AT BLIVE MOSTER

Vi er blevet beriget med en baby i familien. Min lillesøster fødte, som jeg havde forudsagt, d. 3. august en lille pige på Næstved Sygehus. Hendes kæreste Kristoffer, min mor og jeg var alle med til fødslen, og dette var én af de største oplevelser, jeg nogensinde har haft (bort set fra selv at blive storesøster for godt 21 år siden). Min søster Lærke klarede graviditeten så sindssygt flot – fødslen ligeså. Fødselsberetningen og tankerne herom kan I læse meget mere om på Lærkes egen blog her. Indlægget her handler nemlig ikke om frygt for fjerkræsakse og amning, men om dét, at blive moster:

En baby ændrer alt. Fokus flyttes lynhurtigt til den nye generation, og alles øjne er på baby konstant. Det lyder måske hårdt for en opmærksomhedskrævende type som jeg, men det er det langt fra. Overgangen er naturlig, og jeg selv tryllebindes og forelskes fuldstændig, når jeg ser på Lilli (som den lille hedder). Ja, man forelskes: Følelsen, det giver, at stå med baby i armene, at høre baby pludre eller at ligge og stirre baby ind i øjnene, kan bedst sammenlignes med dén følelse, du får, når du er forelsket. Det er næsten en besættelse, der fylder absolut alt i kroppen, og som umuliggør en dårlig stemning.

Allerede fra da Lilli blev født, fik jeg denne altoverskyggende fornemmelse af beskyttertrang og kærlighed til dette lille, nye, ukendte væsen. For at være ærlig, så tudbrølede jeg så højt, at man næsten ikke kunne høre Lillis eget skrig ved ankomsten, og jeg måtte derfor forsøge at dæmpe mine stærke følelser en smule. At se alle omkring hende bryde totalt sammen og hendes virkning til at nedbryde filtre, var en magisk oplevelse. Naturen og instinkterne tager over, og efterlader alle overvældet af lykke.

 At se Lærke på denne måde har givet mig en nyfunden og kæmpe respekt for hende; hun er den sejeste krigerkvinde, og jeg beundrer hendes overskud, energi og kræfter. Hun er vitterligt den bedste mor, en lille nyfødt kunne tænke sig, og hun kombinerer ro med opmærksomhed til perfektion. Hun er ikke nervøs for at lade andre holde den lille ny, og hun sørger for en perfekt, afbalanceret mængde stimuli for Lilli.

Da Lilli blev født, stod tiden stille. Alt udenom fødslen syntes fuldstændigt ligegyldigt. Det eneste, der betød noget, var momentet, ankomsten, skriget og dette fantastiske liv, der var blevet skabt. For mig satte Lillis liv mit eget liv i perspektiv. Hvad fanden skal man egentlig med materielle goder, når der findes momenter som disse?

Hver gang, jeg ser Lilli, bliver min kærlighed større. Jeg føler mig forbundet med hende, selvom jeg godt ved, at den eneste, der reelt betyder noget for hende lige nu, er Lærke. Alligevel savner jeg hende hver aften, inden jeg skal sove – og tænker på hendes lille, fine ansigt, den søde næse, de store, blå øjne, og hendes mimik, som ligner min søsters til forveksling.

Det er præcis dét, en baby kan: Skabe en ny mening med tilværelsen og sætte ordet kærlighed i perspektiv. Det er jo ikke kun Lærkes baby; det er hele familiens baby.