver det, pålægger autoriteter så stor plads i et rum. Sådan kan jeg godt lide at tænke på det, at jeg næsten glemmer at trække vejret af frygt for at tage plads i et rum, hvor jeg føler mig mindreværdig. Og den følelse er så ulig, hvordan jeg har det i trygge rammer og ligeværdige relationer. Meget spændende hvor det kommer fra, jeg har faktisk altid tænkt, at det var en del af min opdragelse, men min lillebror er meget mere afslappet…. hele tiden nærmest. Ikke konfrontatorisk, bare rolig. Når du beskriver, at du og Lærke er fuldstændig modsatte på det punkt, ja så kan man nærmest ikke undgå at konkludere, at det er et karaktertræk i jeres kerne. Meget spændende i hvert fald.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mia

    Jeg har det på præcis samme måde!! Er meget udadvendt og åben blandt mennesker jeg kender eller føler mig tryg overfor, men bliver en lille mus sammen med intimiderende mennesker. Det er sindsygt irriterende!! Men det ser ud til, at der er en del, der har det sådan. Hvad med de intimiderende personer – bliver de mon intimideret af endnu mere intimiderende personer? Virker jeg mon også intimiderende overfor nogen? Det håber jeg ikke :-)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Frederikke

    Jeg beundrer virkelig at du tør være så åben og ærlig Marie. Du har lige beskrevet mine følelser spot on. Jeg tror de fleste mennesker dealer med det i en større eller mindre grad, men til tider føler jeg mig virkelig så intimideret af andre mennesker, at jeg anser mig selv som en uinteressant og kedelig person – når jeg i bund og grund faktisk er utrolig udadvendt og social anlagt. Det var bare godt at høre det her fra dig! Knus

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sine

    Jeg tænker tit, hvor lidt jeg i det store hele taber på, at sige noget forkert/at der er nogle der ikke vil bryde sig om mig/at jeg kvajer mig (eller hvad angsten for at udfolde sig måtte være),
    I forhold til hvor meget jeg vinder i det lange løb (altså at opbygge en stærk person, kende sig selv over tid, opleve overensstemmelse med indre og ydre – jeg.), ved rent faktisk at stå ved min person.
    Det et en process der er uddannende i sig selv. Succes avler succes, og jo flere succesoplevelser man får, jo nemmere bliver de mindre succesfyldte oplevelser at tackle:)
    En af Sokrates største overbevisninger var, at “det menneske, som formår at bevare sin personlige integritet, dybest set ikke kan rammes af noget”. Du kan udsættes for mange ting i dit liv, men hvis du er i stand til at kende dig selv i forskellige situationer, og holde dit selvbillede nogenlunde intakt, vil de fleste ting kun være flygtige, og tilmed være med til at ruste dig yderligere:)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • S

    Jeg har det meget, meget ambivalent med autoriteter. Dels fordi jeg har oplevet en del lærermobning både i folkeskolen, og i gymnasiet, og dels fordi jeg er enten lynende intelligent og dum som en dør, og lærere derfor tit enten elsker eller ikke bryder sig om mig, og ikke lægger skjul på at de ikke bryder sig om mig. Jeg bliver faktisk meget mere underdanig, når en lærer kan lide mig, fordi jeg ikke vil ødelægge deres opfattelse end når en lærer ikke kan lide mig, fordi jeg efterhånden har oplevet det i sådan en grad at det pisser mig mere af end det gør mig ked af det. Og når først jeg er vred, er jeg så flabet. Jeg er generelt god for en bemærkning sagt med et smil, men jeg kan være mindst lige så spydig, som andre er overfor mig, og hvis jeg oplever uretfærdighed imellem en lærer og en anden elev, ligger jeg mig imellem uanset om det koster mit forhold til den lærer. Autoritet er en svær størrelse, fordi det kan virkelig være at nogle giver en naturlig følelse af at man har lyst til at gøre hvad de siger, fordi det er det rigtige eller at man har lyst til at gøre hvad de siger, fordi man frygter konsekvenserne.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kirstine

    Jeg kan stærkt forholde mig til, hvad du formulerer i dit indlæg, da jeg har lignende oplevelser, hvor jeg føler, at jeg træder ved siden af mig selv og mister de værdier, jeg selv ved, at jeg har.
    I perioder er jeg bedre til at kæmpe imod det og komme til dels væk fra det, men i pressede tider, så vænner det ofte tilbage.
    Jeg har erfaret, at det hjælper, hvis man prøver at bryde mønstret – bare en anelse. Når jeg ”mister mig selv” og ønsker at komme tilbage til mit reelle jeg, så prøver jeg at udfordre mig til at gøre det, som måske ikke føles rart i øjeblikket. Fx hvis jeg pludselig står i en situation, hvor jeg føler at min mening og hermed værdi intet tæller i en social sammenhæng, pga. egen indbildning, så prøver jeg at deltage mere aktivt og dermed tilkendegive min mening – jeg prøver altså at bryde det mønster jeg selv har skabt. Forsøger man og lykkes, så kan jeg i hvert fald mærke en positiv styrke, der tiltager inde i mig.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Victoria

    Det lyder nok ret basalt, men det er noget med i de situationer, at huske på hvad du faktisk kan og har kæmpet dig til. Istedet for at tænke på hvad den anden person er meget mere end dig. Lær evt, af den person du ser op til, vær nysgerrig og pleas dig selv på den måde, fremfor at please den anden person…

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • So chic this look with the black suit!
    xx Rena
    http://www.dressedwithsoul.com

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Victoria

    Det lyder nok ret basalt, men det er noget med i de situationer, at huske på hvad du faktisk kan og har kæmpet dig til. Istedet for at tænke på hvad den anden person er meget mere end dig. Lær evt, af den person du ser op til, vær nysgerrig og pleas dig selv på den måde, fremfor at please den anden person…

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lykke

    Jeg tror, det er normalt at føle sig “forkert” og usikker, når man bliver intimideret af en person, samtidig med at man er utrolig følsom som menneske. Jeg analyserer konstant andre mennesker, hvad de siger og hvordan de agerer i mit nærvær. Jeg baserer automatisk min opførsel og min adfærd på baggrund af mine fortolkninger – noget som virkelig irriterer mig, da jeg jo deraf ikke er 100% mig selv.
    Jeg tror måske, der er en sammenhæng mellem det at føle sig intimideret af folk med autoriteter/frembrusende store personligheder og det at være følsom/sensitiv. Tips modtages også med kyshånd herfra.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Liv

    SO chic!

    Liv

    livforstyle.net

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maria

    Har det rigtig meget på samme måde, men har, som dig, heller ikke en løsning på hvordan man kan gøre det anderledes

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise

    Jeg har det faktisk på præcis samme måde som dig. Men lidt sjovt er det, at jeg selv er folkeskolelærer. Jeg gør faktisk meget ud af at være ‘på linje’ med mine elever, så de netop ikke skal føle alle de ting, du nævner. Selvfølgelig er der altid en forskel, da vi står i to forskellige positioner: de er der for at lære, jeg er der for at lære dem noget. Men derfor kan det godt gøres på en måde, så vi alle stadig har det godt med os selv og hinanden. Autoritet er egentligt et skrækkeligt ord, og noget jeg forbinder med noget negativt,

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Marie Stella Wibe Jedig

      Mine lærere var faktisk også geniale til at “være på niveau”, men det er som om, fejlen ligger indgroet i mig!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Line

    Seriøst! Der her er SÅ meget mig. Og kan nu få sat ord på det nu, takket være dit indlæg. I gymnasiet var jeg hende den kloge, jeg var selvsikker og mig selv. Da startede jeg på uni skete der et eller andet…. jeg begyndte at føle mig usikker på mig selv som person og min faglighed og det er noget jeg stadig kæmper med. Føler ikke jeg kan være mig selv på det studie. Jeg er en helt anden person når jeg fx er sammen med mine håndboldpiger, for dem føler jeg mig mere tryg ved. Har aldrig set mine studiekammerater og selve studiemiljøet som noget autoritært, men det er måske netop det, det er. Har fx aldrig haft problemer med klassiske autoriteter såsom mine forældre, lærere osv – tværtimod.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Marie Stella Wibe Jedig

      Min ekskæreste havde præcis samme oplevelse ved overgang fra gymnasie til uni. Det er ærgerligt, at det skal være sådan, for det er super hæmmende!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • maria

    Jeg har det på præcis samme måde, og ligger oftest mærke til det ved fester. Hvis jeg føler mig “højere rangeret” end de andre, laver jeg sjov og snakker der ud af, hvor i mod jeg bliver genert og usikker ved det modsatte. Har heller ikke knækket koden endnu – så råd modtages også herfra

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

GROOVE IS IN THE HEART