“JEG HADER MARIE JEDIG”

Forleden fik jeg en kommentar på Instagram, som jeg egentlig ikke tænkte over, før én af mine veninder sendte et screenshot, og det gik op for mig, at personen bag kommentaren faktisk var én, jeg kendte perifer. Og så blev jeg stødt. I kommentaren stod der nemlig “…Fordi jeg har en veninde, der hader Marie Jedig”.

HADER!? Det er sakssusme et voldsomt forhold at have til én, man ikke kender.

Ifølge den danske ordbog, defineres had således: “Meget stærk følelse af fjendtlighed eller forbitret vrede over for en person som man f.eks. føler sig krænket af.”

Jeg bliver SÅ ked af det. Ondt i maven og det hele. Ja, ja, selvfølgelig skal man kunne klare lidt modstand, når man vælger at lægge sit liv op online – men had?

Det er en megakliché; men hvorfor pokker har man interesse i at følge med i mit liv, hvis man grundlæggende har noget imod mig? At dyrke had som en interesse virker temmelig usundt. Én ting er, at det gør ondt og sårer mig rent personligt, men en anden ting er grunden til hadets reelle opståen i lige præcis denne situation:

…Så hvorfor hader vi egentlig mennesker, vi aldrig har mødt?

Forleden spurgte jeg min kæreste, hvad han allerbedst kunne lide at lave, og han svarede “at spille fodbold”, hvilket jeg syntes var åndssvagt, da han overhovedet ikke spiller fodbold. Jeg tror på, at han ville være gladere, hvis han brugte tiden på noget, han elsker. Så mit spørgsmål til dig, der sidder derude og hader mig lige nu, er: Hvad elsker du at lave? Let måsen og gør dét, i stedet for at sidde her og avle had.

Jeg er nået frem til dén konklusion, at en egentlig grund til dette had absolut ingen mening giver for mig. Jeg ville ønske, at den danske ungdom havde mere livsbekræftende interesser end had på sociale medier – men det er selvfølgelig bare min holdning. Had mig ikke for det.

Jeg vil, afslutningsvis, gerne invitere dig dérude, der sidder og hader mig, på en kop kaffe og en snak om situationen. Du skriver bare!