Der er sket en kæmpe tendens i denne del af den fashionable verden. En tendens, der giver den mere almindelige borger råd og mulighed for en lille bid af denne eksklusive modehimmel.

c
Tendensen kaldes underlinje eller LAB (label), men jeg kan bedre lide termen “søsterlinjer”: Store, dyre, velkendte og ekstremt eksklusive (i visse tilfælde stort set ubetalelige) brands, såsom Balmain, Rick Owens, Damir Doma, Vanessa Bruno, Alexander Wang, Chloé, har nemlig pludselig fået småsøskende ved navn Pierre Balmain, Rick Owens Lilies/DRKSHDW, Silent Damir Doma, Vanessa Bruno Athe, T by Alexander Wang og See by Chloé. Listen er lang, men fællestræk for disse småsøskende er en mere kommerciel, betalelig, simpel og let anvendelig tilgang til eksklusivitet.

Som oftest er undskyldningen en basislinje; og hvor meget man end ønsker det, burde prisvariationen af en T-shirt i bomuld ikke kunne variere flere tusinde kroner. Derfor kreeres underlinjerne. Det er en mulighed for designerne til at skabe tøj med udgangspunkt i i mere “borgerlige” prisklasser, dog som oftere med ringere kvalitet som resultat. Men igen – en bomuldsbluse vil altid være en bomuldsbluse. Jeg selv er stor fortaler for denne trend. Jeg kan tydeligt huske min første top fra Chloés lillesøster See by Chloé, som gav en 14-årig Marie mulighed for at smage et smule af den modehimmel, jeg var så fascineret af. Det smarte er nemlig, at det stadigvæk holdes i designerenes universer, og derfor rent stilmæssigt ligger tæt på “originalerne”. Ikke nok med, at underlinjerne er mere betalige – de er altså også henvendt et større publikum.

Jeg tror, at tendensen er udsprunget som resultat af finanskrisen. Pludselig havde man ikke længere råd til at frådse og købe mange, dyre beklædningsdele, men fokuserede måske i stedet på de få, gode items såsom lædervarer og andre materialebaserede klæder, og herved også at købe basisvarer såsom bomulds T-shirts og denimjeans hos highstreetbutikkerne. For at beholde konkurrenceevnen, måtte priserne på nogle varer sænkes. For ikke at lade det gå ud over de varer, hos modehusene, der reelt set var dyre i produktion af diverse årsager, valgte man at smide mere basale items under et andet brandnavn, der stadigvæk forbandt varerne med de originale brands hos forbrugerne.

Det er galskab at betale mange penge for basisvarer, vil en del af jer sikkert mene. Og jeg forstår jer tildels godt. Jeg bestræber mig altid på at købe basistøj på udsalg eller brugt på f.eks. Trendsales, og ender som oftest hos disse famøse søsterlinjer. De mere enkeltstående items eller designergenistreger foretrækker jeg dog at købe mainline. Jeg siger ikke, at dette er den rette måde at handle på, blot at det er, hvordan jeg foretrækker at købe tøj.

Jeg håber, at dette gav en forståelse for denne del af modeland. Det kan til tider være lidt en jungle at finde rundt i – men forhåbentligvis gjorde disse ord jer klogere på emnet. Har I holdninger til emnet? Kender I flere årsager til skabelsen af den store mængde underlinjer? Hvordan handler I som forbrugere?

Blogging er en enormt personlig ting her i landet. Der forventes stor en stor mængde personlig engagement, og det er som oftest de bloggere, der formår både at give en billede af det emne, de ønsker at berøre (i mit tilfælde mode) i en kombination med deres personlighed og dagligdag, der rammer højst på læsermængde. Måske det er grundet danskeres generelle mentalitet, måske det skyldes kotyme blandt de større, danske blogs, måske det skyldes læserenes efterspørgsel – mit bud er dog, at den tilgængelige blogger er lettere at relatere til og derved lade sig inspirere af, end den utilgængelige. Måske er det netop derfor, at hypen omkring bloggere og blogs kan fortsætte, selvom den blev spået i døden for et par år tilbage. Selv er jeg helt modsat orienteret: Den type blogs, jeg holder af at følge med i, inspirerer kun på den front, den lover: Modefronten. Jeg følger kun en meget lille mængde af de mere personlige blogs, og de, jeg følger, er udelukkende på grund af personlige relationer med bloggerinderne. Netop fordi vores blogs bliver så personlige her i landet, berøres vi, bloggere, meget af læserereaktioner. Det er stadigvæk en kamp for mig at modtage negativ kritik på bloggen – ikke på professionel vis, da kommentarer omhandlende blog og stil i generel forstand efterhånden er let overskuelige, men fordi disse kommentarer nogle gange går hen og bliver direkte personlige. Man har ikke længere en blog. Man er blogger.

Det jeg mener er, at Jantelovens eksistens lever side om side med de personlige blogs, Danmark har at byde på – og hvorfor disse to sider overhovedet har mulighed for at overleve sammen, og ønsker at gøre det, er mig en gåde. Jeg ønsker ikke at kritisere nogen i blogland. Og jeg lærer aldrig at forstå behovet for dette. Jeg ønsker heller ej at lægge op til vilde diskussioner eller debatter, da det overhovedet ikke er det, der lægger som formål for min blog. Jeg ønsker bare at inspirere, give et personligt indblik i mit liv centreret omkring mode, dele tanker, følelser og handlinger med jer, og modtage relevant respons. Men altid med mode i fokus. My kind of fashion.

Dette indlæg har intet desideret formål. Jeg havde bare virkelig brug for at nedskrive tankerne.

Denne søndags tema med min kæreste Sophus som hovedperson omhandler det altid aktuelle emne “tatoveringer”. Sophus har, som ovenstående video antyder, i alt over 20 tatoveringer placeret rundt omkring på kroppen: Nogle er store, nogle små, nogle betydningsfulde og nogle hjemmegjorte – men fællestræk for dem alle er, at de til sammen udgør dele af Sophus’ liv og handlinger.

_______________________________________________________________________________________

Sophus er enormt betaget af tatoveringer, og bruger bl.a. de små udsmykninger i sin kunst: “Det ekstreme aspekt fascinerer mig. Disse blækfyldte ar en permanent skamfering, og det er derfor et interessant medie at anvende i tidsbestemte sammenhænge, som f.eks. følelser.

Lige nu arbejder jeg på et on-going interaktivt performanceværk ved navn ‘Meretrix’. Jeg har fået en kontrakt kreeret af en advokat, som beskriver det konceptuelle værk, hvor det er muligt, efter aftalt pris, at købe dele af min hud, selv vælge motivet og selv tatovere. Som dokumentation af værket vil jeg jo selvfølgelig gå rundt med tatoveringen på min legeme resten af livet. Friheden i værket er, at du selv afgør motivet, og derfor har muligheden for eksempelvis at tatovere et hagekors i panden på mig, hvis du er villig til at betale nok for det. En kunstner giver altid en del af sig selv, når et stykke kunst skabes. Det er interessant at se, hvordan folk reagerer, når de køber sig til skamfering af et andet menneske: Det psykologiske aspekt i valget mellem henholdsvis at destruere eller skabe. Jeg har erfaring med, at folk bliver enormt nervøse, når de endelig sidder med tatoveringsmaskinen i hånden.

Jeg er ret vild med gennemførte tatoveringsstilarter. Det ser dumt ud, når man vælger at få tatoveringer i forskellige stilarter over en længere tidsperiode, fordi sammenhængen forsvinder. F.eks. er Maries tatoveringer ret cool, fordi de har en vis ‘silverlining’.

Min første tatovering er mit ‘Evil Eye’ (tyrkisk tegn) lavet på siden af min hofte. Mine nyeste tatoveringer er to børnetegninger på henholdsvis over- og underarm. Begge tegninger er lavet af mig selv, da jeg var 10-11 år gammel: Den ene forestiller en maskulin kvinde, der rives afsted i en ballon, og den anden er en småanorektisk, hekselignende, bleg Grace Jones-karakter. Min mest betydningsfulde tatovering er min lille rose på anklen: Min onkel fik den som femtenårig, før han besøgte de syv verdenshave, og jeg ønskede mig præcis samme. Da jeg så for et par år tilbage besøgte ham på Filippinerne, gav han mig den i gave. Jeg har desuden både en tatovering for min mor, min far og min søster: Under min fod har jeg en latintekst, min mor lærte mig, da jeg var lille, med teksten “Mundus vult decipi, ergo decipiatur” der betyder “Verden vil bedrages, så lad os bedrage den”. For min far har jeg bogstaverne ‘SS$’, som husker mig på, at man skal slå ud på én af disse tre barometre, når det omhandler arbejdsliv: Sjov, spænding eller dollars. Til min søsters konfirmation kreerede jeg hende et værk, hvor jeg spejlvendt tatoverede ordene ‘Jeg elsker dig, min kære søster’ på låret, og lavede tryk på toiletpapir, som blev indrammet og foræret til hende.

Fortrydelsesdelen i tatoveringskunst også enormt spændende. Det, at man altid vil stå inde for beslutningen, når tatoveringen laves, gør tatoveringen vigtig for fremtiden. Og så går jeg desuden ikke ind for at fortrydelse.”

Tekst skrevet af mig, efter lyden af kunstner og kæreste Sophus Rittos lækre stemme.
Læs mere om Sophus’ kunst på hans hjemmeside.

Jeg er ret bidt af tatoveringer. Et permanent kunstværk, der vokser sig til at være en del af udseendet, og som følger med alderens påvirkning. Jeg er efterhånden oppe på en del af den slags kropsudsmykninger, og tænkte derfor, at det var på tide at give jer et indblik. For mig behøver tatoveringer ikke at være lavet af en speciel årsag, da kropsudsmykning er en legal undskyldning i sig selv. Underbevidst vil disse udsmykninger blive tillagt betydninger, fordi motivet eller det tidspunkt, de blev lavet, er mindeværdige på den ene eller anden måde. Min bedste anbefaling er, kun at få tatoveringer, hvis du ikke tvivler på beslutningen – men på den anden side vil det, at tatoveringen bliver en del af dig, gøre fortrydelsesraten lille. I hvert fald for mig. Mine tatoveringer er primært lavet hos Doctor Bones i Næstved.

Mit lille anker var min første tatovering. Jeg fik det lavet umiddelbart efter min attenårs fødselsdag i Berlin. Jeg kan huske, at jeg var enormt spændt og adrenalinet inden oplevelsen, og følte en enorm smerte. Lidt senere har det været sjovt for mig at tænke tilbage på, da denne naturligvis er den mindst smertefulde, jeg har fået lavet. Et stykke tid efter fik jeg mit anatomiske hjerte, og denne er muligvis min absolutte favorit blandt tatoveringerne. Det symboliserer min families værdi for mig: “At pumpe blodet rundt i mine årer”. Mit skellet kom senere, og brutalt nok er dette faktisk lavet efter et anatomisk barneskellet. Denne tatovering har jeg altid kaldt min skytsengel; Lærke. Mine to ringe om håndleddet står for min søsters og mit fantastiske forhold. Korset er en kulturel og ikke specielt religiøst symbol for mig, og var en tatovering, jeg fik lavet sammen med Sophus, hvilket er lidt sjovt, da han på ingen måde er religiøs. Og jeg egentlig heller ikke er. “fairytale” er mit livssyn som barn, som jeg forsøger aldrig at fortrænge, pilen står for mit stjernetegn (skytte), og var en tatovering, jeg fik lavet sammen med min veninde – og nyest har jeg fået lavet en fin natsværmer under albuen. Jeg havde oprindeligt tiltænkt pladsen til en sommerfugl, men syntes, at dette ville have været for feminint, og jeg elsker den rå kontrast i mine tatoveringer til mine mere feminine generelle træk. Desuden elsker jeg ideen om, at hver enkelt natsværmer er svær at artsbestemme, fordi de, selv indenfor egen art, har så meget individualitet.

Hvad min næste tatovering skal være, afslører jeg endnu ikke. Jeg har flere ideer i hovedet, men beslutter mig altid først i sidste øjeblik. Den indskydelse viser sig nemlig altid at være den bedste, i mit tilfælde. Hvilken af mine tatoveringer kan I bedst lide, og har I selv nogle tatoveringer?