ABOUT THE FUCKING FUCKING

tumblr_ku0foj6uGA1qzty9ao1_1280

Jeg bliver konfronteret med brugen af bandeord i mit sprog i øjeblikket her på bloggen, og til det har jeg kun at sige, at jeg altid har og vil acceptere bandeord, hvis de blot bruges i positivtladede vendinger, eks.: “Du er fucking lækker”. Jeg har egentlig aldrig forstået alt klynkeriet omkring bandeord. Det er jo bare for at forstærke et meningen i en sætning. Jeg har aldrig selv tænkt over mit sprog, er heller ej blevet irettesat på hjemmefronten, og helt ærligt, så er hysteriet omkring bandeord jo bare indlært, som så meget andet i dette samfund. Man er jo forhelvede ikke et dårligere menneske, fordi man bander, eller hva’? Jeg er i hvert fald først opmærksom på området, når jeg konfronteres med det. Men jeg kan virkelig ikke se problemet. Hvad siger I? Er bandeord go, in line eller no-go hos jer?

A REALLY STRANGE ONE

Photobucket

“Hvad vil du egentlig med bloggen?”. Et spørgsmål der oftest kommer ude fra. Hvis man ikke selv er inde i denne her lille bloggerverden, så kan jeg egentlig godt se, at tidsmængde og arbejde vs fortjeneste er direkte latterlig. Jeg vil gerne inspirere. Jeg vil dele. Jeg vil debatere. Jeg vil sætte mit præg på moden. Jep, min blog er en modeblog. Men som årene er gået, er min blog blevet lige så meget en del af mit liv, min hverdag og mine tanker. Men moden vil altid være i fokus her, selvom ordet “modeblog” er et dårligt begreb, fordi det spender for vildt – jeg er vel snarere en inspirationsmodeblog, gætter jeg på. Når jeg kigger rundt i blogland, kan jeg helt misunde de små bloggeres legende lette forhold til deres blogs og forhold til denne. Det er virkelig svært at få ud på skrift, det her – og det lød virkelig så meget mere intelligent i mit hoved: Jeg er ikke altid den blogger, jeg har lyst til at være. Jo, når jeg står i gerningsøjeblikket og kreerer indlægget – men sommetider, når jeg kigger tilbage, kan min lidt perfektionistiske tilgang til det her ikke klare diverse småting, og jeg kan få helt lyst til at slette hele bloggen og bare begynde forfra. Dette ville selvfølgelig aldrig blive aktuelt, det har jeg sgu lagt for meget arbejde i bloggen til at muliggøre, men i virkeligheden kan det uperfekte være det mest perfekte af det hele. Eller måske netop kombinationen af det perfekte, og det uperfekte. Shit og død for et fucking rodet indlæg.

MONEY AND INCOME AGAIN

Photobucket

Jeg får enormt mange spørgsmål omkring min økonomi. Jeg lever pisse godt, så spørgsmålet er fuldt forståeligt. Dog vil jeg have retten til absolut ikke at oplyse, hvor meget, jeg tjener, men til at forklare, hvorfor, og hvordan jeg lever, som jeg gør. Indlægget her er en lille sammensætning af en hel masse, så det ville være så dejligt, hvis I gad læse med:

Jeg færdiggjorde STX år 2010, og jeg har arbejdet som pædagogmedhjælper på en SFO siden da. Det sidste år næsten på fuldtid, men efter sommerferien kommer jeg til at gå meget ned i tid, således at jeg har tid til at dyrke bloggen, events, mode, fotografi, teater og andre store interesser så meget som ønsket. Jeg er endnu ikke bestemt mig for, hvad jeg har lyst til at lave, når jeg bliver “stor”, men jeg vil helt sikkert havne et sted, hvor jeg kan udnytte mine kreative evner og min kærlighed for samme. Netop derfor vil jeg det næste år kunne udvikle mig, forhåbeligvis meget, i alle disse retninger, og til næste sommer have et mere klart billede af, hvad jeg vil. Bloggen her er min lille darling, og der sker enormt meget rundt omkring mig – oftest baseret på bloggen. Jeg er stadigvæk lidt uforstående overfor det faktum, at det kan give mig så pisse meget god respons og vilde muligheder, at lave, hvad jeg elsker så højt. På den måde er jeg meget priviligeret.

Som sagt, tjener jeg altså penge på SFOarbejdet, samt på bloggen. Som min popularitet her vokser, stiger min indkomst. Ønsker jeg mig noget, som f.eks. et Canon 7D, som jeg netop har erhvervet mig, jamen så sparer jeg op til det, og køber det – eller, om muligt, så køber jeg det med det samme. Jeg har stort set aldrig noget liggende, jeg ikke anvender – hvis dette sker, så sælges det lynhurtigt, for at gøre plads til nyt og ønsket.  For lige at slå én ting fast, så køber jeg alle mine dyre ting selv. Jeg betaler selv min mad. Jeg betaler selv min lejlighed. Bum. Jeg får til gengæld nogle gange store gaver i forbindelse med jul og fødselsdag. Jeg har altid været ret “forkælet” hjemmefra, men har stadigvæk lært, at dyre ting kræver hårdt arbejde. Derfor har jeg f.eks. altid selv haft arbejde, lige siden jeg fyldte tretten. De ting, jeg ejer, er jo netop ikke bygget op over det sidste år – men er et produkt af solgt/købt/tjent de sidste mange år. Køber man dyre varer, er det muligt at videresælge til nogenlunde priser, og ergo købe nyt. So simple as that. Desuden er jeg pissegod til at spotte varer ret billigt secondhand, og gør mig nogle gode køb på dén måde. Både i den eksklusive og highstreetede ende.

Og så handler det hele selvfølgelig om prioritering. Jeg vil som oftest hellere købe én lækker basis tee fra Acne end fire fra H&M, som er totalt gået ud af form efter blot én vask. Jeg ejer fem tasker – ikke tyve – til gengæld er de, jeg har, af pisse god kvalitet og nogle, jeg virkelig er glad for. Herved ikke sagt, at highstreet ikke er godt, for den slags tyer jeg skam også til, men man kan jo altid vælge at prioritere. Netop på grund af denne prioritering, kunne jeg købe min første Louis Vuitton taske helt selv som fjortenårig. Det er ikke umuligt. Det er bare at vælge!

Jeg håber, at dette åbnede jeres øjne for mit økonomiunivers, og giver jer en bedre forståelse for min livstilssituation (hjerter til jer).