I indlægget i går (her) fortalte jeg lidt om et begreb, jeg personligt holder enormt meget af: Hve
Se næste indlæg >
LEG FREMFOR STØVSUGNING
Jeg læste en artikel i det nye Costume med galleriejer Tina Seidenfaden, der viste sit enormt overdådigt smukke hjem frem, og svarede på spørgsmål omkring indretning. Her bed jeg særligt mærke i, at praktiske omstændigheder og børn var så stor en del af hendes tanker omkring indretning, og det satte nogle essentielle tanker i gang hos mig:
Jeg er vokset op i et hjem med frirum, hvor det var okay at smide fødderne op på bordet, og hvor det var vigtigere at komme hjem til et knus og et kys end at få hængt flyverdragten rigtigt op. Denne afslappethed er måske én af de vigtigste egenskaber, jeg har fået med hjemmefra. Selvom jeg ynder at investere i klassiske møbler og dyrt tøj, har jeg samtidig også en forståelse for, at sådanne kan gå i stykker, når det bliver udsat for hverdagen. Det er langt vigtigere for mig at have det godt, end at skulle tænke på, om lænestolen nu rent faktisk kan tåle at blive brugt. Med andre ord, så vil jeg hellere indrette mig praktisk end pænt. Eller, praktisk OG pænt, at foretrække.
Som eksempel havde mine forældre lædersofa, da jeg var barn; og vi har filmklip, hvor min søster fedter både sofa og en sovende Marie ind i isen. Det skaber en ro og en enorm lethed i dagligdagen, når der ikke opstilles forhindringer som følge af forfængelighed. Det behøver jo ikke at være så svært: Hvis spisebordet ikke kan tåle, at du spilder på det, så køb dog for pokker et spisebord, der tåler almen brug og slidtage.
Hermed ikke sagt, at jeg derved ikke er dannet, ønsker at leve i en svinesti, eller ikke har lyst til at passe på mine eller andres ting – men det handler om at gøre hverdagen let. Og her havde Tina fat i den lange ende. Jeg bestræber mig selvfølgelig også på at skabe et smukt og udefra kontrolleret hjem, men det er virkelig vigtigt for mig, at mit hjem tåler, at jeg bor i det, og at jeg lever et socialt liv med gæster hver dag.
I manges hjem kommer støvsugning (desværre) før leg, men det ville da være smukt, hvis vi lige overvejede vores prioriteringer en ekstra gang.
Det er en interessant debat, det her. Jeg er vokset op i et hjem, hvor man sidder i møbler, som de er “beregnet” til. Der blev ikke smurt is ud over sofa eller mennesker, ej heller blev der smidt fødder op på borde (blot for at bruge dine egne, gode eksempler :-) ) – men jeg har aldrig nogensinde følt mig begrænset i min barndom, eller følt at husets orden kom før os børn. Vi lærte blot, at hvis man sad i sofa eller ved spisebordet, så sad man ordentligt – og hvis man ville lege eller andet, jamen så gjorde man det alle andre steder.
Jeg har – i min egen lejlighed – kun teaktræsborde, jeg har afhøvlede gulve og jeg har en beige stofsofa. Jeg føler mig slet ikke begrænset, jeg har bare gjort det til en vane at huske en bordskåner, at smide stiletterne i min entré og stille kaffekoppen på bordet frem for ved siden af mig i sofaen :) Jeg tror, det handler om vaner, og at gøre det naturligt at agere inden for de rammer, der er.
Spændende emne :)