TRENDS, INSPIRATION OG ANTI-FASHION

I sidste uge var jeg et smut i Århus i forbindelse med Spot-festivalen og Headstarts trendkonference og tale lidt om noget, jeg beskæftiger mig meget med, men som jeg faktisk sjældent tager stilling til; nemlig trends. I forbindelse med foredraget tænkte jeg, at jeg ville dele mine tanker, erfaringer og holdninger til lige præcis trends med jer:

Og hvad er en trend så? Ifølge oraklerne hos Gyldendal, så er en trend en tendens, retning eller modefænomen og et modeord i det danske sprog ligesom det engelske adjektiv “trendy” og substantiv “trendsætter”. Og lige præcis sidstnævnte, trendsætter, er dén del af fødekæden, jeg selvnævnt tilhører kva dette medie.

Jeg kommer oprindeligt fra en lille by på Sydsjælland ved navn Holme-Olstrup, og selv her var trends noget, vi levede højt og helligt på, selvom niveauet nok var et lidt andet end i storbyen. De af jer, der fra samme generation som mig (og hold nu op, hvor lyder man dog gammel, når man først anvender et begreb som “generation”), husker måske hvordan Miss Sixty jeans og D&G toppe pludselig var det eneste, man kunne gå i for 10-års tid siden, hvis man altså gerne ville være hip. Til de uforstående af jer kan jeg tilføje, at Miss Sixty jeans var et par bukser så stramme, at det krævede en særlig ligge-på-sengen teknik at få dem på, og at D&G toppe egentlig var undertrøjer fra Dolce & Gabbanas daværende underlinje D&G.

Disse to items var mine første reelle bekendtskaber med trends. Jeg selv var blevet inspireret af en smart pige i min hjemby, som jeg forinden havde set iført førnævnte outfit ved City Night i Næstved. Og lige præcis inspirationen bag trends er noget af det, der gør mit arbejde så interessant.

Trends er nemlig tæt forbundet med inspiration.

Og hvor og hvordan opstår inspiration egentlig? Det er let nok at åbne et magasin, klikke sig ind på sin favorit Instagrammers nyeste outfit eller tage til Citynight i Næstved og kopiere et look – men for mig opstår den reelle magi først, når jeg selv kan bidrage. Når jeg selv skaber trends.

“Hvor henter du inspiration fra?” er et sindssygt populært spørgsmål, når jeg stiller op til interviews, og her bliver jeg sgu altid mundlam. For mig er inspiration ikke noget, man skal søge efter, men noget, der opstår i din søgen på noget andet, hvis du bare holder øjnene åbne. F.eks. næste gang, du skal i Netto og købe bananer – så læg mærke til farven på gulvet, kassedamens frisure eller hvad manden foran dig i køen har på. Det er en sjov leg, der ikke blot gør den trivielle indkøbstur sjovere, men som også kan føre et helt nyt lag af inspiration og gode ideer med sig.

Min personlige inspiration kommer i høj grad fra mine veninder, som allesammen har sindssygt god smag i min optik. Til sammen bidrager vi alle til den “fælles” inspiration, og påvirker derfor også hinanden i høj grad til nye køb.

Trends, stil og mode handler selvfølgelig til dels også om det sociale fællesskab, eller begæret tilhørsforhold til en gruppe. “Jeg ville vildt gerne være sådan en spændende, kunstnertype, der kun går i sort” eller “jeg er så gagget og eksentrisk, at jeg sagtens kan iføre mig en grøn fjerboa til hverdag” – vi kender alle typer, der klæder sig ud i stedet for at klæde sig på, for at passe ind i en forstilling omkring sig selv, og jeg har sågar selv været der. For et par år tilbage fik jeg en kæreste, som lige præcis var sådan en spændende kunstnertype. Jeg havde i mange år følt, at jeg skulle undertrykke mig selv kreativt, og manglede stimuli – og det skal jeg love jer for, at jeg fik med ham her. Jeg skiftede hele min garderobe ud på to måneder, og begyndte pludselig at tegne, skrive digte og udfordre mig selv kreativt igen – og selvom det umiddelbart lyder fantastisk, så blev det måske også for en ekstrem udgave af mig. En overstimuleret udgave. Historien her er for at fortælle, hvor meget, de mennesker, vi møder på vores vej, påvirker os.

Derfor bliver trends også kulturelt bestemt, og moden er derfor selvfølgelig en anden herhjemme i afslappede-sneakers-Danmark end i Sydeuropa, hvor manifestationen af kvindelighed er en helt anden. Har du været oppe på cyklen i dag? Ja, det er selvfølgelig afgørende for trends trivsel og derfor også opblomstring, at disse ikke blokerer praktikken.

Jeg droppede ud af Københavns Erhvervs Akademi efter 8 måneder, men nåede i min korte tid på studiet at lære en del om tendensers opståen, og særligt to begreber fangede min interesse: Bubble up og trickle down. Trends har nemlig to veje til toppen: Gennem modeelitens dikterende kollektioner eller ord, eller gennem folkets stemme:

I Diors SS17 kollektion præsenterede brandets kreative direktør Maria Grazia en række T-shirts med feminisme-statements, og derfor hænger lignende i alle H&M og Mango butikker verden over og pryder diverse modebloggeres Instagram-profiler, hvilket giver jer lyst til straks at gå ud og investere i sådan én. Det kalder man trickle down. En trend, der opstår i det guddommelige Dior-hus, og langsomt siver ned til mainstreamforbrugeren.

I slutningen af 60’erne havde unge kvinder fået nok af at være gemt væk i lange uldkjoler, slacks og pastelfarvede pullovers, og i protest eller som modsvar til de gamle dyder opstod miniskirtet og hotpantsne, hvilket hurtigt fangede modeelitens interesse, og pludselig var at finde alle vegne i de store modeskaberes kollektioner. Det kalder man bubble up: altså, en trend, der starter hos forbrugeren og langsomt “bobler” op til modeskaberene.

Og så er trends, som med så meget andet, altså en reaktion på noget, der sker i samfundet. Et godt eksempel er det opblomstrende brand Vetements, der gjorde det såkaldte “anti-fashion” moderigtigt, med DHL T-shirten og de rekonstruerede Levi’s jeans. Modebranchen tog simpelt hen sig selv for seriøst, og derfor svarede Vetements igen, og skabte kæmpe trends verden over. Hvem havde nogensinde forestillet sig at rende rundt med en fucking DHL T-shirt for bare et par år tilbage?

Én ting, jeg har lært gennem mit arbejde i modebranchen, er, at man ALDRIG skal sige aldrig. Trends har en syret cyklus, der gør, at vi bare én måned efter at have nægtet nogensinde at iføre os bøllehat igen, pludselig finder denne uflatterende hovedbeklædning decideret uundværlig. Og som det så fint påpeges i klassikeren The Devil Wears Prada, så er alt tøj, selv det, det havner på udsalg i H&M, på ét eller andet tidspunkt blevet valgt blandt en masse andet af nogle kompetente mennesker.

Som influencer arbejder jeg altså med at videreformidle disse såkaldte trends, såsom Dior T-shirten, DHL-logoet og bøllehatten, videre til jer. Det handler egentlig ikke kun om mode, men også om beauty, rejser, mad, kunst, kultur og hvad jeg ellers lige føler for. Det er nemlig et intuitivt arbejde, og er langt fra lige så struktureret og velovervejet som hos magasinerne. Netop intuitionen er min personlige drivkraft. Og når det kommer til trends, er det snarere en fornemmelse, eller intuition, der afgør, om jeg hopper med. Og så kræver alt arbejde, også modeformidling, en ordentlig portion umage. Jeg vil faktisk gerne slå et slag for umagen. Du kan komme langt med held og gode intentioner, men når du lægger umagen ovenpå, så opstår magien. Og måske har det været min styrke fra start.

Jeg dækker langt fra alle trends eller tendenser i modebilledet, men sælger til gengæld en lille del af mig selv med i hvert enkelt post: En personliggørelse af disse trends, som mine følgere på én eller anden måde må kunne lide.

Så… alt i alt: Mit bedste råd er, at man aldrig må gå på kompromis med komfort eller følelse med et outfit – det tøj; du ifører dig, skal være rart at have på, og så er hovedreglen ifølge mig, at du skal føle dig fucking lækker i alt, du ejer og tager på. Ingen trend er værd at gå på kompromis med sig selv for. Og så skal vi måske holde op med at tage trends så højtideligt, og i stedet bare gå i efter intuitionen.