Jeg fornemmer, at der er stemning for et mere sigende indlæg omkring blogging som koncept, fritidsinteresse og job. Sagen er den, at jeg blogger, fordi jeg synes, det er skidesjovt. Jeg har aldrig været bange for opmærksomhed, og hele ideen med at kommunikere med læsere samt modtage kommentarer og feedback på livets små herligheder er meget fascinerende for mig. Mode er desuden en kæmpepassion for mig. Og dét, at kunne kombinere denne kommunikation med min store interesse var et ideelt match i mit hoved. Ovenstående billeder er lidt min beskrivelse på en bloggers humørsvingninger (i hvert fald i forbindelse med selve bloggen): Glæde, sorg, frustration og undren. Heldigvis er førstnævnte dominerende.

Jeg startede med at blogge for omkring fem år siden. Dengang var konceptet meget useriøst for mig, en lille sideinteresse – et afbræk fra gymnasiets daglige travlhed. Da jeg startede med at blogge, modtog jeg stort set ingen feedback, og den lille mængde, jeg fik, var fra personer i min omgangskreds. Store bloggere som anywho og trineswardrobe herskede i blogland og banede vejen for de små, mindre betydelige blogs. Jeg tog billeder med min mobiltelefon, kvaliteten var ringe og teksternemængderne små. Et par år senere (december 2009) fik jeg mit spejlreflekskamera. Derfor besluttede jeg, at jeg ville starte forfra, og oprettede altså bloggen ANDTHEBLACK. Her bloggede jeg en del tid alene, men besluttede med min lillesøster, at vi burde forene vores bloginteresse. Hun begyndte også at blogge på ANDTHEBLACK, men efter et stykke tid måtte jeg sande, at vores ideer om blogging var meget forskellige. Selvom vi er søskende, meget ens og begge modeinteresserede, faldt vores måde at gøre tingene på rent blogmæssigt ikke særlig godt sammen. Jeg ville starte på en frisk. Sådan opstod devildekaniner. Min idé var, at jeg her skulle gøre mig rigtig umage med alting. Mit engagement i bloggen blev spottet af Kia, som leder bloggernetværket BLOGGERS DELIGHT, og i sommeren 2010 blev jeg en del af dette netværk. Disse ændringer betød blandt andet en kommerciel del – jeg blev “professionel” blogger. Jeg er stadigvæk kritisk med, hvad der lægges op på bloggen, og vælger desuden kun at reklamere med varer, jeg selv kan stå inde for. Min bloggerindkomst vil jeg dog gerne holde for mig selv. En anden stor ændring var blandt andet, at bloggen begyndte at vokse eksplosivt. På under et år er mine tal vokset fra 20.000 mådentlige kliks til over 350.000. Med popularitet kommer både positivitet og negativitet.

Jeg er meget kræsen og perfektionistisk med min blog. Jeg kan f.eks. godt finde på at tage nye billeder af en indkøbt vare, hvis første udkast ikke behagede mig. Netop fordi jeg gør mig så umage og lægger så meget arbejde i min blog, bliver jeg utrolig såret og ked af det, når jeg modtager kritik. Konstruktiv feedback har jeg absolut intet imod, men nedladende, personlige eller ikke-brugbare kommentarer irriterer mig voldsomt meget. Jeg er desuden reel i alle sammenhænge her på bloggen, og derfor slår negative kommentarer ekstra hårdt ned på mig. Som min blog har vokset sig større, har jeg måtte sande, at mængden af den slags kommentarer vokser med. Hvis jeg modtager lignende, kan jeg lukke mig helt ind i mig selv. Det er en latterlig reaktion, som ikke gavner nogle steder hen – men jeg kan simpelt hen ikke gøre for det. Heldigvis er jeg omgivet af fantastiske mennesker samt medbloggere, der fuldstændig kender til følelsen og bakker mig op samt støtter mig. Derfor er det netop så genialt, at blogfænomenet har vokset sig så aggressivt stort. Vi kan hjælpe hinanden. Jeg er godt klar over, at når man vælger at lægge en del af sig selv op online, må man forvente noget respons. Det er ikke responsen, jeg er bange for. Tværtimod. Det er uberettiget negativitet, jeg ikke kan fordrage. (Jeg har tidligere lavet et indlæg om dette.)

Jeg er stadigvæk meget følsom med min blogging, men afmagt og følelsen af, at ville stoppe bloggen omgående, har aldrig været over mig. Jeg elsker bloggen. Jeg gør mig pisse umage, og den positive og fantastiske feedback, jeg får tilbage størstedelen af tiden, gør det hele værd. Når det kommer til stykket, er det måske kun én ud af hundrede kommentarer, der er negativ. Min holdning vil dog altid være; at hvis man har noget latterligt at sige, kan man jo bare klikke sig væk fra min blog.

Sikke et teksttungt og personligt indlæg. Jeg takker alle de af jer, der tog jeg tid til at læse det. Det er lige præcis jer, jeg tænker på, når jeg hentyder til bloggens positive side. Nu vil jeg gerne høre jer – hvornår kom I til? Hvor længe har I fulgt mig, og hvad er det præcis ved min blog, I kan lide at følge?