PERFORMING

A SENSITIVE AREA

Fotografiden15-08-12kl17462

Kost og sundhed er et emne, der tit er oppe og vende i kommentarfeltet her på bloggen (heldigvis oftest på den positive måde), og i den forbindelse vil jeg nu benytte muligheden for at knytte et par ord til emnet. For at være på den sikre side, vil jeg påpege, at alle nedskrevne ord i indlægget er fra eget syn, og at menneskekroppe er enormt forskellige, og derfor ikke “reagerer” ens eller har behov for samme.

Jeg har et afslappet forhold til mad. Jeg elsker at spise, og spiser, hvad jeg har lyst til. Jeg spiser naturligt to store måltider dagligt og ét mindre (samt en masse snacks og frugt), men jeg gider simpelt hen ikke at gå og give mig selv dårlig samvittighed over f.eks. indtagelse af søde sager, specielt når jeg holder enormt meget af disse. Jeg har hele min barndom været enormt tynd, unormalt tynd måske, men har aldrig haft madproblemer eller spiseforstyrrelser. Da jeg startede i gymnasiet, forandredes min krop, jeg fik en mere kvindelig figur og min vægt steg langsomt til de 50 kg. (jeg er 163 cm høj), den er på i dag. Min vægt har ligget stabilt i tre år. Som mange, har jeg følt mig utilpas i min krop i mine teenageår, men med alderen er mit forhold til min krop blevet mere afslappet, og at min krop ikke længere ser ud, som da jeg var 14, gør mig absolut intet. Jeg er ikke en meget kurvet dame, men jeg er glad og stolt over mine former og harmonien i min kropsbygning. Motion har jeg aldrig gjort mig meget i, og af den simple årsag, at det ikke interesserer mig. Jeg har danset en del, og gør det en smule hjemme og til musical nu, og så går jeg frem og tilbage mellem næsten alting – minimum tre kilometer dagligt. Da jeg også synger en del, ved jeg, at det er vigtigt at holde formen nogenlunde ved lige, og forsøger derfor dette.

Den moderne krop er slankere og højere, end jeg er bygget til at være, og med årene har jeg lært at acceptere mit udgangspunkt, og få det bedste ud af det. Mennesker er kreeret forskelligt, men at spise naturligt, hverken over- eller underdrive, er den livsstil, jeg hylder. Nu er jeg ret interesseret i jeres “historie”. Hvilket forhold har I til kost, motion, og jeres krop i al almindelighed?

86 comments

  • bare jeg ser på en vingummi tager jeg 3 kg på. Har utrolig let ved at tage på, og det er noget der plager mig rigtig meget. Så jeg tænker rigtig tit over hvad jeg spiser, og ville da elske at have det “så nemt” (i mine øjne) som dig :) men vi er alle foreskellige, og så må jeg jo bare tænker over hvad jeg propper ind

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Marie

    Jeg har altid haft et dejligt afslappet forhold til min krop og mad og dyrket en hel del motion. Jeg er 23 år, og for omkring halvandet år siden begyndte kost og sundhed at betyde meget mere for mig. Jeg tror jeg blev meget påvirket af nye venner og studie. Da der pludselig skete mange negative omvæltninger i mit liv begyndte jeg at kontrollere kost og motion meget mere end før og det udviklede sig til anoreksi. Jeg har det seneste år tabt mig 20 kg og jeg troede at jeg kunne ændre mine nye dårlige spisevaner når jeg valgte det, men det kunne jeg ikke! Jeg har nu været akut indlagt flere gange og det har faktisk været så slemt at lægerne har sagt at jeg kunne være død af det. Jeg er 174 cm og vejer i dag 47 kg. Jeg har været helt nede på 44 kg. Anoreksien har ødelagt så meget for mig og jeg ville ønske det ikke var nået så lagt ud. , Det er sværere end man tror at komme ud af sådan en sygdom og faktisk også bare at holde vægten og ikke tabe sig. Jeg ville ønske at alle vi piger kunne have et bedre selvværd og at der ikke var så meget fokus på at være slank. Jeg oplever også ofte at folk stirrer på mig og kommenterer min krog og vægt, hvilket jeg synes er meget grænseoverskridende.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Signe

    Kære I piger, som skriver at det er svært at få former og tage på: De fleste af jer lyder til stadig at være slanke, men skønhed kommer i mange former og størrelser!

    Da jeg var teen, var jeg tynd og benet som et bræt, og gjorde alt for at tage på. Omkring gymnasiet ophørte dette, og jeg fik former. Det har taget mig mange år at acceptere min kvindelige krop og vænne mig til at maven ikke er flad. Jeg har en ret stor røv og topmave, men er normalvægtig, og er overordnet tilfreds med min krop. Min krop er kvindelig og den fungerer – jeg er sund og rask, og det er jeg glad og taknemmelig for! Når jeg bliver lidt træt af den store numse, kigger jeg på min talje, mine bryster eller mine lange ben, som jeg er glad for.

    I dag er jeg 25 år. Jeg har haft mange problemer med min mave (irriteret tyktarm/IBS). Det er vigtigere for mig at holde den nogenlunde nede, end det er at tabe mig. Jeg spiser små måltider, drikker meget vand og the, sparer på kaffen (tough one). Derudover sparer jeg på hvede, da min mave ikke bryder sig om dette. Jeg elsker kage, slik og is, så det spiser jeg, når jeg har lyst (hvilket sommetider er tit).

    Næsten alle piger jeg kender har kronisk dårlig samvittighed over ikke at dyrke nok motion eller spise sundt nok. Inkl. mig selv. Jeg har fundet ud af at pres og dårlig samvittighed er mega demotiverende for mig. Derfor har jeg meldt mig ud af fitness. Synes også træning var kedeligt. Bum. Jeg elsker at cykle, så jeg cykler rundt til alt i kbh – det bliver til mellem 5 og 30 km. pr dag. Og så dyrker jeg lidt yoga hver morgen, fordi det føles lækkert i min dårlige ryg og er en god måde at starte dagen på. Jeg prøver at sige til mig selv, at disse ting er godt nok, og at man ikke absolut skal træne.

    OG SÅ TIL DET MED VÆGTEN…
    Jeg har ikke nogen vægt, så jeg ved ikke hvad jeg præcist vejer. Jeg vil dog heller ikke skrive min vægt og højde, for det er ikke sundt for os at sidde og sammenligne på det grundlag. Nogle gange føler jeg mig da også slasket og for tyk, men jeg tror rigtig meget vi piger forstærker det, ved at tale så meget om vægt og størrelser. Tror man skal passe meget på med at lade sig tyranisere af tallet på vægten, heller ikke selvom man sammenligner med højden. Kroppe er så forskellige at tallene kun fortæller en brøkdel af sandheden. Og de fortæller endnu mindre om hvorvidt kroppen er sund og har det godt.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg har altid været meget tynd, har fået mange kommentar omkring min vægt.
    Jeg begyndte på efterskole og tog et par kilo på i løbet af det år. Efter det begyndte jeg på handelsskolen, hvor jeg tabte mig drastisk. Jeg blev nød til at droppe ud på grund af at have det så dårligt og at kg bare raslede af mig. Det viste sig så senere, at jeg har været voldsom syg med den værste lungebetændelse og havde fået astma oveni. Jeg kom helt ned på de 45 kg. Jeg blev indlagt da jeg ikke kunne få vejret en aften og var der i en uge. Jeg fik af vide at jeg skulle holde øje med hvad jeg spiste og drak, og skulle så lave et skema over det. Efter et par dage stoppede de det, da de kunne se at jeg spiste mere end en normal mand (jeg er en ikke særlig høj pige).
    Jeg fik piller for min lungebetændelse, som øger appetitten rigtig meget, og på det tidspunkt og et måned frem, tog jeg 7 kg på. Nu er jeg så flyttet til Århus på et skolehjem hvor jeg skal bo i et halvt år pga min uddannelse (da jeg er startet et nyt sted), her har jeg boet i 3 uger nu, og har allerede tabt mig 2 kg, da jeg er vegetar og de kun laver gammel dansk mad, som jeg ikke kan lide, og når jeg er på su, så har jeg ikke råd til at sørge for det selv, når jeg allerede betaler for mad og husly her.

    Efter min mening er det værste af at være tynd og lille, at alle de kommentar man får omkring det.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Katrine

    Hej Marie.

    Jeg var i mine yngre år også meget tynd, og ville på det tidspunkt gerne tage på, specielt på mine ben, fordi jeg var så høj.

    Idag er jeg 19 år og længtes jeg tilbage til at være “den tynde pige”. Er 183 cm høj og vejer 62 kg. Efter jeg startede på gym har jeg fået rimelig mange former, særligt hofterne er vokset. Det er meget frustrerende hele tiden at tænke, at man aldrig har vejet mere end man gør lige nu.

    På trods af at jeg er træt af min vægt og former, spiser jeg alligevel ikke anderledes end jeg altid har gjort (elsker simpelthen mad for meget). Men træner 2-3 gange om ugen. Synes det er svært at snakke om sådanne ting til mine venner, så det er rart at kunne få det “ud af systemet” her:-)
    ps. tak for en super fed blog, læser den hver eneste dag!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hvor er det bare et godt indlæg det her. Jeg er glad for, at du tager emnet op.

    Jeg har det selv virkelig afslappet med hvilken mad, jeg spiser, og jeg tror for eksempel slet ikke på det der med at tælle kalorier. Det er unaturligt for mig. Selvfølgelig virker det for de fleste, men jeg synes det at være sund handler om, at man spiser de rigtige, sunde ting og er ligeglad med, hvor mange kalorier der så er i det. :)

    /N

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Fint indlæg, Marie :)
    Hvor kan jeg nærmest blive helt ked af det når jeg sidder og læser folks kommentarer. Ustabilt selvværd er en folkesygdom og hvor er det ærgeligt.
    Og det inkluderer mig, ligesom det inkluderer dig og sikkert omkring 99,8% af verdens befolkning.

    Selv vejer jeg nu 91,3 kg og er 171 høj, og jeg kan godt lide mig selv. Jeg har tabt 13 kg. ved at indse det ikke primært var mad og motion jeg skulle fokusere på, men at nå længere i min egen accept af mig selv. Det er kun de sidste 4 kg der er røget ved at add’e en lille forandring i kosten også.
    Jeg har været slank og lækker, men har PCO der gjorde jeg ligepludselig tog på – sammen med min egen selvopfattelse blev forværret af et forhold. Jeg har godt nok aldrig stået og kigget mig i spejlet og tænkt grimme ting, og når jeg nu står og kigger på min runde mave, så beder jeg den bare pænt om lige at opføre sig ordentligt i de bukser jeg gerne vil have på.

    Og det er sjovt hvordan det hele hænger sammen når man stille og roligt får øjnene op for sit eget værd – så får man også lyst til at behandle sin krop bedre. Og så er jeg taknemlig over jeg har en krop der fungerer!

    Jeg tror mange unge piger ville få meget ud af at starte omvendt. Fokusere på det indre og det ydre vil følge. Sundt sind – sund krop.

    Desuden er jeg enormt glad for at jeg blev overvægtig. Hvor har jeg dog lært mange ting om mig selv. Det har været en kamp og nogen gange er det det stadig, men jeg kan mærke at jeg hviler meget mere i mig selv og står ved hvem jeg er.

    Og jeg spiser stadig chips og chokolade, drikker cola – og det er ikke engang i moderate mængder. Ikke endnu. Men hvad nytter det at slå sig selv i hovedet hver gang? Flere ting man ubevidst tager ind som om man ikke kan finde ud af noget, gør alting forkert. Det handler om at slutte fred.

    Afslutningsvis så vil jeg anbefale alle at lave et skilt hvor der står “jeg er god nok” og hænge det på deres badeværelses-spejl. Måske det lyder fjollet, men vi går allesammen hele livet igennem og tager alle andres negative overbevisninger om os selv til os ubevidst. Hvis vi kigger på det et par gange om dagen så lagrer det sig i os, og måske en dag vil vi allesammen vide at det er rigtigt!

    Det er en lidt rodet landhandel. Mine tanker har altid været ustrukturerede, men mon ikke man fanger pointen :)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Rikke

      Hvor er det en flot kommentar :) jeg kan nikke genkende til alt i den, og du har virkelig ret!

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Årh tusind tak :) Dejligt den gav mening.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sidse

    Vil ikke lige spytte den lange takketale ud, som jeg ellers godt ville kunne skrive til dig, men vælger i stedet bare den korte version, da klokken er mange:

    TAK for en fantastisk, inspirerende, flot, kreativ, personlig og velovervejet blog! I mine øjne slår den alle andre

    Kh

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • .

    Super lækker blog og et fedt inlæg.
    Jeg tror altid jeg har været ret normal, måske lidt med en hældning til den overvægtige. Men meget lille. Jeg har aldrig været tilfreds med min krop. Aldrig. Jeg har altid gerne villet se ud som du gør, men det tror jeg simpelhen ikke min krop er bygget til. Jeg bliver dog mere og mere tilfreds hver dag der går, og har næsten lært at acceptere det faktum at jeg bare ikke er super spinkelt bygget. Sådan er det jo bare. Jeg tror dog aldrig det vil komme ud i noget så slemt som en spiseforstyrrelse. Jeg ved rigtig meget om emnet, og kan næsten ikke forstille mig hvor forfærdenligt det må være at leve med. Så jeg har altid sagt til mig selv at der skulle jeg bestemt ikke ud.

    Ellers har jeg her på det sidste begyndt at træne og spise en del sundere. Intet overdrævet, og ja der ryger da stadig for meget chokolade ned, men det er en start. Og selv om det er ret nyt og man måske ikke kan mærke nogen forskel betyder det en kæmpe forskel psygisk.

    Det er så pisse hamrende svær at acceptere sig selv, især på dette emne. For der ligger så meget pres på at man skal se lige præcis ud på en bestemt måde. Det er skide svært og jeg hader det. Jeg tror bare ikke der er andet at gøre, end at prøve så meget man kan at acceptere sig selv og sin krop.

    Det blev søreme en lang kommentar, men det var lige hvad der kørte rundt i mit hoved.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Anonym

      Hej du.
      Jeg har det på præcist samme måde, jeg er totalt normal, men føler vi lidt som dig. Jeg dyrker MEGET sport og spiser sundt men chokolade er bare godt!! ;-) Ej ved ikke hvor meget du vejer, eller hvor gammel du er, men har det bare på samme måde.. :-)
      – anonym der kan relaterer ;-)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hej Marie
    Super fedt indlæg! :)

    Jeg har aldrig gået særlig meget op i min krop, hvilket har fået folk til, at “hade” mig, bare fordi jeg ikke tager på lige meget hvor usundt jeg spiser. Men det er jo ikke min skyld.
    Jeg spiser ikke særlig sundt, men heller ikke sådan klamt-klamt. Jeg prøver langsomt, at spise sundere og sundere, og synes da selv det er langt bedre end for 3 år siden f.eks. (er 20 nu). Jeg svømmer 1-2 gange om ugen (dette mest fordi jeg har dårlig ryg og svømning skulle være godt for dette, men går dog mere og mere op i motionen i det) og starter i Scala fra september af. Så er begyndt, at træne lidt og forsøger, at komme i god form! :) Dog gør dét faktum at jeg ryger, det ikke nemmere.
    Er faktisk en smule undervægtig, og det har jeg altid været. Men elsker mad og har aldrig haft nogen form for spiseforstyrrelser, for er tilfreds med min krop! Og faktisk spiser jeg utrolig fedt i øjeblikket (smør, sødmælk, osv.) for at tage på.
    Har også været vegetar i 2 år, men for ca. 5 måneder siden var jeg nødt til at spise kød igen, også for at tage på. Dog går dette projekt ikke særlig godt. Taber mig i stedet for at tage på og ved ikke lige hvad jeg skal gøre ved det.

    Igen, superfed blog du har og nyder at følge dig! :)

    Kys kys Regitze

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anonym frk

    Jeg har, og har i lang tid haft et ekstremt anstrengt forhold til min krop.
    På trods af motion og næsten konstante kure, har jeg altid været større end alle andre piger i min omgangskreds.
    Usikkerheden startede i en meget tidlig alder, da jeg udviklede mig allerede som 10 årig, og dette også ledte til brede hofter og en bagdel, der havde været en 25-årig værdig.
    Dette udviklede sig dog til en hel del usikkerhed for mit vedkommende, og allerede i 6. klasse udviklede jeg en spiseforstyrrelse, hvilket næsten udelukkede alt mad.
    Siden det har jeg været igennem en del behandlinger og hjælp, og selvom det er mange år siden, jeg reelt sultede mig selv, har jeg den dag i dag stadig et anstrengt forhold til mad – æv! Synes dog det er fedt at læse kommentarfeltet og se, hvor mange piger der er oprigtigt glade og hviler i dem selv og deres kroppe.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • anonym

    “Den moderne krop er slankere og højere, end jeg er bygget til at være”
    Du skriver du vejer 50 kg pige? Det er jo i den undervægtige kategori så det er bestemt ikke rigtig!
    Du er meget slank på den flotte måde og bestemt ikke større end den moderne krop..
    Man sidder jo og får det helt dårligt med sine 57 kg..

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Mette

      Jeg tror, at det Marie mener er, at hun i forhold til hendes højde ikke har den ultra tynde modelkrop. 50 kg til en på hendes højde er en flot, slank krop. 50 kg til en på 1,78 (min højde) er derimod meget lidt. Med mine 178 centimeter og 56 kg er jeg stadig en rigtig slank pige. Så man skal altid lige se på alle tallene før man kan regne med det.

      Nu ved jeg selvfølgelig ikke hvor høj du er, men 57 kg er altså ikke noget at skamme sig over! :-)

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Anonym

      Præcis også 1.63 :)
      Og med en vægt på 50 kg til den højde gier
      Det er bmi på
      18.8 som er undervægtig.. Så jo Marie er
      Også tynd på trods af sin højde! Men hun ser jo rigtig godt ud ingen tvivl der, men Marie ER en af dem der er slankere end gennemsnittet

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Emma

    Virkelig fedt indlæg – rart, at du giver os læsere mulighed for at reflektere lidt over, hvordan vi anskuer tingene.

    Jeg har selv igennem hele min barndom været meget høj og tynd, (så tynd, at der intet andet var på min krop) men samtidig spiste jeg kun chokolademadder, fordi det var det bedste jeg vidste. Men da gymnasiet kom, forsvandt den slanke mig til fordel for en høj pige med lidt fedt til formerne. Det var meget svært at håndtere, når jeg nu havde været så glad for min krop hidtil. Desuden havde jeg fået så mange skræmmehistorier om, at hvis man ikke dyrkede regelmæssig motion og spiste efter madpyramiden, så blev man tyk inden man fik set sig om.

    Men det er sgu noget pjat – for så længe man sørger for at få noget frisk luft og gøre de ting man holder af, spise hvad der føles godt i maven, så tror jeg på, at man ender ud med at se ret godt ud. Simpelthen fordi man er glad og frisk!
    Jeg er i hvert fald blevet tilhænger af den kur med at gøre, hvad der gør mig glad. Og nu elsker jeg min krop, fordi det hele passer nu godt nok sammen og jeg føler mig hjemme i den!

    P.S. Et ekstra tip. Sov rigtig meget, for søvn er sgu noget af det bedste i verden, for søren da.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • sr

    Jeg har sgu et meget afslappet forhold til min krop. Hjemme hos mig har vi altid fået at vide vi er perfekte som vi er.
    Jeg havde en rigtig god veninde i folkeskolen som havde meget spiseforstryrrelse og blev indlagt osv, og jeg kunne bare slet ikke sætte mig ind i det, selvom jeg støttede hende så meget som muligt, men ærlig talt så ville jeg aldrig bruge så meget unødvendig energi på at tænke på min krop, for vi er alle forskellige og kan ikke alle ligne en supermodel – så vi må acceptere os selv som vi er født, vi kan sgu alligevel ikke gøre noget ved det ;-)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anon

    Mit forhold til mad har i en lang årrække ikke været godt. Jeg har udviklet noget bulimi, og det har hærget og sortnet min hverdag i al for lang ting. I al for lang tid har jeg overlevet i stedet for at leve, og løjet for både mig selv og andre. Det er nok noget af det, der gør mest ondt: at jeg har været så fandens god til at lade som om. At jeg har fortalt mig selv noget nær 1000 gange, at jeg ingenting fejler. For det gør jeg da ikke, vel? Alle kaster op, gør de ikke? De tanker har farvet mit sind sort, og fået mit hoved til at eksplodere.
    Jeg er netop nu på vej ind i noget behandling, og jeg er ved at våde mine bukser konstant (please fornem metaforen.) Jeg er bange, og jeg synes det er nytteløst. Men inderst inde – eller bare når den her ambivalens gider skride til der hvor peberet gror – så ved jeg godt, at det er nødvendigt. For man kan ikke alt selv, og det er okay at bede om hjælp. Hurra for dobbeltmorale!

    Jeg håber inderligt med denne kommentar, at nogen vil prissætte deres krop mere. Om end ikke for så bare at se den, som den reelt er, for dét er undervurderet. Jeg vil godt love jer, at I alle er fantastiske ligegyldig jeres størrelse.
    Så spis, grin, elsk og LEV. Hvis ikke for jer selv, så for andre.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Annie

    Hejsa :-)
    Det er et ret spændende emne at debattere om, og der er jo helt sikkert forskellige holdninger om ens krop!
    Det vigtigste er jo at man synes om sin egen krop, og ikke hvad andre synes om den. Det lyder som et super sundt forhold du har til din krop, men der er også mange der kommenterer, som tydeligvis har det svært med sin krop.
    Jeg synes det er rigtig svært at der er så mange unge/teenagerer der har det så svært og udvikler anoreksi eller spiseforstyrrelser!
    Jeg håber bare at de en dag finder et normalt forhold til mad.
    Selv er jeg enormt lav i forhold til min alder, og jeg har et stort ar på maven, men er grundlæggende meget tilfreds med min krop, og når jeg dyrker motion er det mest fordi det giver mig overskud og gør mig glad.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Rigtig fint indlæg Marie – må sige jeg selv synes det er et rigtigt vigtigt emne. Jeg ser mine veninder brokke sig over sin krop og vægt, og kan blive bange for de vil tabe sig på den forkerte måde – og det vil jeg aldrig have sker. Derfor synes jeg det er vigtigt der kommer mere fokus omkring det – uden vi alle skal blive fitness-droninger og kun leve af salat.

    Jeg har altid været tynd – ja, i en periode ranglet. Jeg har altid været den høje pige i klassen, og min krop har ikke altid kunne følge med. Det har medført til synlige ribben, og en ranglet pige krop uden former. Men jeg kan se på mig selv, jo ældre jeg bliver, det hele bliver mere harmonisk efterhånden. Jeg er nu 16 år, 175 cm høj, vejer omkring de 60 kg(plus, minus) og bruger en beskeden A-skål. Jeg dyrker håndbold på højt plan 3-4 gange om ugen, og elsker at være aktiv. Men samtidigt spiser jeg også utroligt meget – i perioder. Andre perioder spiser jeg nærmest intet. Jeg tror det hænger sammen med min cyklus. Jeg vil/og har aldrig været ude i en spiseforstyrelse. Der elsker jeg mad for meget… hahahha

    Men jeg tror det er vigtigt man passer på sig selv. Finder en trænings form der passer en. Går meget, tager i fitness med en veninde, starter til en sport eller dyrker yoga derhjemme. Og spiser varieret. Mit største råd må være: Drik vand i stedet for saftevand/sodavand, grovt brød/rugbrød og ordentlig morgenmad. Så længe man er glad for sin krop, og ens krop passer til en. Så er den vidst ikke længere :-)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anonym

    Jeg er 172 cm høj og jeg vejer 43 kg. Jeg har tabt mig 10 kg over det sidste halve år, hvilket jeg ikke selv har været klar over. Folk har flere gange kommenteret min krop og at jeg er blevet meget tynd, men selv har jeg intet kunne bemærke.
    Jeg føler mig energiforladt, tom og trist. Jeg føler mig så svag og mine mavemuskler, som ellers var markerede, er næsten forsvundet.
    Jeg skal tage på nu, og jeg har det overraskende okay med det. Jeg er fascineret af den tynde, uskyldige krop, men jeg føler, at denne her kamp har ødelagt mig. Når ens forhold til mad bliver anstrengt, isolerer man sig og trækker sig ud af alting. Man mister gejsten for at leve. Det er en speciel form for tomhed.
    Jeg vil gerne tage på nu. Jeg tror på, at det er det rigtige, og jeg håber på, at flere ting kan blive godt igen efter alt det her. Jeg er lykkelig over, at mine forældre støtter mig så meget i det, og de er tydeligvis villige til at tømme deres pengepung for den mad, jeg gerne vil proppe mig i.
    Selv om jeg ikke har anoreksi, har dette været så uendeligt hårdt. Jeg tror ikke man kan forstå det, før man selv har været det igennem.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • emilie

    jeg elsker at træne og det er noget jeg bruger en del tid på :) jeg spiser også for det meste sundt :) jeg træner og spiser ikke sundt fordi jeg vil tabe mig men fordi det er noget jeg godt kan lidt :) jeg er fra natur side en slank pige uden former, jeg er 170 og vejer ca. 55 :) jeg har tidligere været ked af mine manglende former men har nu fået en meget bedre forhold til mig krop, men sender da stadig en gang i mellem misunderlige blikke på din flotte krop :)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ano-pige

    Hej Marie.

    Hey Marie:-)
    Jeg synes rigtig godt om din blog!
    Vælger nu at skrive anonymt, da det ikke falder inde for min interresere at dele mit navn, da MANGE af mine veninder også læser din blog.;-)
    Når jeg sidder og høre om dig og at du vejer 50 kg. får jeg da lidt sved på panden! ;D Jeg er 162 hvis ikke 163 cm. høj og vejer efter en dejlig sommerferie med god mad omkring de 52,5 kg. hvilket jeg måske føler er lig i overkanten.. Plejer at ligge på de 50,5 – 51 kg. og har det bedst der, men fordi jeg er 13 et halvt vokser både mine bryster stadig og jeg udvikler mig hele tiden, så er enormt i tvivl om jeg ligger normalt eller.??
    Alle mine veninder er uretfærdig slanke, hvilket jo ikke gør det meget bedre, men ved du om jeg er normal?? – føler mig liiidt i forhold, til de andre..
    Men hvad siger duuu? :-)
    – du er skide flot husk det!
    Anopige ;-)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • xenia

      jeg er 163 høj og vejer 62 og ser altså ikke tyk ud overhovedet :-) Jeg synes det lyder voldsomt når i kun er i start 50’erne :O derfor føler jeg også et pres på mig når skønhedsidealerne er tynde og magre kvinder som jer.

      Har altid været fascineret af Maries krop og ville ønske jeg havde en ligeså. Har længe prøvet at tabe mig men giver op gang på gang. :/ SYnes det med vægttab er en forfærdelig ting som resulterer i et meget anstrengt forhold til min krop. Når jeg ser mig i spejlet bliver jeg ked af det og siger til mig selv – du skal gøre noget ved det NU. men når jeg så bliver ked af det kan jeg finde på at trøstespise.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Anonym

      Kære Anopige,

      Håber du får hjælp til dine problemer og dit selvværd. Man kan mærke ud fra hvad du skriver, at du ikke holder særlig meget af dig selv, eller føler, at du er lige så meget værd som andre, især fordi du roser andre, men ikke dig selv!? Alle er værdifulde – også dig. Lige meget hvad du selv tror. Jeg er meget bekymret, for at en ung pige som dig har det så skidt med sin krop. Håber oprigtig, at der er nogen der rækker hånden ud til dig, så du kan få det bedre. :-)
      Mvh en 27 årig kvinde.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Ano-pige

      Tusind tak ’27 årlige kvinde’.
      Jeg har det bestemt fint med mig selv, og har en fantatisk mor der altid opbakker mig og veninder der siger jeg er dejlig, så du må på ingen måde tro at jeg går og ikke kan få hjælp ;-)
      Jeg har bare nogle gange behov for at få det bekræftet at jeg er ‘normal’… :-)
      Det må dog ikke misforståes, for jeg sætter utrolig meget pris på at du skriver det som du gør. Sagen er bare den at jeg af en eller anden grund ikke vil accepterer mig som jeg er, tror bl.a. det skyldes usikkerheden i teenage årene, alle venner og veninder siger at jeg har et super smukt og lækkert ansigt og krop, så den eneste der ikke tror på det er mig selv…
      – ano-pige :-)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • wow siger jeg bare, tak for alle jeres kommentarer det for mig virkelig til at tænke på hvor taknemmelig jeg egentlig skal være for hverken at være alt for tynd eller overvægtig. Jeg har aldrig haft et desideret problem med min krop, men nogle gange har jeg det med at se på andre piger og tænke: “hvorfor ser jeg ikke sådan ud?” Jeg har det med at sige til mig selv at det kan blive bedre end det er og at jeg sagtens lige kan løbe lidt mere end der måske er sundt for mig. På den anden side er jeg slet ikke i god nok form, så derfor bliver jeg hurtigt dehydreret og meget træt. Jeg har en pæn krop, men jeg har ikke lige så mange former som de andre piger i min klasse, men så prøver jeg bare at fremhæve de gode ting ved mig selv.
    Tusind tak for et dejligt indlæg Marie! og tak for de gode kommentarer som fik mig til at tænke en ekstra gang. <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anonym

    Jeg kan ikke lide min krop, og jeg har egentlig aldrig gjort det. Jeg er 1,75 m høj og vejer omkring de 55-56 kilo. Efter jeg er kommet i puberteten, er jeg blevet endnu tyndere, fordi min vægt ikke har kunne følge med min højde. Jeg er 15 år, og jeg er som den eneste i min klasse ikke begyndt at udvikle nogen form for former. Jeg kan knap passe en bh str. A75. Det gør mig ked af det at se 7. klasser på min skole, der er mere udviklede end mig. Jeg har det dårligt med at vise mig i bikini og egentlig bare at gå på gaden, fordi jeg egentlig ligner en 11-årig.
    Ved godt det bliver meget personligt, men det er dejligt at kunne komme ud med det! :-)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne

    Jeg har et anstrengt forhold til min krop, når jeg ser dig, Marie og tænker du er flot og slank, jeg er både højere og vejer mindre end dig men når jeg ser mig selv i spejlet, bliver jeg frastødt. (Jeg føler min mave er for stor) Jeg burde være glad for det jeg har men, det kan jeg bare ikke hvorfor??!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Min krop er ca ligesom din, er 163 høj vejer godt nok lidt mindre men er også kun 15. jeg er tynd og synes egentlig selv at jeg har en flot krop som jeg er tilfreds med. Spiser virkelig meget uden at tænke på min krop men har et højt stofskifte så er virkelig heldig i forhold til min krop! Derudover har jeg også flotte former, okay brede hofter der passer til min krop og bryster der ikke er særlig store men giver harmoni.
    Knus

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg kan relatere til meget at det, du skriver om din egen krop. Da jeg var barn, var jeg undervægtig – ret ekstremt endda, men da jeg begyndte i 6. klasse begyndte jeg pludselig at tage på. Jeg endte med at komme op på en “normalvægt” unormalt hurtigt, og de store ændringer i min krop kom som et kæmpe chok for mig.

    Det værste var, at det var omkring det samme tidspunkt at den barnlige leg af “Ej, jeg synes jeg er SÅ fed…” startede i folkeskolen, og lige pludselig var vægt og krop et fokuspunkt, og jeg kunne ikke finde ud af, om jeg var tynd, normal eller var på vej til overvægt – en underlig ting at huske tilbage på, for selvom jeg tog ekstremt meget på, så var jeg stadig ret tynd.

    Med tiden har jeg lært at acceptere, hvordan jeg ser ud. Jeg vælger oftest at se rationelt på det, for det er netop ikke alle, der er ens, og alles kroppe er forskellige. Jeg har ikke haft spiseforstyrrelser, men har haft andre problemer, der har givet ar på kroppen. Alle de ting jeg har været igennem, har lært mig, at det er SÅ vigtigt at finde de ting i livet, der bringer glæde med sig. Jeg har fundet min glæde i kunst og dans, og det har i den grad hjulpet mig til at acceptere mig som jeg er.

    Tak for at skrive dette indlæg; til trods for, at kropsdebatten er meget udbredt i blogland, så er det så vigtigt at diskutere – kudos til dig Marie!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • K

    Interessant emne – thumbs up for både et godt indlæg og spændende kommentarer.

    Jeg vil dog mene, at usikkerhed ikke nødvendigvis kun hører puberteten til. Under hele min pubertet havde jeg et meget afslappet forhold til min krop. Jeg så ganske normal ud, spillede bold og styrketrænede fire gange om ugen (og gik desuden lige så ofte til bageren i frikvarteret!). Da jeg nåede mine atten et halvt år (Jeg er i dag 23) begyndte mit forhold til min krop, mad og ikke mindst træning at ændre sig. Jeg ved ikke, hvad der startede det – jeg har levet et stabilt landsbyliv med en sød familie – men i løbet af 3. g. udviklede jeg anoreksi, og siden da har jeg svunget imellem perioder med denne sygdom, periodevis bulimi, samt træning i det ekstreme. Det er hårdt, og pinligt, ikke mindst. Især fordi jeg er en voksen kvinde, universitetsstuderende med fast kæreste, søde venner og et godt job. Jeg burde hvile i mig selv, men alligevel nager usikkerheden som den burde have gjort det for ti år siden. Jeg krydser fingre for, at dagen vil komme, hvor jeg kan være tilfreds med spejlbilledet, og jeg glæder mig til det mere end man kan forestille sig, hvis ikke man selv har været i det helvede jeg har i fem år. Det er en forfærdelig sygdom der i virkeligheden tærer mere på sind end på krop. So, thats my story, jeg synes den er vigtig at dele, og endnu vigtigere – det hjælper på mig at læse hvad du skriver og de givende kommentarer.

    Til sidst – keep up the good work, din blog er skøn og giver mig meget mere på det personlige plan, end jeg kan finde hos nogen anden blogger.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Min historie minder ret meget om din, kan jeg se. Jeg var virkelig tynd som barn – ja faktisk indtil jeg kom på efterskole og blev fodret med ost, men det er en anden historie. Jeg tog i hvert fald lidt på, tabte lidt igen og endte på de 53-54 jeg ligger på nu her. Med mine 170 cm er det stadig til den tynde side, men jeg har da lidt former. Efter at jeg tog på som 15-årig skulle jeg lige vænne mig til, at jeg faktisk kunne finde fedt på min mave, men jeg har forlængst sluttet fred med min krop. Motion sker ret sporadisk, men jeg går til rigtig meget! Well.. Det er vel det?

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anonym

    Jeg har altid været kraftig bygget, og har haft meget let ved at tage på… Indtil for et halvt år siden.. Jeg er slank, og jeg kan passe nederdele som jeg ikke kunne passe for 2 år siden. Jeg har ikke trænet, eller dyrket mere motion end jeg plejet, udover at jeg begyndte at cykle frem og tilbage fra skole (15 km. i det hele) Det er så fedt ikke at være bange for at ligge i bikini på stranden o.s.v Selvfølgelig kan jeg godt være meget usikker, da jeg endnu er i teenage årene.. Men det er bare så dejligt!!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Det var sgu dejligt at læse et indlæg med buskab om at elske sin krop og have et naturligt forhold til mad. Jeg har været igennem det hele tror jeg, men har efterhånden sluttet fred med min krop, og det forskruede kvindeideal vi alle lever med i dag…

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anonym

    Jeg har og har altid haft et almindeligt, afslappet forhold til alt omkring min krop og mad. Jeg har aldrig været hverken for tynd eller for tyk, men altid bare været en slank pige. Jeg er fjorten år – tæt på de femten, vejer 53-55 kg (det svinger lidt) og er 168 cm høj.
    Jeg rider rigtig meget og har gjort det i snart otte år. Det er stortset den eneste form for motion, jeg dyrker. Jeg har mine egne heste, og jeg rider hver dag. Det gør, at jeg har en mave med meget markerede muskler, hvilket jeg på sin vis er glad for, men nogle gange gør den mig også usikker, fordi alle mine veninder ikke rigtig har nogen mavemuskler, men bare helt flade maver. Det er dog ikke noget jeg tænker over i hverdagen overhovedet.
    Jeg har ikke så mange former, jeg bruger B75 i bh-størrelse og str. 36 i både bukser, bluser, osv. Men er jeg ret glad for alt på min krop.
    Jeg spiser en smule mere end andre tror jeg, men det er jo intet problem, som du nok kan høre.

    Du har en virkelig flot og perfekt krop, Marie! Og den samme ros skal sin blog forresten have!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • amanda

    Jeg er 17 og lige startet i 1. g, og min historie lyder meget som din (indtil videre). Jeg har altid været tynd, meget tynd, og jeg har simpelthen ikke kunne tage på, selvom jeg gerne ville :( Jeg har været meget ked af at jeg var så tynd, det var hårdt når alle mine jævnaldrene fik bryster og kvindelige former. Men jeg er nu ved at være glad for min krop og ser fordelende ved at være tynd! Jeg har også et afslappet forhold til mad, jeg spiser da sødt, men min generelle kost er sund.
    Fedt indlæg, og emne at tage op.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • vildekaniner

      Hej Amanda, ja, det lyder enormt meget som min historie. Fedt at møde én, der kan relatere!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • D

    Din holdning til mad kan jeg virkelig godt lide! Dejlig afslappet.

    Jeg har gennem hele min barndom været meget slank, men i alderen 11-12 år begyndte jeg langsomt at tage på. Det blev ikke bedre da jeg så kom på efterskole. Godt nok tabte jeg mig lidt, men jeg fik et meget dårligt forhold til mad. Jeg mente at jeg sagtens kunne køre en hel dag på en skål havregryn, og det er altså umuligt når man har 4 timers idræt om dagen (og slet, slet ikke sundt). Så kom jeg på gymnasiet og min mor var igennem et alkohol misbrug + en depression, som så ikke hjalp på min vægt. Jeg tog omkring 10 kilo +/- på i 2G, men fik heldigvis med tiden et bedre syn på mad. Jeg mangler stadig at tabe mig 5-6 kilo for at være tilfreds, men som du netop selv siger, så er man udstyret med den krop man nu engang har og så må man gøre det bedste ud af det – ligesom med alt andet i livet :-)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mit forhold til mad er rimeligt afslappet. Jeg elsker også at spise god mad, og jeg har da også en trang til søde sager. Dog ved jeg godt at man ikke kan leve af det, så derfor spiser jeg sundt det meste af tiden. Jeg dyrker motion som spinning, løb og styrketræning, og jeg føler, at jeg får det meget bedre med mig selv. Hvis jeg ikke har trænet i et stykke tid, får jeg det dårligere med mig selv, og mit gode humør og overskud forsvinder.
    Jeg er normal vægtigt, men jeg tror stadig at det er de sene teenage år der gør, at jeg stadig kan få det dårligt med min krop. Håber at jeg snart kan sige som dig, at jeg er tilfreds med min krop som den er!

    /Emma

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Line

    Mit forhold til mad og motion har altid været godt. Eller, det har i hvert fald ikke været sund. Jeg fik en spiseforstyrrelse da jeg var 13 og både mine madvaner og motionsvaner var skrækkelige – jeg lavede ikke andet end at motionere og forsøge at ungå, at spise noget som helst – og selvom jeg gere ville få det bedre, så var det bare så, så svært. Men jeg fik et wake-up-call (af den værste slags man kan få :/), som skubbede mig i den rigtige retning – mod recovery. Det har været en lang og hård proces, men jeg har lært rigtig meget og er blevet i stand til, at kontrollere de Jeg motionerer stadig og jeg spiser stadig – men begge dele i meget sundere mængder end førhen.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • vildekaniner

      Hvor er jeg bare stolt (uden overhovedet at kende dig) over, at du har vundet kampen. Det er inspirerende for alle, der lider af sygdommen. Super godt gået, virkelig.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • sofie

    Jeg har et meget anstrengt forhold til mad, hvis man kan sige det på den måde. Jeg har rigtig let ved at tage på. Jeg er kraftig bygget og jeg vejer omkring 70 kg, jeg er 175 cm høj.
    Jeg har altid været utrolig bange for at vise min krop, specielt da jeg lige var kommet i puberteten. Jeg har en utrolig tynd talje, og jeg synes på ingen måde at min talje og min mave hænger sammen med min røv og mine lår. Det er det der er det ultimative minus. Jeg hader min lår og min røv, og synes fedtet kunne begynde at sætte sig på min barm i stedet. Sådan ligger landet ikke.
    Jeg er desværre ikke den store fan at at løbe men cykler 10 km. ca. hver dag. Jeg spiser lidt hvad der passer mig in the moment, men bagefter har jeg det som om jeg kunne kaste op.
    Hvis jeg kunne lave noget om, ville det hundrede procent være den nederste del. Den øverste er sgu helt OK ;-)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • vildekaniner

      Selv om jeg har været meget tynd, var jeg stadigvæk bange for at vise mig offentlig i f.eks. badetøj, simpelt hen grundet ren usikkerhed. Puberteten er en bitch. Men hvor er det bare dejligt at høre, at du har en flot “overkrop”, og så er det jo bare at worke them boobies! He he.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anonym

    Et ofte debatteret emne.

    Jeg er endnu i mine teenageår, og derfor betragtes det ikke så voldsomt, når jeg fortæller at jeg er usikker omkring min krop. Jeg løber 2-3 gange om ugen, drikker oftest vand inden et større måltid, så jeg ikke spiser nær så meget, derudover cykler jeg hverdag i alt 7 kilometer for at komme til og fra nærmeste busstoppested. Dog har jeg også en svaghed for søde sager, men formår at beherske mig til tider, når det frister meget. Men da jeg i midten af syvende klasse skiftede skole, blev jeg modtaget mindre kærlig af en gruppe piger fra min årgang. Jeg har nemlig en vældig Marilyn Monroe-krop. Forholdsvis store bryster, smal talje, og bredde hofter. Allerede fra første dag fik den klare besked at jeg ikke skulle tro at jeg var noget. De brød sig nemlig ikke om mine bryster. Hvorfor, kan jeg ikke fortælle, og jeg undre mig selv den dag i dag.
    Jeg er femten år, og går nu i niende klasse. Jeg bruger en D-skål i bh’er, og har gjort det siden starten af syvende klasse. Jeg er ikke meget for bøjle-bh’er, og har derfor sindsygt svært ved at finde en bh som passer. Jeg er meget usikker omkring denne del af min krop. Det er ikke de man oftest hører fra teenagepiger. Jeg har oplevet at man i den alder ikke kan få for store bryster nærmest. Men i mit tilfælde ville jeg rigtig gerne undgå denne størrelse.

    Denne kommentar var muligvis nok for personlig, og ramte nok lidt skævt for emnet, når vi tænker kroppen. Da jeg ligeledes er fra Næstved området, har jeg valgt at være anonym under navn, da folk jeg kender ikke skal kunne relatere til dette. Hverken føle sig ramt, beskyldt, eller misforstået.

    Det er imponerende så nede på jorden du er omkring (også) dette emne. Du er ikke bange for at fortælle at du nyder søder sager, og at du altid har gjort det. At du elsker god mad, osv. Du holder dig flot, og naturlig tynd!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • vildekaniner

      Det er kun fair, at du vælger at skrive anonymt, når din historie er så personlig, og tusind tak for de dejlige ord. Det er mærkeligt med kvinderes fascination af bryster, og den samtidige frygt for samme. Bryster er jo lig seksualitet, og jeg tror, at fokus på dette i puberteten kan skræmme en del, og sikkert også har skræmt dig. Specielt hvis du har udviklet dig hurtigt, og har en stor barm. Jeg må dog sige, at en Marilyn Monroe krop ikke er sådan at kimse af, og at du lyder som en naturligt flot proportioneret kvinde! :-)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg elsker, når bloggere tager sådan nogle emner op. Smukt indlæg. Det synes jeg virkelig – du har desuden den flotteste krop. Din afslappede indstilling er meget inspirerende.

    Jeg har aldrig været tilfreds med min krop. I hvert fald ikke af, hvad jeg kan huske. Jeg har altid være meget højere og større end alle andre, og er også blevet mobbet en smule med dette. Det er jo ikke et særlig godt fundament for et velfungerende selvværd, når man hver dag gennem perioder får at vide, hvor grim og tyk man er. Jeg tror også det var derfor, jeg begyndte at trøstespise – ikke meget, men alligevel nok til at få det værre med mig selv.
    I sommerferien til syvende klasse begyndte jeg at tabe mig. Tror jeg tabte mig 7-8 kg i løbet af sommeren, simpelthen fordi jeg ikke spiste. Om dette var grundet min begyndende depression, eller det dårlige selvværd er jeg ikke klar over. Jeg tror ikke det var en bevidst handling. Det var bare for at afreagere på de indre smerter.
    Et par måneder senere startede jeg til psykolog grundet depression, og da jeg begyndte på anti-depressivt faldt min vægt yderligere. Folk begyndte at kommentere det, og det var bestemt ikke rart. Jeg havde vel tabt mig omkring 12 kg i alt på dette tidspunkt, og set tilbage vár jeg for tynd. Men at gå fra at blive kaldt fed til for tynd, kunne mit svage sind altså ikke klare.

    Sidenhen har jeg prøvet at tabe mig, og jeg vil stadig gerne. Jeg kan ikke lide min krop, men i stedet for at tabe mig, prøver jeg at fokusere på sundhed i alle aspekter – psykisk, fysisk og madmæssigt. Det synes at være nøglen til glæde, og glæde er det jeg længes mest efter.

    Der er meget mere til det, og jeg havde egentlig ikke tænkt mig at spytte min historie ud over dig, det beklager jeg. Igen, pisse smukt indlæg, Marie.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • vildekaniner

      Tusind tak for de enormt rosende og dejlige ord, det er jeg enormt glad for at høre. Som du selv siger, handler livet i langt højere grad om sundhed i forhold til psyke, fysik og madindtag – og bare det, at du kan nævne det, ligger mig enormt nært og er så smukt skrevet.

      Jeg er ked af, at du har haft problemer med synet på din krop. Selv har jeg altid været meget mindre end alle andre, og har også følt mig anderledes grundet dette. Tusind tak for din historie, søde Heidi!

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Jeg bliver altså nødt til at kommentere igen. Jeg er fandeme imponeret. At du har svaret på så mange kommentarer, og alle så man virkelig kan mærke, at du ikke bare er “ligeglad”. For mig, og jeg er garantereret ikke alene, betyder det utrolig meget at du viser interesse. Og jeg må sige, at det er fantastisk at læse. Du er en dejlig person, Marie. Tusind tak.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Katinka

    Jeg har altid været godt i stand i min barndom, men begyndte at tabe mig i omkring 6 klasse. I starten kom jeg ned på en normal vægt men jeg kunne ikke stoppe og har nu haft anoreksi i 2 år…i dag er min ikke alt for tynd og det er mest det indre jeg har problemer med, men jeg har været hårdt ramt af alle de mål jeg synes der bliver sat af fx piger i min alder, folk der siger de er for tykke og måske det modsatte og at alle bliver nød til ar være de smukkeste og tyndeste for at være noget. Jeg synes det lyder helt fantastisk at du har lært at acceptere din krop, det ville jeg ønske jeg selv gjorde.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • vildekaniner

      Det er jeg enormt ked af at høre. Min lillesøster har lidt af anoreksi, og sygdommens indtrængen i sindet er så ubærlig. Jeg ønsker dig al mulig held og lykke i fremtiden, og selvfølgelig god bedring.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mathilde

    Jeg har ligeså længe jeg kan huske haft det svært med min krop, og har altid følt mig utilpas, og gør det stadig.
    Jeg er på ingen måde stor, men ser stadig mig selv som en pige med former. Jeg er forholdsvis slank med en smal talje, større numse, men desværre ingen bryster.
    Jeg tror jeg er blevet meget påvirket af tidens billeder af hvordan en kvinde skal se ud, og synes selv at det er flot når en kvinde er høj og tynd og mere eller mindre uden former – Jeg tror det også var det der forudsagede at jeg som 13-14 årig mere eller mindre udviklede en spiseforstyrrelse idet at jeg nøjes med et æble og et knækbrød/riskiks og så ellers en tallerken af det der nu blev lavet til om aftenen.
    Jeg spiser nu sundere og bedre, men er dog stadig meget påpasselig med min vægt og hvad jeg indtager og dyrker måske en smule overdrevent motion i håb om at jeg en dag vil få den krop jeg drømmer om og føle mig tilpas i min egen krop.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • vildekaniner

      Jeg tror også, at min usikkerhed i puberteten skyldes stor refleksion i tidens moderne krop. Min lillesøster har haft spiseforstyrrelse, så jeg ved altså, hvor modbydeligt det er, at være vidne til, at en, man elsker, forsøger at ødelægge sig selv. Jeg er derfor meget glad for at høre, at du er i bedring. Problemet er bare ofte, at man aldrig vil kunne se sin egen krop som komplet perfekt, endda selvom den er det.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • kathrine

    Jeg har et ret dårligt forhold til mad. Jeg har svært ved at lade mig selv nyde et stykke kage eller andet, selvom jeg sørger for at lave dem så sunde som muligt. Derudover føler jeg altid, at jeg går amok med mad, selvom det nok ikke er sådan. Jeg har tidligere haft en begyndende spiseforstyrrelse og tror ærlig talt ikke den er helt væk. Men jeg har lært at spise igen, selvom jeg får dårlig samvittighed. Jeg har altid elsket sport! Jeg bliver rastløs og sur, hvis jeg ikke får dyrket noget, men har haft en del problemer med det på det seneste.

    Jeg er 176 og vejer 57kg. Jeg føler at det er for meget, men har ingen former. Så det er lidt svært for mig, det med kroppen. Derudover føler jeg mig aldrig tilpas i mit tøj, så har det sgu lidt svært med den nye gymnasiestart. Selvom det er mega fedt i gymnasiet! Det er virkelig svært, men drømmer virkelig om at få det bedre og kunne stoppe med at tænke så meget over det med mad. Bare spise sundt :)

    Det blev da godt nok lidt personligt, men nogengange har man bare brug for at få det ud…

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • vildekaniner

      Det er kun dejligt med personlige kommentarer, det betyder så meget, at du vil dele dit forhold til din krop.
      Du må endelig ikke give dig selv dårlig samvittighed over at spise normalt, det har jeg også gjort til tider, men jeg har lært bare at lade indtagelsen af søde sager en slags “belønninger”, man kan jo altid finde på en årsag til at belønne sig selv, he he :-)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Marie

    Har til dels et afslappet forhold til min krop.
    Jeg er lige fyldt femten, vejer omkring de 50 kg, og er 160 høj.
    Jeg er også fra naturens hånd født tynd, eller normal. Jeg har et ret højt stofskifte og har derfor nemt ved at forbrænde det jeg indtager, så på den måde er jeg lidt ligeglad med, hvilket tal, der står på vægten, men mere hvordan min krop arter sig. Jeg gik igennem en periode i november 2011, hvor jeg havde det lidt svært med at acceptere min kvindekrop. Jeg var den første til at udvikle mig, og dermed skete der også en masse forandringer, der gjorder, at jeg så anderledes ud end de andre. Det var helt tilbage i 5.klasse det skete. Men i november 2011, blev jeg i en uge “syg”. Jeg spiste ikke rigtig noget, og var ikke specielt glad. Jeg vidste ikke helt hvor min appetit blev af, og jeg ville for alt i verden ikke have, at min mor skulle tro, at jeg nu havde en spiseforstyrrelse, eller at jeg tænkte ondt om min krop, fordi jeg virkelig ikke tænkte ondt om den, men samtidig kan jeg ikke komme ud for, at jeg blev lidt glad over, at jeg ikke spiste. Jeg begyndte at veje mig meget, og lagde mærke til at jeg ofte havnede foran spejlet, hvor jeg stod med siden til, og følte på min mave.
    Jeg kan selvfølgelig godt se, at det er pisse usundt nu, og jeg tror heller ikke at mit problem skyldtes at jeg havde en spiseforstyrrelse eller en snert af det. Jeg tror det er noget alle piger går igennem i deres liv, fordi de ikke er vant til at tage de ekstra kilo på, fordi der ikke bliver lagt nok fokus på det, fordi det er totalt tabu belagt. Jeg syntes grundlæggende at man skal acceptere sin krop, fordi det er sådan man nu engang er skabt, så kan man jo altid have et ønske om at ændre på den, men det skal bare ikke blive til en sygelig tanke, der udvikler sig til en spiseforstyrrelse.
    kys fra Marie

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • vildekaniner

      Usikkerhed hører helt sikkert puberteten til. Jeg har også haft disse usikkerheder, de handlede dog i højere grad om at have en meget barnet krop, når de andre piger voksede sig høje og formede. Jeg vil gerne takke dig for at dele din historie, og til slut høre, hvordan du har det i dag? Der kommer til at ske så meget med din krop de næste par år, og hvis du vælger den afslappede holdning, vil alle disse helt sikkert komme lettere til dig.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Marie

      Jeg har det helt fint i dag, jeg kommer dog ikke igennem en dag uden jeg tænker over det. Altså fx, hver gang jeg spiser noget sødt, kan jeg ikke lade vær med at tænke “det burde jeg ikke”, men jeg for ikke dårlig samvittighed over at jeg spise det alligevel. Desuden fylder det min hverdag, og har gjort det i et halvt år næsten, da en af mine tætteste veninder er havnet i en svær spiseforstyrrelse, som hun nu har gennemgået i over et halvt år. Det er super svært og følsomt at snakke om mad og kroppe, og det er derfor ikke noget jeg sådan rigtig deler med andre end mig selv, fordi jeg nu er blevet vant til, at det er bedre at holde min mund lukket, hermed ikke sagt, at jeg ikke hjælper min veninde med at komme ud af det.
      Det er bare lidt svært ikke at komme til at tænke på, når man har en veninde, der har det. Det gør også, at jeg bliver mere opmærksom på, hvad jeg selv spiser, hvilket nok skyldes “det burde jeg ikke” tankerne.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • vildekaniner

      Ja, det er forfærdeligt at være tilskuer til en spiseforstyrrelse. Det er decideret rædselsfuldt, fordi man ikke selv kan gøre andet end at større og give en masse kærlighed.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg kan godt lide din tilgang… den virker afslappet. Jeg synes dog, at du får det til at lyde som om, at du ikke er ultraslank. Den moderne krop er højere og slankere, skriver du. Det ved jeg ikke helt, hvad betyder? Mener du 17-årige topmodeller?
    Jeg synes, at 163 cm og 50 kilo er helt enormt slankt, og selvom det kan se forskelligt ud i forhold til ens kropsbygning (knogler osv), så må du altså være i den lave ende i forhold til et BMI, der stadig er sundt. Jeg vejer små 10 kg mere end dig, og er kun 2-3 cm højere, men ser stadig slank ud.
    Anyways, du ser godt ud, og min erfaring er, at man bliver mere og mere okay med sig selv jo ældre, man bliver. Du virker jo glad; det er godt:)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • vildekaniner

      Uha, det er derfor, dette område er så enormt følsomt. Jeg kan jo sagtens se på mig selv, at jeg ikke er bygget som, som du selv beskriver det, en 17-årig topmodel. Derfor kan jeg bedre lide at kalde min kropsbygning slank, end tynd, fordi jeg ikke selv mener, at jeg er en bemærkelsesværdigt tynd. Og egentlig heller ikke har ønsker om at være det. Jeg ved udmærket godt, at mit BMI er under gennemsnittet, men dette er helt naturligt for mig, og jeg er glad for min krop, og generelt set for min tilværelse :-)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Det lyder til, at du er ret heldig med dit stofskifte… Jeg har altid været til den runde side. Jeg har ret store knogler, så selv som barn, hvor jeg bestemt ikke var overvægtig, var jeg stadig til den “kraftige” side. Med tiden er der kommer lidt mere polstrering på hofter (og barm! Jesus Kristus, de holder aldrig op med at vokse!), men selvom jeg svinger ret meget i vægt (der er 10 kilo, som ryger af og på ret tilfældigt), så er jeg overordnet ret tilfreds med min krop. Jovist kunne jeg da tænke mig, at jeg var slank ind imellem, men det er min krop bare ikke bygget til. Til gengæld er jeg rigtig glad for mine proportioner, der giver mig en timeglasfigur (omend et noget større timeglas end gennemsnittet), og jeg nyder at klæde mig efter mine former. De er med tiden blevet en helt naturlig del af mig. (Billedebevis: http://miriamshoeinshoes.blogspot.dk/2012/08/todays-outfit-aug-16.html)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • vildekaniner

      Du har en enormt flot krop, synes jeg, og som du selv påpeger, så er det da bedre at være et timeglas, gennemsnit eller ej, end dårligt proportioneret. Desuden handler det om at klæde sig efter sin krop, og det skal du være have ros for, at være god til!

      Med hensyn til stofskifte, så har jeg faktisk hørt, at du ikke er født med godt/dårligt stofskifte, men at du netop gennem kost og motion ændrer dit stofskifte, men jeg er selvfølgelig hverken medicinstuderende eller diatist, he he.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Tak for de søde ord. :) Mht stofskifte, så synes jeg aldrig rigtig, det har været på min side, men så igen: Jeg ER mægtig glad for chokolade, så måske skulle jeg acceptere, at jeg bærer en del af skylden! :D

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • vildekaniner

      Ha ha, åh, chokolade, den klassiske synd!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hej Marie,
    jeg har altid hadet min krop. Det startede tilbage i børnhaven, hvor jeg syntes jeg lignede en mand fordi jeg havde hår på armene og var meget stærk og muskuløs. Sådan havde jeg det længe op i folkeskoleårene, og det fik mig desværre til at stoppe med at træne og dyrke motion. Så begyndte jeg at tage lidt på, ikke at det gjorde noget. Nu føler jeg mig for tyk, stor og kluntet og kæmper med at komme i gang med træningen igen!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • vildekaniner

      Åh, søde Clara for pokker. Er det fordi, du er naturligt meget athletisk bygget? Det er der jo folk der drømmer om at være! Desuden tillod jeg mig at tage et kig på din blog, og du har altså en rigtig flot figur!

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Anne s

      Jeg bliver simpelthen nødt til at sige at du har en pisse flot krop. Hverken tyk, stor eller kluntet. Eller noget der kommer i nærheden af det. OVERHOVED!! :-)

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nanna

      Helt enig! Du er vildt smuk og din krop ligeså! Har selv en atletisk krop, som er trænet, og får faktisk kun rosende og misundelige kommentarer for den :)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sidsel

    Jeg har det fuldstændig ligesom dig! Jeg ønsker ikke at tænke over hvad jeg putter i munden, men spiser efter smag og behag. Når det så er sagt, er jeg også født med et utroligt højt stofskifte, og en god forbrændning der gør, at jeg aldrig svinger mere med min vægt, end 2 kg.
    Ud over det – så ville jeg lige nævne, at jeg er en ny medfølger, men efter at have kigget en del i mange af dine forrige indlæg, kan jeg hurtigt konkludere at jeg bliver hængende! Du er en enorm inspiration, og så har du en super fed, unik og personlig stil. Jeg elsker dine billeder, og ikke mindst dine tekster. TAK for det – keep up the good work! :)

    Ps. Så synes jeg altså du ligner krummes storesøster!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sidsel

    Jeg har det fuldstændig ligesom dig. Jeg ønsker ikke at tænke over hvad jeg spiser, men i den sammenhæng er jeg desuden også født med et enormt højt stofskifte, og en god forbrænding, som gør at min vægt svinger med 2 kg. Når det så er sagt, så synes jeg du er en knaldgod blogger! Har ikke fulgt med så længe, men efter jeg har kigget mange af dine indlæg godt og grundigt igennem, kan jeg kun konkludere, at jeg bliver hængende! Du er en enorm inspiration og så har du en super fed stil! TAK for gode billeder og god læsning :-)

    Ps. Så synes jeg virkelig du ligner Krummes storesøster!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • vildekaniner

      Kære Sidsel. Fedt at høre, at du har et naturligt forhold til din krop, det er superstærkt gået.
      Jeg er enormt glad for din fine ros, tusind tak!

      Ha ha, Krummes storesøster Stine? Det har jeg faktisk fået at vide før, ha ha.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sidsel

      Hov… Kom vidst til at poste to gange – troede ikke kommentaren blev sendt ordentligt afsted første gang, så måtte skrive det hele igen….. – men ligheden mellem jer to er slående! :-)

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Marie Illum

      Må godt nok lige sige at Marie og krummes storesøster OVERHOVEDET ikke ligner hinanden.. Sorry Sidsel ;)

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • vildekaniner

      He he, det synes jeg heller ikke selv :-)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mille Cajar

    Hvor er du bare sej Marie! Jeg ville ønske at jeg havde en krop som dig! Og jeg ville ønske at jeg havde modet til at tage sådan et emne op, og hvile så meget i dig selv!

    http://millecajar.blogspot.dk/

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • vildekaniner

      Tusind tak skal du have, det betyder virkelig meget at høre!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Laura

    Det er lidt off-topic det her, men apropos udseende: kunne du finde på at lege med at farve dit hår i en pastelfarve? Jeg går selv og overvejer at affarve hele min lysebrune page og derefter farve sart lyserød. Men kan ikke finde ud af, om det er for sindssygt. Jeg går enkelt klædt, sorte og hvide toner, så på dén måde vil jeg ikke ligne et decideret trafiklys. Hvad siger du – er det go, no-go, verdens bedste idé eller passé?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • vildekaniner

      Det er helt okay, det handler jo i hvert fald om udseende, he he.

      Jeg synes enormt godt om pastelfarvetrenden, også i dipdye versionen (dog er denne en smule mere misbrugt end helfarve-versionen), men jeg kunne aldrig selv drømme om at få det lavet. Jeg elsker mit hvide hår, og planlægger absolut ikke at farve det anderledes lige foreløbig – det skulle højst være med mørkere striber, for at give det et mere naturligt look, men ikke endnu – har ikke været alf længe nok :-)

      Min veninde har farvet sit hår pastellyserødt, og farven var så latterligt fin til hendes hud, og det så enormt smukt ud. Hvis du vælger at gøre dette, må du regne med udskiftning i din hverdagsmakeup, hvis det skal have optimal effekt, men hell to the yeah siger jeg!

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Anne s

      Jeg går selv og leger med tanken om at farve håret lyserødt..
      Og nu siger du udskiftning af hverdags makeuppen. Hvad tænker du på her? ens hudfarve skifter vel ikke af den grund og en mascara er vel en mascara? Eller er jeg helt lost? Har ikke erfaring på hårfronten..

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • vildekaniner

      Ens hudfarve vil syne anderledes, og derfor skal øjenmakeuppen udskiftes. Hvis du normalt anvender brunlige nuancer ville jeg skifte til sorte/grå :-)

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Laura

      Tak for svar. Har du mon et foto af din venindes hår, hvis ikke her så på instagram?

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • vildekaniner

      Hun har en blog! Judy Jørgensen, søg på Judy Jørgensen blog, og det burde dukke op! :-)

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Laura

      Har søgt højt og lavt på google og kan kun finde hendes gamle domæne. Hvis du kan overskue at skrive hendes nye, vil jeg blive glad!

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste i

PERFORMING