STATEMENT STØVLER

MØDET MED MØRKET – MIN HISTORIE

gymnasie

Vores fortid definerer vores nutid. Jeg er personligt af den lidt utopiske overbevisning, at vi, gennem vores kampe og uheldige erfaringer, lærer en helvedes masse, og derfor også, klicheen tro, bliver stærkere. At fortryde er en forfærdelig ting – for tidsmaskinen er nu engang stadigvæk blot på tegnebrættet – og at gå og slå sig selv i hovedet over ting, der ikke kan ændres direkte på, virker bare selvdestroerende, i min optik.

Alligevel er der særligt én periode i mit liv, som jeg stadigvæk får ondt i maven af at tænkte tilbage på. En periode, der har defineret mig i så negativ en grad, at adrenalinen lige nu pumper gennem mig, fordi jeg er nervøs for at gå tilbage, og for at dele med jer.

Jeg er heldig. Jeg har haft et temmelig problemfrit liv med gode mennesker omkring mig, let til tingene og et naturligt drive.

Måske I husker mit indlæg til nyudklækkede studenter i sommers? Sandheden er, at der ligger meget mere bag dette indlæg, end irritation over forventingspres til unge mennesker. Der ligger, hvad man muligvis ville kalde en depression, bag.

Jeg fortæller historien, som den huskes, og med de fakta, der har haft den største betydning for mig. Hele historien er uendelig lang og nuanceret, og jeg bliver nok aldrig helt færdig med at reflektere og bygge nye lag på.

Min gymnasietid startede forholdsvis godt: Jeg kom fra en lille skole på landet, og kendte allerede en del fra gymnasiet, inden jeg begyndte. Mit første gymnasieår gik smooth… Jeg fik gode karakterer, havde dygtige lærere og allierede mig hurtigt med en pige i klassen ved navn Marie, som gik hen og blev mit ét og alt – vi var sammen i stort set alle timer både indenfor, og udenfor, skoletid. Klassens synagi var fin, og så længe jeg havde Marie, og et par andre i klassen, som gav mig ro og tryghed, var jeg glad.

Midt i 2.G. gik Marie ud, og her skete der en seriøs forandring med mig: Jeg mistede min “medsammensvorne”, og derved også mig sociale drive. Det skal her understreges, at jeg havde fantastiske og dejlige mennesker i min klasse, og at jeg aldrig har følt mig hverken mobbet eller udstødt – men jeg havde klart lukket mig lidt ind i en lyserød bobbel med Marie, og da boblen brød, faldt jeg ned i en virkelighed, der føltes tom og ligegyldig.

Normalt ser jeg det gode i alle livets aspekter, og forsøger at bevare mit positive sind – men omkring samme tidspunkt blev alt sort. Jeg skal ikke kunne sige, om der er en direkte parallel, men jeg tror helt klart, at der er en forbindelse. Lektiepres, opgaver, forventninger fra lærere, forældre og ikke mindst mig selv, overrumplede og tyngede mig. Jeg følte mig malplaceret. Jeg følte ikke, at jeg slog til. Jeg følte mig uønsket.

Jeg har nok altid været en svær størrelse at læse, fordi jeg balancerer mellem at være temmelig kontrolleret, “hård” og selvsikker, og samtidig er yderst sårbar, skrøbelig og usikker, og denne kontrastfulde personlighed gjorde det muligvis svært for mine opgivelser rent faktisk at forstå, hvor slemt, det stod til. Alting havde jo altid været så let for mig – så hvorfor ikke bare knibe ballerne sammen og kæmpe sig igennem?

Jeg havde muligvis gjort mig uheldigt bemærket i det lille provinssamfund ved at starte blog, og på mystisk vis også gjort mig uvenner med de forkerte personer. Jeg havde følelsen af, at jeg aldrig ville kunne få lov til at være mig selv og blive værdsat samtidig. Det er ubærligt, at føle, at ingen kan lide én, når man ikke engang er sikker på, at man kan lide sig selv.

Det blev klart for mig, at jeg ikke havde det godt, i midten af 3.G. Jeg havde helt vanvittigt meget fravær, og havde sågar måtte snakke med rektor flere gange for få lov til overhovedet at fortsætte i gymnasiet. I december skulle der skrives SRP, og vi havde derfor ikke mødepligt stort set hele måneden, hvilket jeg tog meget bogstaveligt. Jeg ville ikke ud for en dør. Jeg havde ikke lyst til at se eller snakke med nogen, andre end min daværende kæreste (og roommate) Kasper, og min familie. Jeg er normalt temmelig udadvendt og socialt anlagt, men følte mig slet ikke oplagt til andet end at sidde med gardinerne rullet for og tænke dårlige tanker.

Efter denne periode blev det rigtig svært at komme i skole. Jeg var ked af det hver eneste dag. Mit fravær steg gevaldigt, og jeg meldte mig ud af stort set alle sociale begivenheder på gymnasiet. Jeg følte mig enormt distanceret til stedet og menneskerne, og endte faktisk med 43% fravær ved slutningen af året. 

Ingen greb rigtig fat i mig, fordi jeg havde svært ved at forstå og erkende, at det ikke gik mig godt. At droppe ud, eller starte nyt gymnasie eller studie, var ingenlunde en mulighed for mig. Det var et nederlag, jeg først nu fortryder, jeg ikke erkendte déngang.

I dag ville jeg selvfølgelig ønske, at min gymnasietid havde været en anden. Jeg bliver altid en smule misundelig, når mine veninder fortæller om deres fantastiske gymnasietid, og ville ønske, at jeg havde haft samme oplevelse.

Jeg skulle muligvis slet ikke have været i gymnasiet så tidligt, men have snuppet et succesår på en efterskole først. Jeg var kun 15 år, og havde alle vegne førhen været den yngste – hvilket også fulgte mig i gymnssiet, hvor mine klassekammerater alle pludselig kunne gå i byen, tage kørekort og tjene flere penge, langt før mig.

Når jeg ser tilbage, er jeg ikke engang sikker på, at mine gymnasiekammerater forstod, hvor slemt, det stod til med mig – og jeg kan dog ikke lade være med at tænke på, om det blot er følelsen fra min gymnasietid, og ikke engang oplevelserne, der gjorde, og gør, mig så nervøs. Men når alt kommer til alt, så er vores følelser også én eller anden form for virkelighed – og er i hvert fald blevet den virkelighed, jeg oplevede i mine gymnasieår.

De tre dårlige år har fulgt mig lige siden, og DERFOR er det vigtigt for mig at få fortalt historien. Måske der sidder én derude, der kan relatere, eller som har en klassekammerat, der er på vej ned i samme hul. Jeg har lært meget af mine erfaringer, men ville aldrig gennemleve min gymnasietid igen.

REAGER! TAL MED NOGEN OM DET! GØR NOGET! DU SKAL OG MÅ IKKE HAVE DET SÅ DÅRLIGT! 

Jeg siger ikke, at alle gymnasieelever med ondt i pjækkeleveren skal droppe ud – men det er ikke meningen, at man skal være ked af det hver dag. Hjælp jer selv og hinanden.

51 comments

  • Sille

    Hej Marie. Jeg går selv i gymnasiet og har skiftet gymnasie grundet netop det her med at miste nogle veninder – jeg blev lukket ude af mine veninder, fordi jeg blev kæreste med min venindes bedste ven. Jeg ved ikke om du måske også har haft en tendens med at klynge dig til din daværende kæreste Kasper? Jeg har i hvert fald stadig min kæreste, da jeg kun følte mig værdsat og tryg med ham, mens gymnasiet nærmest var angstprovokerende. Jeg hadede at være der. Jeg følte mig ikke velkommen, ikke værdsat, og udstødt. Her hvor jeg går nu er det bedre, men jeg vil altid have følelsen af ikke at være velkommen gemt inde i mig. Følelsen kommer op nogle gange, så kan jeg mærke den der ubehagelige følelse komme kriblende. Især hvis man er i byen eller til fest og kan føle sig utilstrækkelig. Jeg vil bare gerne sige tak for at du deler indlægget! Har fulgt med siden dengang du var blackster og boede i Holme-Olstrup – og kan godt huske dengang du var kæreste med Kasper :) Men tak for at dele indlægget. Det er altid dejligt at vide, at man ikke er den eneste som tilnærmelsesvis foragter gymnasiet og forbinder det med f.eks. dårlige følelser, angst og depression. Knus

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kiki

    Hej Marie.
    Tusind tak for at du åbnede op for os med din historie. Må jeg spørge hvordan du kom ud på den anden side? Sådan som jeg ser dig nu, er det min opfattelse at du har det rigtig godt!

    Sådan som du havde det i gymnasietiden, har jeg det nu; depression, angst og OCD. Samtaler med psykolog osv. 😞

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kat

    Kære Marie,
    Først og fremmest, hvor du sej, at du åbner op om sådan en personligt anliggende, som tydeligvis er uhyrlig privat og sårbart for dig. Jeg kan virkelig identificere mig selv i din oplevelse af gymnasietiden. Jeg var selv en “hård” og udenpå selvsikker person, der gemte sin sårbare side. Hvilket bestemt ikke er anbefalsværdigt – nærmere temmelig dumt, da det er umuligt for dine omgivelser, at se, at man har det dårligt før man har ramt bunden fuldkommen. Min uheldige gymnasietid skyldes dog udover, at føle sig decideret malplaceret, også en hel del andre faktorer på hjemmefronten.

    Ikke desto mindre, ser jeg tilbage på det i dag som en uretfærdig tid, men jeg tror, ligesom du, at det har gjort mig stærkere, hvilket jeg også kan mærke. Men mit budskab er, at alle har deres storhedstid, nogle topper i gymnasiet og vil se tilbage på det som de fedeste år i deres liv, andre får først den fornemmelse senere, man kan sjældent få det hele her i livet. Jeg er, ligesom du, en anelse misundelig på mine veninder, når de fortæller om fælleskabet og morskaben i gymnasiet, MEN jeg trøster mig med, at der venter mig noget langt bedre, og den oplevelse igennem gymnasiet blot gjorde mig mere rustet til fremtiden, og hvor de andre muligvis kommer ned og ligge af den modstand der venter dem, bliver jeg stående. Hvilket du også vil gøre.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Marie

    Kære Marie,

    Normalt kommenterer jeg slet ikke på indlæg overhovedet, men jeg bliver nødt til at skrive ét STORT tak til dig for dette fine og meget beskrivende indlæg. Jeg har valgt at sende det til flere af mine veninder, søskende og min mor fordi jeg aldrig har kunne sætte ord på, hvorfor jeg havde det så skidt igennem gymnasietiden, og hvorfor jeg absolut ikke ønsker at tænke på den tid. Du formår at sætte ordene sammen, så det giver mening. Så tak for det! Jeg var ramt af både angst, depression og en spiseforstyrrelse igennem gymnasietiden, og ikke én eneste gang hev hverken mine lærere eller kammerater mig til side for at høre, hvordan jeg havde det på trods af, at jeg udstrålede alt andet end trivsel… Jeg ved dog, at netop de svære år i gymnasiet og efterfølgende har medvirket til, at jeg er blevet en vanvittig kriger som ikke giver op uden kamp… og det tror og håber jeg på er mere værd end mit dårlige snit, som jeg formåede at indsamle i gymnasiet.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hej Marie, Jeg sidder lige nu og er meget rørt af dit ærlige indlæg. Det er helt ufatteligt, hvor meget jeg kan relatere til det hele. Dit indlæg er for mig beroligende, det er med andre ord rart at vide, at man ikke er den eneste, der går rundt med følelser som disse. Jeg kan ikke lade være med at blive inspireret af dette indlæg, og derfor håber jeg, at det er i orden, at jeg selv skriver lidt ud fra det. Fortsæt det gode arbejde og tak for at sætte ord på mine følelser.
    Knus

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maria

    Wow Marie, mange tak for dit fantastiske indlæg! Jeg går i Gymnasiast nu, og synes det er forfærdeligt, grundet alle de krav og forventninger alle ens lærer har til en, det er netop det der får mig til at tænke om det virkelig er det hele værd!
    Har du evt nogle gode tips og tricks?
    Knus

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Marie Stella Wibe Jedig

      Hej Maria. Som jeg også skriver, så var det bedste, jeg gjorde, at fokusere på de ting, jeg godt kunne lide. Dramatimerne ELSKEDE jeg, og jeg missede aldrig et modul – og samtidig spillede jeg musical i min fritid. Få tankerne væk fra det dårlige og ind i det gode.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Det er som om du har skrevet erindringerne fra min egen gymnasietid ned i et blogindlæg. Kan relatere til fuldstændig alt. TAK for at dele din fortælling, du er så pisse modig, omsorgsfuld og sej. Sender dig tusind knus og kærlige tanker

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Marie Stella Wibe Jedig

      Det er forfærdeligt, at det skal være sådan. Tak for din kommentarer – og kærlige tanker din vej også!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tak fordi du deler din historie og ikke mindst det gode budskab: at man netop skal gøre noget før det er for sent! Jeg kom også ud for alvorlig depression i gymnasiet og det var ved at gå helt helt helt galt! Jeg stod også helt alene men jeg kunne heldigvis se, at hvis ikke jeg gjorde noget, så ville jeg ende med et gennemsnit på 2, hvilket ville ødelægge alle mine drømme for mig. Så jeg droppede ud, jeg tog mig tid til at komme ovenpå igen og fandt en anden vej. Jeg blev student (året efter) og er nu på universitetet. Jeg er præcis hvor jeg ønsker at være i dag, kun fordi jeg nåede at redde mig selv i tide. Jeg har faktisk også skrevet et blogindlæg om det. Jeg linker nederst hvis det skulle have din interesse at læse det. Jeg synes det er så utrolig vigtigt, at vi passer på os selv i hinanden og især i den alder hvor så mange ting falder i hovedet på en! Med de ord er du i hvertfald ikke alene. Jeg synes ikke du skal fortryde eller være ked af at se tilbage. Måske var det bare meningen at det skulle gå sådan, og du har jo opnået så utrolig meget andet succes allerede! En uddannelse kan aldrig være vigtigere end vores helbred, og man skal sgu altid nok finde andre veje!
    Kh.
    http://aliceswonderland.dk/hvad-er-en-rigtig-studenterhue-25577315

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Marie Stella Wibe Jedig

      Præcis, man skal hjælpes tidligt i “processen”, så mørket ikke får grebet om dig fuldstændigt. Jeg er meget enig med dig!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mathilde

    Da jeg læste ordene “Jeg følte mig malplaceret. Jeg følte ikke, at jeg slog til. Jeg følte mig uønsket”, faldt der ærlig talt en sten fra mit hjerte. Dette er noget jeg kan relatere til, og har måtte snakke med både familie og professionelle om, hvilket blot har skabt en følelse af at være forkert. Men at læse at du, som jeg forbinder med en stærk og selvsikker karakter, har haft sådanne tanker, giver mig en følelse af lettelse – men også en slags håb, når jeg ser hvor du er i dag. Flot indlæg

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Marie Stella Wibe Jedig

      Det er virkelig vildt, at så mange kan relatere. Det er faktisk decideret uhyggeligt – for det er for pokker ikke meningen, at man skal have det sådan i livet! Og mange tak for din dejlige ros. God regnvejrsdag <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Thit

    Jeg oplevede også en form for gymnasium-depression, og lige inden december måned i 3.g, valgte jeg at tage orlov oh startede så op sommeren efter. På det tidspunkt føltes det som et kæmpe nederlag, men da jeg endelig fik huen på, føltes det som den bedste beslutning jeg hidtil har taget.
    Hvor er det fedt, at du belyser et lidt tabubelagt emne, for helt sindssygt mange går igennem netop dette.
    Super godt indlæg Marie :-)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Marie Stella Wibe Jedig

      Jeg var godt nok også glad, den dag, huen kom på. Så var det ligesom overstået, og jeg skulle ikke tænke mere på gymnasie.

      Jeg er glad for, at du kan relatere og kan lide indlægget!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Karla

    Jeg er selv på vej ud af en gymnasium-depression, og kan skrive under på, hvor godt det føles, at give slip på den kamp det er at stå op hver morgen! Det gik op for mig, at jeg ikke havde det godt på hytteturen i 1. g. Resten af året indtil sidste skoledag var en kamp. Men nu er jeg flyttet til København, og kan stadigvæk ikke forstå, at mit smil og grin kommer fra hjertet, og at jeg faktisk er glad. Jeg er så stolt, og jeg har lært så meget om mig selv. Tak fordi du ville dele dette, det gør det lidt lettere, at have haft det på samme måde!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Marie Stella Wibe Jedig

      Hvor er det bare befriende og skønt at høre, at der er en “udvej”, og at du søgte den udvej! Held og lykke fremover, og tak for din kommentar!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tak, fordi du deler din historie! Hvor er det flot af dig <3

    Jeg startede også meget ung i gymnasiet; 15 år ligesom dig. Jeg kom fra en fantastisk folkeskoleklasse med den ene succes efter den anden både fagligt og socialt, men kulturchokket ved at starte i gymnasiet var ENORMT, og mange af mine klassekammerater var et par år ældre. En var meget tæt på at fylde 18 – og der er altså langt fra 15 til 18!

    Jeg blev en helt anden og magtede det slet ikke. Så jeg endte med allerede i 1.g at droppe ud og starte i 10. klasse på min gamle folkeskole. Jeg følte mig straks hjemme og havde det bedste år! Året efter startede jeg igen i gymnasiet; denne gang på et andet af byens gymnasier. Jeg var megaflov over, at det var min anden start, og fortalte det ikke til nogen længe. Pludselig kom der dog alligevel hul på "bylden", og jeg blev overrasket over, at ingen dømte mig for det. Siden har jeg været stor fortaler for, at man gør noget anden efter 9. klasse inden gymnasiet; også selvom man er fagligt klar – det kan gøre en verden til forskel!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Marie Stella Wibe Jedig

      Selvtak – og tak fordi du kommenterer.

      Jeg følte vitterligt også, at jeg blev en anden! Som om, at jeg ikke kan kende pigen på de billeder fra dengang.

      Jeg er også stor fortaler for at gå andre veje!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg kan godt relatere til din historie, selvom den for mig allerede startede i 1-2. Klasse og kulminerede i 7. Og først stoppede rigtigt i 8.-9. Klasse.
    – jeg var ultrahestepige i folkeskolen og blev derfor ret tit drillet med min glødende passion, men måske også så meget fordi at jeg desværre havde let til tårer. Jeg havde oplevet svigt i vennekredse ret tidligt, allerede i børnehaven hvor min daværende bedste veninde og partner in crime praktisk talt dumpede mig til fordel for en anden pigeklike, jeg bare ik ku være med i, og jeg husker det så tydeligt, selvom jeg er 22 år i dag og det er mange år siden. Efter det fik jeg et voldsomt problem med ik at ville “dele” mine veninder af angst for at miste dem igen. Jeg knyttede mig altid kun til én veninde og blev derefter venindens svar på den kontrollerende, paranoide, jaloux kæreste. Forfærdeligt når man kun er 6 år! Og derfor også forståeligt at jeg har mistet rigtig mange bedste veninder på den konto. Ud over det var jeg klassens outsider og blev tit drillet af drengene og var meget socialt akavet, hvilket ik var så godt da faktisk er ret social. Men op gennem min skolegang oplevede jeg bare konstante sociale nederlag som på det tidspunkt gjorde mig til en ret trist lille pige som altid befandt sig bedst i hjemmet omringet af dyr. I 7. Kulminerede det til gengæld da jeg oplevede alle pigerne omkring mig begynde på interesse for drenge, alkohol og make up og jeg ik engang var klar til at lægge mit legetøj helt. Og her oplevede jeg så det, som du oplevede; depression som gik ud over mit selvværd, min skolegang og min hverdag i bredeste forstand. Jeg var ik i skole halvdelen af året, fordi min mor tog mig ud konstant så jeg ku lave skolearbejdet derhjemme, jeg græd konstant og følte mig SÅ forkert og alene. Min mor var ulykkelig over hvor utrøstelig jeg var og overvejede psykolog og spurgte konstant om vi sku finde en ny skole. Jeg sagde dog nej, da jeg på en eller anden måde vidste, at Nissen flytter med. Jeg måtte simpelthen bare arbejde med mig selv og prøve at komme over min ensomhed og sociale akavethed og bare omfavne hvordan jeg var og blive ligeglad med alle andre. Og da jeg var halvvejs gennem 8. Klasse begyndte jeg faktisk at få det bedre og min faglige kunnen blev meget bedre, da jeg lærte a fokusere på mine forcer frem for svagheder. Men mit socialliv var stadig ringe og jeg var meget en enspænder. Det var først da jeg startede på gymnasiet efter 9. At det virkelig begyndte at gå fremad. Jeg udviklede mit sindssygt meget i de år, fik et helt andet socialliv og oplevede en lykkelig skolegang hvor der var plads til alle og jeg faktisk havde det godt både med det faglige og sociale. Gymnasiet var med andre ord med til at bringe mig op af hullet og ud i livet og har givet mig så sindssygt meget efter en skolegang fra 1. Til 8. Hvor jeg var meget udfordret og ulykkelig (dermed ik sagt at min barndom var dårlig da jeg havde en fantastisk familie, boede et dejligt sted og fik mine succesoplevelser på en rideskole hvor jeg passede bedre ind).

    Så jeg forstår dig 100 og har selv været igennem et hul med depression og lavt selvværd. I mit tilfælde kom det bare tidligere. Det sjove er dog at jeg efter gym vendte tilbage som vikar på min gamle skole hvilke har gjort at mit forhold til stedet og menneskene der totalt er blevet revideret og jeg i dag faktisk ser tilbage på tiden og næsten kun ser det positive. For mig handlede det rigtig meget om også at ku se fejlene ved mig selv såvel som dem for at ku komme videre og ik lade perioden påvirke mig mere. Nogle gange ka jeg godt tænke tilbage og ærge mig over at jeg ik gjorde mere dengang eller ventede lidt med gym til jeg ku ha nydt det mere og gjort mig mere umage men så var jeg ik der jeg er i dag mentalt eller socialt.

    Det blev en lang kommentar. Håber det er okay, Men min hovedpointe er i hvert fald at du ik er alene og at det nok ska blive bedre med tiden, så fremt man tør lukke op og bearbejde det, og jeg synes at det her indlæg er et vildt godt skridt på vejen :) Håber på det bedste for dig.

    – Anna-Sophie

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Marie Stella Wibe Jedig

      Hej Anna-Sophie, tak for at åbne op og fortælle din historie. Sikke meget uretfærdigt lort, du har måtte gennemleve, men hvor er det bare inspirerende, at du har vendt oplevelsen, arbejdet med dig selv, og virker til st at være endt et godt sted. Stor respekt!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Katrine

    Hej Marie.
    Rigtig fint indlæg. Tror mange piger kan nikke genkendende til samme oplevelse. Min dansklærer sagde i gymnasiet at alle piger burde have en psykolog tilknyttet pga. der sker så meget oppe i hovederne på piger i den tid. Jeg selv oplevede fuldstændig samme sorte tid, dog først i 3.G, hvor fraværet steg gevaldigt og motivationen for at komme i skole forsvandt helt. Ingen omkring mig kunne rigtig se det, da de var vant til en flittig, disciplineret pige. Jeg isolerede mig socialt og kom aldrig rigtig tilbage i gruppen. Dette resulterede i en ret kedelig vogntur, hvor jeg ikke følte mig som en del af klassen og jeg ser heller ikke tilbage på gymnasietiden som den bedste i mit liv. Men jeg tror på, af sådanne nogle perioder er vigtige at gennemgå. Man udvikler sig meget i gymnasiet og hovedet kan ikke helt følge med. Så længe man kommer stærkere ud på den anden side. Jeg lærte i hvert fald meget af den tid. Alting behøver ikke at være så perfekt. Det skal man især huske med denne blogger-/instagram-generation, der forpurrer den virkelige sandhed og manipulerer gymnasiepigerne til at skull leve op til umulige krav.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Marie Stella Wibe Jedig

      Jeg tror også, at det er vigtige, i den forstand, at man lærer af dem. Men der er grænser for, hvad et menneske kan klare, og det er hårdt at erkende og forstå sine grænser.

      Og ja, “solen skinner altid på Instagram”, siger min veninde – og det er vigtigt at fortælle en anden historie engang imellem.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • S

    Du er så sød, kærlig og stærk i din beskrivelse af, hvordan du oplevede din nedtur. Du fortjente det ikke. Ingen fortjente det. Det er nok også derfor, jeg aldrig kan blive enig, når folk siger man biver stærkere af det – men jeg beundrer virkelig, at du har det på den måde. Det må kræve en ufattelig indre styrke at tænke sådan. Og så rammer du da hovedet på sømmen af at være teenager og hvorfor usikkerhed er værst, når man ikke ved om man kan lide sig selv. Jeg får næsten ondt i maven af at læse om hvor ondt i maven du havde af at skrive det. Jeg er vild med dig, Marie. Masser af kærlighed.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Marie Stella Wibe Jedig

      Tak for de ekstremt fine ord. Du har ret – ingen fortjener det. Sender kærlighed tilbage.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Amalie Holm Berwald Pedersen

    Kære søde Marie – jeg forstår, jeg forstår det fuldt ud! Jeg blev student i sommers, og når jeg tænker tilbage på min gymnasietid er det mere eller mindre samme oplevelse, jeg havde. Kæmpe fravær, følte mig så ensom, var ked af det hver eneste dag – men ville under ingen omstændigheder være hende eller være “typen”, som droppede ud. Jeg kom fra 10. Klasse på efterskole, som den dag idag stadig var det bedste år i mit liv. Uden at lyde for selvglad, så var jeg virkelig populær på efterskolen. Jeg snakkede med alle og alle ville være sammen med mig osv. Da jeg kom på gymnasiet endte jeg i en rigtig god klasse med 2 af mine aller tætteste veninder fra folkeskolen.. Det viste sig at blive en kæmpe nedtur for mig, at være venner med dem. De blev 2 af gymnasiets mest populære piger, som alle elskede. Når vi gik os 3 sammen på gangene, sagde alle “hej” til dem, og ignorerede mig.. hver dag, i 3 år følte jeg mig som et vedhæng som ingen ville snakke med, og ikke blot følte jeg det sådan, det VAR sådan. Jeg tog 20 kg på i løbet af de 3 år, fordi jeg var så deprimeret, hvilket ikke ligefrem hjælpe på populariteten. Ingen gider at snakke eller være venner med hende den tykke.. Jeg kæmpe stadig med de følelser idag.. Puha, det blev en lang historie, men jeg ville bare lige sige tak for, at du delte din oplevelse. Du er mit idol på så mange områder, så at vide, at du har kæmpet med en lign. oplevelse og alligevel er endt, hvor du er idag, giver mig ro i sindet. ❤️
    Stort tak og et endnu større knus herfra!
    – Amalie

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Marie Stella Wibe Jedig

      Hvor er det bare vildt, at så mange har haft samme gymnasieoplevelse. Det gør mig oprigtigt gal på systemet, for der skal for pokker være nogen, der ser, og hjælper, sådan nogle, som os!

      Sikke nogle kællinger, dem må du virkelig ikke lade påvirke noget som helst. Det er mangel på selvværd, der får mennesker til at opføre sig så respektløst.

      Mange tak for din dejlige besked, og al lykke til dig! <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg gik ned med stress i gymnasiet, og oplevede netop den følelse af, at gymnasiet slet ikke var et godt sted for mig. At være ked af at være der, føle sig uønsket og især det med alle forventinger alle steder fra, kan jeg klart genkende.
    Det er så fantastisk, når man finder ud af, at andre har gennemgået det samme som en selv!
    Tak fra én Marie til en anden Marie <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Marie Stella Wibe Jedig

      Der er fuldstændig ubærligt, at det skal være sådan. Jeg er også glad for at have en medsammensvorende i sådan en oplevelse! Tak for dig, Marie :-)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Christina Grøndal

    Kan godt nikke genkendende til det. Fik en træls start i 1.g, hvor jeg fik en slem hjernerystelse og kun gik i skole på halv tid i 3 måneder og kom gevaldigt bagud, hvilket resulterede i at jeg i 2.g var så ked af at gå i skole, at hver dag var en kamp for mig at komme af sted, på trods af at jeg havde super gode veninder, som jeg stadig snakker med nu. Efter en del snakken med både studievejleder og forældre, blev vi enige om orlov, hvilket var et kæmpe nederlag for mig, da jeg følte mig så dårlig i forhold til de andre. Men efter et halvt års pause startede jeg igen i 2.g i ny klasse og ny studieretning og nu kører det bare! Går i 3.g nu og det går godt både socialt og rent skolemæssigt og fraværet er minimalt. Det er virkelig så vigtigt at få snakket med nogen om sine problemer, for det er virkelig det bedste i sidste ende!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Marie Stella Wibe Jedig

      Det lyder som en hård start på et stort og svært kapitel i livet! Hvor er det bare dejligt, at du er kommet dig og har det godt <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sille

    Du er ikke blot en inspiration, du er også beviset på, at der kan komme noget fantastisk ud af forfærdelige tider. Jeg er stolt, imponeret og glad for dig, og jeg ved, at der er mange derude på den anden side, der sidder og har det svært, der kan finde motivation ved at kigge på dig. Du arbejder så hårdt og er så god og jeg ved, at du nok skal få alt, hvad du fortjener i sidste ende.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Marie Stella Wibe Jedig

      Mange tak, min skønne skat. Jeg ved, at det ikke kunne være mere oprigtigt, end når det kommer fra dig <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Michelle

    Jeg har præcis den samme samme historie, mit 3g år, var uendeligt hårdt, jeg havde enormt meget fravær, og endte med at skulle op i fuldt pensum. Jeg tænker ikke tilbage på gymnasietiden som noget godt, og nu er jeg faktisk lidt i tvivl om det overhovedet var der jeg skulle have været. Det er så rart at vide der er andre i samme båd!!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • C

    Det er så god en pointe, du har, Marie. Og ikke bare hvis man har en dårlig gymnasietid, men generelt. Sig det højt. Det er det absolut bedste du kan gøre for dig selv. Min far døde i starten af 2.g og jeg “lod” bare som om at livet gik videre, hvilket det selvfølgelig gjorde, men den manglende kommunikation har stor betydning for mit liv i dag og har krævet en del psykologtimer til at opveje for undertrykkelsen af alle følelserne, som hans død medbragte :) Dejligt indlæg og dejligt med et indblik i dit liv. Hav en rigtig god søndag!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Marie Stella Wibe Jedig

      Præcis. Jeg håber, at det kan give det mod, jeg ikke selv havde dengang, videre til andre i samme position.

      Mange tak, og i lige måde!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Clara

    Jeg husker, at du har berørt din gymnasieoplevelse tidligere på bloggen – jeg kan virkelig relatere til alt. Faktisk uhyggeligt meget. Omdrejningspunktet var også for mig en veninde, der stoppede. Jeg kæmpede mig ligesom dig igennem – uden nogen form for glæde og social kopling, selvom jeg snakkede fint nok med de andre. Det sværeste er virkelig også, som du skriver, at man i de fleste tilfælde ikke erkender det, mens man er i det – og derfor ikke rigtig kan få noget hjælp. Jeg synes dog, det er sørgeligt, at så mange unge har svært ved at være opmærksomme på de personer, som har det svært og ikke mindst være opmærksom på faresignalerne. Selvom jeg var skuffet over mig selv, følte jeg også en skuffelse overfor mine omgivelser. Husk på at det ikke udelukkende har været selvforskyldt, Marie. Men kan virkelig godt genkende ærgrelsen ved ikke at have slået til og givet en selv skubbet dengang. Du er dog et klart bevis på, at livet går videre og skolelivet langt fra kommer til at definere en som person.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Marie Stella Wibe Jedig

      Det er jeg både glad for og ked af – for så har du haft der hårdt! Som du siger, er det særligt svært, fordi det føltes som et personligt nederlag af indrømme. Og selvfølgelig har omgivelserne et ansvar, og derfor håber jeg også, at der sidder nogen derude og kan genkende adfærden fra en klassekammerat, og måske gribe ind.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Signe

    Smukt velskrevet indlæg der i bund og grund rummer alle mine fortrolige følelser de seneste år. Det er foruroligende, hvor meget jeg kan relatere til denne historie i dit liv – hidtil har jeg ikke troet at mine negative tanker og følelser er acceptable eller forståelige. Dog er jeg desværre stadig i min historien frem til sommer.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Marie Stella Wibe Jedig

      Du må virkelig fokusere på de ting i dit liv, der IKKE handler om gymnasiet. For mig blev bloggen og musicalen mit pusterum, og nærmest min eneste redning, fordi jeg, gennem disse aktiviter, kunne tænke på noget andet. Al held og lykke til dig!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Katrine

    Hej Marie!
    Jeg har fulgt din blog siden starten, og for første gang føler jeg, at du virkelig har åbnet op om et følsomt emne, der har påvirket dig, og stadig i en vis grad gør det. Jeg synes bare, du skal vide, at det er et rigtig godt indlæg, og det er dejligt at se en mere ’sårbar’ Marie. Du har allerede opnået meget i dit liv, og du kan kun være stolt af dig selv. Du skal aldrig nogensinde tænke, at fordi du måske “har haft det let” med en god familie og godt drive, så har du “mindre ret til” at være ked af det. Tak for fokus på emnet – og rigtig god søndag.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Marie Stella Wibe Jedig

      Hej Katrine. Mange tak for din kommentar. Jeg synes netop også, at det er vigtigt – fordi der, i alle gode historier, vil være en fortid, der rummer smerte. Så selv tak! Og god søndag <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Henrik Jedig Jørgensen

    Jeg kan godt bekræfte historien, Marie. Og det var vanskeligt at håndtere for dem omkring dig, som kunne se, at fu havde det svært. Men jeg er stolt og imponeret over, hvad du har udrettet siden. Et klart bevis på, at man ikke lærer alt i slkolemiljøet, samt at karakter ikke dannes af karakterer :-)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Malou

    Jeg var igennem noget af det sammen med min gymnasie tid, det omhandlede dog også direkte mobning, men jeg kom igennem og blev student i sommers og ser ikke tilbage på min studentertid eller vogntur som noget jeg vil mindes, da det mildest talt bare skulle overstået. Jeg har så valg at starte helt fra ny i london hvor jeg skal bo indtil næste sommer, og det giver mig den dejligste ro at jeg ved at jeg ikke ligepludselig møder nogle af dem fra mit gymnasium på gaden, da jeg mildes talk var konstant på vagt hvis jeg gik på åben gade i byen.
    og tak, det er rart at vide man ikke er den eneste 😊

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Marie Stella Wibe Jedig

      Det er jeg ked af at høre. Det lyder dog som om, at du er på vej i den rigtige retning nu <3

      Jeg havde det på samme måde – vil f.eks. hellere køre i en stor bue uden gymnasiet, end forbi, fordi jeg får så ondt i maven!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Av av, sikke en omgang – det er med at stoppe op og lytte efter i tide, allerhelst før man ender der.
    Godt, du kom ud på den anden side i god behold (:

    – A

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Marie Stella Wibe Jedig

      Ja, det var sgu hårdt. Og ja, jeg har det heldigvis godt nu!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Clara

    Hvor er det inspirerende at læse, Marie! Jeg droppede også selv ud af 1.g sidste år, og er startet igen nu, og jeg fortryder det ikke. Hvor er det fedt, at du sætter fokus på noget, for jeg har selv oplevet, at det at droppe ud,måske lidt er et tabu, og hvis man er en dropout, så er man også lidt et nederlag.
    Men tænk at der kan komme så fantastisk et menneske ud af dig, på trods af de forhindringer! Du er for sej <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Marie Stella Wibe Jedig

      Det er jeg rigtig glad for, at du synes. Jeg ville ønske, at jeg havde haft modet til, og troen på, at jeg kunne det samme. Det virker som det rigtige valg. Du er sej!

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

STATEMENT STØVLER