MARIE OG ROMANTIKKEN

Jeg bliver altid så irriteret på folk, der konkluderer børns forelskelse og kærlighed til hinanden værende useriøs. Jeg har personligt altid haft et enormt passioneret forhold til kærlighed, og særligt som barn var jeg dramatisk og ville gå langt for at finde og beholde den. Indlægget her er egentlig måske for personligt til at høre hjemme på en blog, men jeg lå og tænkte på de forskellige episoder forleden aften, og kunne ikke slippe tanken, før de var skrevet ned. Så nu bliver I alligevel indviet i en romantisk lilleputs tanker og handlinger:

– Allerede i børnehaven forelskede jeg mig i Michael Mark, og planen var klar: Han skulle være “tindoldat” som min far (oh well, jeg var et lille barn, der hedder vel egentlig officer!), og jeg skulle være pædagog som min mor. Vi skulle bo i min oldemors gamle hus med mine mormors møbler fra loftet.

– Jeg har aldrig i mit liv brækket eller sådan rigtig forstuvet noget, men i 2. klasse fakede jeg  en forstuvet fod for at kunne blive inde i frikvarteret med min daværende, store kærlighed, Casper S, som havde brækket armen. Planen virkede; vi havde en uges fantastiske frikvarterer sammen, og lykken var gjort.

– Apropos Casper S, så skrev jeg ham engang et kærestebrev, som jeg lagde i hans postkasse, hvor jeg herefter lagde mig på lur og ventede på, at han hentede det (crazy stalker, I know). Med nervøsitet i hele kroppen kom jeg i skole dagen efter, og håbede på respons. Han hev mit kærestebrev frem, og råbte; “Ha ha, du kan ikke engang stave til måske! Du har skrevet det med O!”. Helt rød i hovedet råbte jeg retur “Det er jo nok bare en fejl, jeg ved ligesom godt, at det er med U!”, og alle grinede af mig. Forfærdelig situation.

– Casper S var klart min store kærlighed i barndommen, og helt fra 0. til 5. klasse var jeg dybt, dybt forelsket i ham. Jeg tegnede os i diverse situationer; til brylluppet, ude og spise, ude og bowle, som fisk, som kinesere, og som hjerter (!). Jeg skrev sågar digte, historier og dagbog om ham. Mine tanker var konstant på ham og hans fantastiske grydehårsfrisure. Jeg kan huske, at jeg endda forudså, at vi aldrig ville kunne få en fremtid sammen, fordi han havde to stavelser i sit navn, og der var hele tre i mit. Så passede ham ligesom bedre sammen med seje Line fra klassen, der dansede hiphop, ikke? Suk.

– Da jeg var med i min første “rigtige” musicalopsætning (Oliver Twist) som 9-årig, blev jeg så hovedkuls forelsket i Peter, at det næsten blev en form for besættelse for mig: Da mine forældre skulle ind og se forestillingen, bad jeg min mor om udelukkende at fotografere ham, så jeg havde billederne som minde. Det resulterede i et fotoalbum fyldt med billeder af denne dreng, som jeg senere hen kunne bruge uanede mængder af tid på at kigge igennem. (Bonusinfo; jeg scorede ham et par år efter!)

– Mit første “rigtige” kys var med præstens søn, William, i 6. klasse. Vores forhold bestod primært i at skrive SMS’er sammen, og genert sige hej til hinanden på gangen i skolen.

– Da Ringenes Herre havde premiere i biografen stjal Orlando Bloom i rollen som den hvidhårede elver Legolas mit hjerte. Det er min største celeb-crush nogensinde, og jeg kan stadigvæk drømme mig væk i det magiske rige.

– En dreng, der var forelsket i mig, da jeg gik i klubben (omkring 14 år), købte engang et par sølvøreringe med similisten formet som et hjerte, da han var på ferie. Jeg har stadigvæk disse øreringe i min smykkeæske, og kommer aldrig til at skille mig af med dem!

– Da min første gymnasiekæreste Casper (ja, han hed fandeme også Casper, men altså en anden Casper) og jeg gik fra hinanden, blev jeg så syg af savn og smerte, så jeg kastede op en hel nat, på trods af, at der nok egentlig var mig, der havde afsluttet forholdet. Teenagekærlighed ér og bliver ustyrlig og utrolig stærk.