Jeg ved egentlig godt, at musicals så absolut ikke er hverken det sejeste eller mest fashionable emne i verden – men det er nu engang en genre, der altid har optaget mig. Jeg er vel, hvad man ville kalde nørd på området, og føler derfor trang til at dele ud af mine erfaringer. En måde, at få den gængse borger trukket ind i musicalens verden, er gennem film, og derfor er jeg meget taknemmelig for, og selv stor fan af, musicalfilm. Jeg har her valgt at fokusere på nogle af mine favoritter, selvom klassikere som Grease, Chicago, Mamma Mia, Hair og Moulin Rouge selvfølgelig også fortjener at blive nævnt. Her er dog et par stykker, som, forhåbentligvis, vil udfordre og udvide jeres horisont.

1. NINE: Nine handler om en italiensk filminstruktør ved navn Guido, der gennemlever lidt af en midtvejskrise – han skal til at skrive manuskriptet til endnu en storfilm, og samtidig forsøger han at balancere sit kærlighedsliv og store kærlighed til kvinder. Filmen er spækket med fantastiske sange – særligt “Cinema Italino”, “Take it All” og “Be Italien”, vil jeg fremhæve – og castet er spækket med stjerner såsom Daniel Day-Lewis, Marion Cotillard, Penélope Cruz, Kate Hudson, Nicole Kidman og Fergie. Universet er sexet, sydlandsk og drømmende.

2. RENT: Rent er en af mine all time favorites, når det kommer til musicals; og filmen er en superfin fortolkning af den moderne, rørende, provokerende og samtidsdebatterende forestilling. Filmen handler om liv, død, sygdom, penge og kærlighed i New York. Vi følger en vennegruppe gennem deres op- og nedture. Rent er en rockmusical, og musikken er derfor super catchy, og numre som “Seasons of Love”, “One Song Glory”, “Take me or Leave me” og “Out Tonight” er blandt mine personlige favoritter.

3. SWEENEY TODD: Jeg ELSKER Tim Burtons univers og Johnny Depps karakterer, og kombinationen af disse KAN simpelt hen ikke være rigtig dårlig. Universet, karakterene og handlingen er enormt dyster og samtidig utrolig eventyrlig, og så er sangene helt fantastiske. Jeg har desværre aldrig set musicalen “in real life”, men har til gengæld gennemspillet filmen de første tyve gange. En klar anbefaling. Særligt “No Place Like London” og “My Friends” er favoritter.

Jeg bliver altid så irriteret på folk, der konkluderer børns forelskelse og kærlighed til hinanden værende useriøs. Jeg har personligt altid haft et enormt passioneret forhold til kærlighed, og særligt som barn var jeg dramatisk og ville gå langt for at finde og beholde den. Indlægget her er egentlig måske for personligt til at høre hjemme på en blog, men jeg lå og tænkte på de forskellige episoder forleden aften, og kunne ikke slippe tanken, før de var skrevet ned. Så nu bliver I alligevel indviet i en romantisk lilleputs tanker og handlinger:

– Allerede i børnehaven forelskede jeg mig i Michael Mark, og planen var klar: Han skulle være “tindoldat” som min far (oh well, jeg var et lille barn, der hedder vel egentlig officer!), og jeg skulle være pædagog som min mor. Vi skulle bo i min oldemors gamle hus med mine mormors møbler fra loftet.

– Jeg har aldrig i mit liv brækket eller sådan rigtig forstuvet noget, men i 2. klasse fakede jeg  en forstuvet fod for at kunne blive inde i frikvarteret med min daværende, store kærlighed, Casper S, som havde brækket armen. Planen virkede; vi havde en uges fantastiske frikvarterer sammen, og lykken var gjort.

– Apropos Casper S, så skrev jeg ham engang et kærestebrev, som jeg lagde i hans postkasse, hvor jeg herefter lagde mig på lur og ventede på, at han hentede det (crazy stalker, I know). Med nervøsitet i hele kroppen kom jeg i skole dagen efter, og håbede på respons. Han hev mit kærestebrev frem, og råbte; “Ha ha, du kan ikke engang stave til måske! Du har skrevet det med O!”. Helt rød i hovedet råbte jeg retur “Det er jo nok bare en fejl, jeg ved ligesom godt, at det er med U!”, og alle grinede af mig. Forfærdelig situation.

– Casper S var klart min store kærlighed i barndommen, og helt fra 0. til 5. klasse var jeg dybt, dybt forelsket i ham. Jeg tegnede os i diverse situationer; til brylluppet, ude og spise, ude og bowle, som fisk, som kinesere, og som hjerter (!). Jeg skrev sågar digte, historier og dagbog om ham. Mine tanker var konstant på ham og hans fantastiske grydehårsfrisure. Jeg kan huske, at jeg endda forudså, at vi aldrig ville kunne få en fremtid sammen, fordi han havde to stavelser i sit navn, og der var hele tre i mit. Så passede ham ligesom bedre sammen med seje Line fra klassen, der dansede hiphop, ikke? Suk.

– Da jeg var med i min første “rigtige” musicalopsætning (Oliver Twist) som 9-årig, blev jeg så hovedkuls forelsket i Peter, at det næsten blev en form for besættelse for mig: Da mine forældre skulle ind og se forestillingen, bad jeg min mor om udelukkende at fotografere ham, så jeg havde billederne som minde. Det resulterede i et fotoalbum fyldt med billeder af denne dreng, som jeg senere hen kunne bruge uanede mængder af tid på at kigge igennem. (Bonusinfo; jeg scorede ham et par år efter!)

– Mit første “rigtige” kys var med præstens søn, William, i 6. klasse. Vores forhold bestod primært i at skrive SMS’er sammen, og genert sige hej til hinanden på gangen i skolen.

– Da Ringenes Herre havde premiere i biografen stjal Orlando Bloom i rollen som den hvidhårede elver Legolas mit hjerte. Det er min største celeb-crush nogensinde, og jeg kan stadigvæk drømme mig væk i det magiske rige.

– En dreng, der var forelsket i mig, da jeg gik i klubben (omkring 14 år), købte engang et par sølvøreringe med similisten formet som et hjerte, da han var på ferie. Jeg har stadigvæk disse øreringe i min smykkeæske, og kommer aldrig til at skille mig af med dem!

– Da min første gymnasiekæreste Casper (ja, han hed fandeme også Casper, men altså en anden Casper) og jeg gik fra hinanden, blev jeg så syg af savn og smerte, så jeg kastede op en hel nat, på trods af, at der nok egentlig var mig, der havde afsluttet forholdet. Teenagekærlighed ér og bliver ustyrlig og utrolig stærk.

Ser I, jeg kommer ikke engang fra “den større by” Næstved, men fra en lille flække et kvarter derfra kaldet Holme-Olstrup. Her er jeg opvokset, og jeg har boet der i 17 år, indtil jeg flyttede hjemmefra. Mine forældre bor der således stadigvæk. Holme-Olstrup er en del af Holmegaard, og er, eftersigende, den by, julemanden først besøger, når han skal dele gaver ud; det er bl.a. også derfor, at Nissebanden forestiller at foregå dér, og at vi har den eneste statuerede nisse i verden (som sjovt nok forestiller karakteren Lunte fra Nissebanden). Ikke nok med, at det er en by, der er kendt for jul, så ligger Bonbonland sågar også og fylder det meste af den lille flække. Jep, det er præcis lige så idyllisk, som det lyder.

Jeg har nu boet i København et stykke tid, og har mødt forskellene fra storby til provinsflække på godt og ondt, og jeg tænkte derfor at lave et lille indlæg, der beskriver mine observationer. Bare for at gøre det helt klart, så elsker jeg begge steder. Jeg er enormt glad for at være vokset op på “landet”, fordi det har givet mig et sundt fundament, gode værdier og ro; hermed ikke sagt, at man ikke har kunne skabe samme opvækst i byen, men jeg kan kun tale af egen erfaring. Samtidig drages jeg af storbyen, og holder meget af mangfoldigheden og tempoet her. I må endelig komme med tilføjelser til listen, hvis I, som jeg, er provinsmennesker bosat i København.

Kaffe: I Holme-Olstrup drikker man kaffen sort, for det lærer vi gennem vores forældre, der kun drikker filterkaffe. I København skal stort set alle have mælk i kaffen – og man betaler glædeligt overpris for en kop af den beigefarvede mokka.

Lyskryds: Det har taget mig et helt år overhovedet at kunne få mig selv til at gå over et lyskryds med rødt lys. I København vader man bare over alle veje, lyskryds eller ej; det gør man bestemt ikke i hverken Holme-O eller Næver. Og min familie chokeres hver gang, de ser mig gøre det, også selvom det er på en vej helt uden anden aktivitet.

Sproget: På Sydsjælland er vi kendt for at trække nogle vokaler ud og glemme andre (klassisk eksempel er te-e og kaff’). Nu er jeg måske ikke den person fra min egn med mest sydsjællandsk dialekt, men det påpeges ALTID af københavnere, hvordan jeg udtaler mormor, morfar, farmor og farfar (i Holme-O hedder det nemlig mommor, moffar, fammor og faffar, og det føles som om, jeg ikke snakker om min egen familie, når jeg tilpasser mig den nordsjællandske udtale, som generelt set er langt mere artikuleret). I København og Nordsjælland har mange desuden en tendens til at sætte “sådan dér…” efter/mellem alle sætninger: “Han var, sådan dér, virkelig lækker!”.

“Benene på jorden”: Det “kompliment”, jeg oftest høster i København både professionelt og menneskeligt, handler om værdier, og det, at have benene solidt plantet på jorden. For mig er det en stor ros!

Fremtidsplaner: I Holme-Olstrup gifter man sig gerne og får børn og hus umiddelbart efter ungdomsuddannelsen/gymnasiet, eller i hvert fald inden fyldte 25 år. I København møder jeg sjældent folk, der ønsker at slå sig ned og få børn før de er mindst 30.

Bolig: I Næstved boede jeg mega centralt i en 80 kvadratmeter lejlighed med min ekskæreste for 6000kr. inkl. ALT. I København er det største problem ikke engang huslejen; men overhovedet at finde et sted at bo. Og så er huslejen bare 30% højere heroppe. Man kan seriøst få et 150 kvadratmeter hus med tilhørende have for samme pris, som en 40 kvadratmeter lejlighed på Østerbro koster.

Æstetik: Det er som om, at god smag er medført i København, men en seriøs sjældenhed i provinsen. Og det gælder alt fra boligindretning til smag i kunst. Jeg chokeres lidt over 14-årige piger her, der er bedre klædt end mig. “Der må, sådan der, være noget i vandet?…” Ha ha.

Uddannelse: Jeg tror, at vi var syv-otte stykker i min folkeskoleklasse, der gik direkte videre til gymnasiet – de andre i klassen valgte håndværksmæssige uddannelse (eller anden ungdomsuddannelse) af den ene eller anden art. I Nordsjælland ligger det næsten implicit, at man da selvfølgelig skal på gymnasiet.

Udlængsel: Mange af de mennesker fra København, jeg møder, drømmer om at bosætte sig i udlandet senere i livet. Det er en ting, jeg personligt på ingen måde kan relatere til; men det har selvfølgelig også været et stort skridt (og lille kulturchok) overhovedet at være flyttet til København – og er man født og opvokset i Nordsjælland eller Kbh, er næste skridt ligesom at rejse/flytte udenlands.

Netværk: I Næstved kender jeg enormt mange mennesker, og ved om ikke andet, hvem de fleste fra min egen årgang er – og sådan er det selvfølgelig også i København. Forskellen er bare, at vi jo ikke er mange, der er flyttet til København fra provinsen af, og vi derfor ikke har det forspring i forhold til at danne relationer med de “indfødte”. Det føltes derfor næsten som at starte helt forfra at komme hertil, og skulle danne relationer som “den nye pige i klassen”.

Politisk overbevisning: Nævner du Dansk Folkeparti i positiv vending i København, bliver du stenet; da trenden her er fri hash og økologi. I provinsen stemmer langt de fleste DF, og har som regel ikke noget problem med at indrømme det.

Tempo: En first-mover KAN ikke bo i provinsen, da det simpelt hen er en fysisk umulighed at “move first”; og her menes der både i forhold til mad, mode, oplevelser, indretning og samtaleemner. Som eksempel syntes min søster, at de boot cut jeans, jeg købte for halvandet år siden, var forfærdeligt grimme – og nu proklamerede hun selv forleden, at hun ønskede sig et par. Det nye i Næstved er Joe & The Juice og Frozen Yogurt. På den anden side er det også en stor sikkerhed i at vide, at man ikke rigtig KAN gøre noget forkert i privinsen, hvis man bare følger flertallet.

Nogle bliver måske provokeret af titlen; da “kærlighed” og “arbejdsplads” godt kan virke forbudt i samme sætning; men hvor er der dog egentlig langt ude, at noget så fundamentalt væsentligt for menneske som at føle sig elsket og værdsat, er bandlyst fra det sted, vi bruger så stor en del af vores tid? Det er videnskabeligt bevist at et kram udløser en masse endorfiner og andre gode stoffer i krop og sind. Så… Hvorfor krammer vi ikke vores kollegaer?

Jo, professionel distance til privatlivet klæder da sikkert nogle arbejdspladser. Men hvad opnår vi egentlig med denne distance? Magtforhold og fysisk anerkendelse vil helt sikkert sættes på prøve, i større virksomheder, hvor der er langt fra direktør til arbejdsmus, men er det nu nødvendigvis en dårlig ting?

Helt privat kan jeg selv huske en episode, hvor jeg, for et par år tilbage, var ansat som lærervikar på en skole. Efter et skolearrangement gik jeg pr. automatik hen og gav skolelederen et stort kram, hvilket hverken hun, eller resten af lærerstaben, tydeligvis, havde regnet med. Jeg blev virkelig overrasket over reaktionen, da jeg førhen ikke havde oplevet kontakt på arbejdspladsen som noget forbudt eller forargeligt. Jeg tror tvært imod, at det kan stimulere indsatsen på arbejdspladsen at vise omsorg og kærlighed for hinanden; og da særligt i sociale fag, hvor der også direkte arbejdes med mennesker.

Jeg tror på, at vi opnår større forståelse for hinanden generelt set, og en glæde og lyst til at gå på arbejde, hvis arbejdspladsen også danner ramme for socialisering. Hvorfor lægge frokostpauser forskudt (med mindre det rent praktisk er uladsiggørligt)? Og hvorfor ikke begynde dagen med et kram? En highfive? Eller noget andet, der anerkender hinandens tilstedeværelse? Af samme årsag har jeg indstillet min mail til på autoreplay at afslutte med “Kærlig hilsen Marie Jedig”, for vi har da alle brug for, og lyst til, en kærlig hilsen engang imellem.

Det blev til mange spørgsmål i ét indlæg; men det er virkelig et emne, jeg har beskæftiget mig meget med at tænke over, og en vigtig sag for mig netop at få stilt spørgsmålstegn ved. Og hvis jeg bare kan rykke en smule på indstillingen til omsorg på arbejdspladsen, så er jeg faktisk tilfreds. Men nu er jeg nysgerrig på jer: Hvad tænker I om emnet? Og hvordan er det på jeres arbejdsplads?

PS. Prøv lige at give sidemanden en highfive uden at smile imens. Det er seriøst en fysisk umulighed.